Bruti og Mark Antons Taler til det romerske Folk efter Cæsars Død
af Shakspeers Sørgespil Julius Cæsar 3 Act 2 Scene.
(Scenen er det romerske Forum; Brutus og Cassius komme ind fulgte af Almuen.)
Første Almuesmand!
Vi ville have Regnskab! giv os det!
Brutus.
Da følger mig, og hører mig, o Venner!
Gaae Cassius! gaae du ad denne Gade
Og lad os dele Mængden!
Hvo mig vil høre tale, bliver her,
Hvo Cassius vil følge, gaae med ham!
Og offentlig skal Grunde blive givne
For Cæsars Død.
1. Almuesm.
Jeg hører Brutus tale
And. A. M.
Jeg Cassius, og ligner begges Grunde,
Naar vi har hørt dem givne hver for sig.
Cassius og en Part gaaer
Brutus bestiger Talestolen.
3 Alm. M.
Den ædle Brutus er traad op; nu Stille!
Brutus. Taalmodighed til Enden:
Romere, Landsmænd! og Venner! hører mig for min Skyld, og værer stille, at I kunne høre: troer mig paa min Ære, og haver Ærefrygt for min Ære, at I kunne troe; dømmer mig i Eders Viisdom; opvækker Eders Sandser, at I kunne dømme desbedre. Er der nogen i denne Forsamling, nogen kier Ven af Cæsar, ham siger jeg, at Bruti Kierlighed til Cæsar ikke var mindre end hans; Hvis da den Ven spørger, hvi Brutus reiste sig mod Cæsar, er dette Svar; — ikke, som jeg elskede Cæsar mindre, men fordi jeg elskede Rom mere. Vilde I heller, Cæsar skulde være i Live, og I alle døe Trælle, end at Cæsar skulde være død, og I alle leve frie! Som Cæsar elskte mig, jeg græder for ham; som han var lykkelig, jeg frydes ved det; som han var tapper, hædrer jeg ham; men som han var herskesyg, jeg dræbte ham; der er Taarer for Kierlighed, Glæde for hans Lykke, Hæder for hans Manddom, Død for hans Herskesyge. Hvo er saa nedrig her, at vilde være en lænkebunden Mand? Er der een, han tale! thi ham har jeg fornærmet. Jeg bier paa et Svar.
Alle. Ingen, Brutus, ingen!
Brutus. Da har jeg fornærmet ingen. Jeg giorde ikke Cæsar meer, end I skal giøre Brutus. Spørgsmaalet om hans Død er nedskrevet paa Capitolium; Hans Ære ikke formindsket, hvori han var hæderværdig, heller ikke hans Overtrædelser forøgede, for hvilke han leed Døden.
Markus Antonius o. s. v: kommer med Cæsars Legem.
Her kommer Liget begrædt af Markanton, som, skiøndt han ikke havde Haand i Cæsars Død, og skal modtage Velgierningen af Cæsars Død, et Sted i Republiken; og hvo af Eder skal ei det? Jeg gaaer med disse Ord: at, som jeg slog min bedste Ven, for Roms Bedste, har jeg den samme Daggert til mig selv, naar det behager mit Land at faae min Død behov.
Alle. Lev Brutus! leve! leve!
Første Alm. M.
Bring Brutus i Triumph hiem til hans Huus!
Anden A. M.
Giv ham en Billedstøtte blandt hans Fædre.
Tredie.
Han blive Cæsar!
Fierde.
Cæsars bedre Dyder
Skal krones her i Brutus.
Første A. M.
Vi skal bringe
Ham hiem til hans med Jubelskriig og Raab.
Brutus.
Landsmænd!
And. Alm.
Tys! Stille! Brutus taler!
Første Alm.
Stille tys!
Brutus.
Lad, gode Landsmænd! lad mig gaae allene!
Og bliv for min Skyld her hos Mark Anton,
Og hædrer Cæsars Liig, og hædrer Talen
Til Cæsars Æreminde, som Anton
Af os er blevet stædet til at holde,
Jeg beder eder: ingen gaae herfra,
Undtagen jeg, før Mark Anton har talt.
1 Alm. M.
Staae! bie! og lad os høre Markanton!
3 Alm.
Lad ham bestige Talestolen! Vi
Vil høre ham! kom ædle Markanton!
Ant.
For Bruti Skyld jeg eder er forbunden.
4 Alm. M.
Hvad siger han om Brutus?
3 Alm. M.
Han er, siger
Han, os for Bruti Skyld forbunden Alle!
4 Alm. M.
Ham bedst, han taler her ei Ondt om Brutus!
1 Alm. M.
Den Cæsar var Tyran!
3 Alm. M.
Ja det er sikkert
Held os, at Rom er skilt ved ham,
2 Alm. M.
Fred! lad os høre, hvad Anton kan sige!
Ant.
I ædle Romere!
Alle.
Hys stille! lad os høre!
Ant.
I Venner, Landmænd, Romere! o laaner
Mig Eders Øre! her jeg kommer for
At jorde Cæsar, ei at prise ham.
Det Onde, Mænd her giøre, overlever dem!
Det Gode jordes tit med deres Been.
Saa være det med Cæsar! ædle Brutus
Fortalte Eder, han var herskesyg.
Ifald saa var, det var en grusom Feil,
Og grusomt har og Cæsar bødet for den.
Her jeg — med Bruti Minde og de andres —
(Thi Brutus er en hæderværdig Mand,
Det er de alle, alle Hædersmænd.)
Fremstaaer at tale ved hans Jordefærd.
Han var min Ven, var troe og retviis mod mig;
Men Brutus siger: han var herskesyg;
Og Brutus er en hæderværdig Mand.
Han bragte mange Fanger hiem til Rom,
Hvis Løsepenge fyldte Stadens Giemmer,
Mon dette syntes herskesygt af Cæsar?
Naar Armod græd, græd Cæsar; Herskesyge
Vel skulde være giort af haardre Malm.
Dog Brutus siger, han var herskesyg,
Og Brutus er en hæderværdig Mand.
I alle saae, at ved Luperkals Fest,
Jeg treegang bød ham Kongekrone; som
Han treegang afslog. Var dette Herskesyge?
Dog Brutus siger, han var herskesyg,
Og Brutus er en hæderværdig Mand.
Jeg taler ei at dadle Bruti Ord,
Men jeg er her at sige, hvad jeg veed;
I alle elsked ham eengang, ei uden Føie,
Hvad hindrer Eder da at sørge for ham!
Forstand! du flygtet er til vilde Dyr,
Og Mænd har tabt dig! — bærer over med mig!
Mit Hierte er i Kisten der hos Cæsar.
Jeg dvæle maae, til jeg det har tilbage.
1 Alm. M.
Mig tykkes, der er Mening i hans Tale.
2 Alm. M.
Naar du betragter Tingen rigtig, Cæsar
Har megen Uret.
3 Alm. M.
Har han det, Godtfolk?
Jeg frygter, værre kommer i hans Sted.
4 Alm. M.
Forstod I! han ei vilde tage Kronen.
Derfor han sikkert ei var herskesyg.
1 Alm. M.
Hvis saa er, somme dyrt vil bøde for det.
2 Alm. M.
Hans Øine er som Ild af Graad, den Arme!
3 Alm. M.
I Rom er ei en ædlere end han.
4 Alm. M.
Giv Agt; igien begynder han at tale.
Anton.
Endnu i Gaar et Ord af Cæsar havde
Gieldt mod al Verden; nu han ligger der,
Og ingen usel nok at hædre ham.
O Landsmænd, var jeg sindet at opirre
Til Rasenhed og Oprør Eders Hierter,
Jeg da fornærmed Cassius og Brutus,
Som, Hvermand veed, er hæderlige Mænd.
Jeg vil dem ei fornærme; heller vil jeg
Fornærme de afdøde, mig, og Eder,
End som fornærme slige Hædersmænd.
Men her er Pergament med Cæsars Segl,
Jeg fandt det i Lønkammeret, hans Villje.
Lad ikkun Folket høre denne Villje,
(Som, tilgiv mig, jeg agter ei at læse)
Og de vil gaae at kysse Cæsars Saar,
Og dyppe Svededuge i hans Blod,
Ja trygle dem et Haar af ham til Minde
Og døende i deres sidste Villje
Det skienke som en kostbar Sielegave
Til deres Afkom.
4 Alm. M.
Vi vil høre Villjen,
Læs Cæsars sidste Villje, Markanton!
2 Alm. M.
Ja Villien, vi vil høre Cæsars Villje!
Ant.
Taalmodig, hulde Venner! jeg maae ikke.
Bedst, I ei veed, hvor Cæsar elsked Eder.
Ei er I Træe, ei er I Steen, men Mænd!
Og er I Mænd, og høre Cæsars Villje,
I vil opflammes, blive rasende;
Vel, I ei veed, I er hans Arvinger
Thi vidste I det, o! hvad blev deraf?
4 Alm. M.
Hans Villje, vi vil høre den, Anton!
Du skal os forelæse Cæsars Villje.
Ant.
Taalmodighed! o vil I dvæle lidet!
Jeg overilte mig at tale om den;
Jeg krænker hine hæderlige Mænd,
Hvis Dolke dræbte Cæsar — frygter jeg
4 Alm. M.
Det var Forrædere! — de! Hædersmænd!
Alle.
Hans Villje! Testamentet
2 Alm. M.
De vare Stiemænd Niddinger; hans Villje!
Læs Testamentet.
Ant.
I vil da tvinge mig at læse Villjen;
Slaaer da en Kreds om Cæsars Liig, og lad
Mig vise Eder ham, som giorde Villjen;
Skal jeg gaae ned? og har jeg Eders Minde?
Alle.
Kom ned!
2 Alm. M.
Stiig ned!
3 Alm. M.
Du har vort Minde.
4 Alm. M.
En Kreds! staaer rundt omkring
1 Alm. M.
Afvei’n fra Baaren; bort afvei’n fra Liget!
2 Alm. M.
Plads for Anton! den ædle Markanton!
Ant.
Nu træng ei saadan paa mig! staae tilside!
Alle.
Tilbage! Plads! tilbage!
Ant.
Hvo Taarer har, sig reede, dem at fælde
I kiænde alle denne Kappe! jeg
Erindrer første Gang, da Cæsar bar den.
Det var en Sommeraften i hans Telt,
Den Dag, han overvandt de Nervier: —
See dette Sted løb Cassii Dolk igiennem!
See, hvilken Rift den nidske Casca giorde!
Her giennem den høitelskte Brutus stødte!
Og som han drog fordømte Staal tilbage,
Seer her; hvor Cæsars Blod da fulgte det,
Som det foer ud af Dørren for at vide,
Om Brutus banked saa uvenlig, eller ei!
Thi Brutus, som I veed, var Cæsars Engel.
Døm, Guder! døm, hvor Cæsar elsked ham!
Det var det grusomste blandt alle Stød.
Thi da den ædle Cæsar saae ham støde,
Den Uerkiændtlighed langt stærkere
End Stiemænds Vaaben overvandt ham reent;
Da brast hans store Hierte; da indhylled
Han Ansigtet i Kappen, og ved Foden
Selv af Pompeji Støtte, hvor der flød
Med Blod bestandig, faldt den store Cæsar.
O hvilket Fald var dette, mine Landsmænd!
Da jeg, og I, og alle alle faldt,
Mens blodig Udaad jubled over os.
O nu I græde, og, jeg seer, I føle
Medlidenhed; det ere hulde Draaber;
I græde, ømme Hierter! blot at see
Vor Cæsars Klæder qvæstet! seer da her!
Her er han selv, dræbt af Forrædere!
1. Alm. M.
O ynkelige Syn:
2. Alm. M.
O ædle Cæsar,
3. Alm. M.
O Sørgedag!
4 Alm. M.
O Stiemænd, Niddinger!
1 Alm. M.
O hvilket blodigt Syn!
2 Alm. M.
Vi ville hævnes!
Hævn! op! søg, brænd! Ild, Mord! lad ingen leve
Af de Forrædere!
Ant.
Hold inde Landsmænd!
1 Alm. M.
Tys! stille! hør den ædle Markanton!
2 Alm. M.
Ham vil vi høre, følge, døe med ham.
Ant.
O Venner, hulde Venner! lad mig ikke
Opirre til saa brat en Oprørsstrøm
De, der har giort hiin Daad, er Hædersmænd
Hvad egne Anker de har, veed jeg ei,
Hvi de har giort det! de er vise, ædle
Og udentvivl vil give Eder Grunde.
Jeg kommer ei, at stiele eders Hierte,
Jeg ingen Taler er, som Brutus, Venner!
Men, som hver veed, en jevn og ærlig Mand,
Som elskede min Ven! — det veed de vel,
Som tillod offentlig at tale om ham.
Thi jeg har ikke Vid, ei Ord, ei Værd,
Ei Fordrag, Udtryk eller Taleevne
At ægge Folk; jeg taler ligefrem,
Fortæller Eder, hvad I vide selv.
Fremviser elskte Cæsars arme stumme Saar,
Og beder dem at tale for mig; var jeg Brutus;
Og Brutus Markanton; der var en Markanton,
At vække eders Aand, og lægge Tunge
I hvert af Cæsars Saar, som kunde røre
Roms Stene selv til Opstand og til Oprør.
Alle.
Vi giøre Oprør! op! brænd Bruti Huus!
3 Alm. M.
Afsted da, kom, og søg de Sammensvorne.
Ant.
Men hør mig Landsmænd! hør mig ædle Landsmænd!
Alle.
Hys, stille, hør Anton, den ædle Marcanton
Ant.
Hvi Venner! gaae I til, I veed ei, hvad
Hvormed fortiente Cæsar saa at elskes?
Ak I ei veed det! jeg maae sige Eder:
I glemme Villjen, jeg nys talte om.
Alle.
Vel sandt! hans Villje, bie og hør hans Villje!
Ant.
Her er hans Villje under Cæsars Segl.
Til hver en romersk Borger giver han
Hver Mand fem og halvfierdsindstyve Drachmer!
2 Alm. M.
O ædle Cæsar! vi vil hævne ham!
3 Alm. M.
O kongelige Cæsar!
Ant.
Hører! hører!
Alle.
Tys, stille!
Ant.
Og efterlod han eder sine Gange
Hans egne Haver, ny anlagte Lunde,
Paa denne Side Tibren gav han Eder,
Og eders Arvinger for stedse efterlod
Til fælles Lyst at gaae og qvæges i.
Her var en Cæsar! naar faae vi hans Mage
1 Alm. M.
O aldrig! aldrig! kom afsted, afsted!
Vi brænde vil hans Liig paa helligt Sted,
Med Brandene vi tænde deres Huse,
Tag Liget op!
2 Alm. M.
Bring Ild
3 Alm. M.
Bryd Bænke ned
4 Alm. M.
Bryd Sæder, Vinduer, bryd alting ned!
Ant.
Nu lad det virke! de gaae med Liget, Vold! du er i Gang