Vandrer, hvis du kjender Livets Glæder,
og en Stund nedlægger her din Stav,
siig, ifald du seer, en Ædel græder:
”Græd ej her ved denne Grav!”
Hun, der her er viet ind til Hvile,
ene ved Opløsnings Haab var fro:
hendes Barm var fuld af Smertens Pile;
hendes Søvn er idel Ro.
Om end Sundheds Engel dig omarmer;
om end Lykkens Guddom signer dig;
om end Venskabs Himmel-Ild dig varmer,
er du ganske lykkelig: —
O! dog ofte skal dit Hjerte bløde
ved et dydigt Broderhjertes Qval,
og du sukker: ”Salig den, som døde!
”Fred indhegner Dødens Dal.”
Hvad er Sundheds Trylle-Melodier,
hvad er Lykkens Guld og Titel-Tant,
hvad er Venskabs bedste Drømmerier
mod et Nu, hvor Alt er — sandt?
Men, om Slangegift dit Hjerte nager,
men, om Død dit halve Væsen slog,
om dit Aandedræt var idel Plager,
og om Sot din Frihed tog:
Vilde du ej gjerne, hvis du kunde,
hvis du burde, hastigt vandre frem?
Vilde ej dit hele Væsen stunde
mod sit Støvs det stille Hjem.
Og naar Liv af Dødens Urne stiger,
og naar Lys til Mørkets Hule leer,
naar hver Kummer langt fra Graven viger,
burde vi da græde meer?
Hvorfor kaste vi saa mørke Blikke
til det Maal, vor Vej begrændses ved?
Ak! fordi vor Aand begriber ikke
Himles hele Salighed.
Vandrer, hvis du kjender Livets Glæder,
og en Stund nedlægger her din Stav,
siig, ifald du seer, en Ædel græder:
”Græd ei her ved denne Grav!”
Haste.