I et Viinhuus vil jeg sige
mit Farvel og lægges ned,
under Tønden vil jeg ligge,
under Tappen Hovedet;
Munden maa staae spærret aaben,
det maa observeres, thi
ellers tørde Tappedraaben
gaae min tørre Hals forbi.
Der skal ringes med Bouteller,
naar man bær mig til min Grav;
fiir og tyve drukne Sveller
skal gaae for med Krands paa Stav;
de skal drikke, Viser sjunge,
og ophænge runden om
alle mine Pengepunge,
som de hjalp at gjøre tom.
Alt mit Gods ved Testamente
skjænker jeg en Kjeldersvend,
for den Viin, han lod mig hente
paa Credit i Kjelderen.
Al min Rigdom er en Skjorte,
som er gammel og forslidt;
hvis den ikke alt er borte,
maa han have den for sit.
Alle mine Kammerater,
som mig hjalp at destillere
mine arvede Dukater,
til jeg havde ingen fleer,
ned paa Knæe de skulle sjunge:
han er død, men gid han der
vederqvæge maae sin Tunge,
som han gjorde fordum her!
Saa tilkommer mig medrette
et fortræfligt Monument,
som man over mig skal sætte,
thi jeg har det vel fortjent;
med den Gravskrivt oven over,
som her skrives paa Latin:
”Under denne Tønde sover
et forfyldt, fordrukkent Sviin.”