Knud Lyne Rahbek (1760–1830)

De er altsaa fast, urokkelig i Deres Beslutning; De ægter Deres Degnedatter, afsiger for stedse Deres henlagte Baronskab, modtager den ledige Forstertieneste, som Deres Forstindsigter, og den Yndest og Agt, De staaer i hos Vedkommende, give Dem Udkomst til, flytter ud i den lille straatakte Forsterbolig ved Stranden, forsager Deres Fædreland, og alle Deres forfængelige Udsigter, og bliver hos os. Hoheneck! saae jeg kun paa min egen Tarv, jeg vilde glæde mig, glæde mig inderlig derover. De saae, med hvilken Fryd jeg modtog Dem, da De for fem Maaneder siden overraskede mig i min Eensomhed, og jeg i den mig anmeldte tydske Forstcandidat Rudolph med Forundring gienkiendte den ædle Yngling, min hengangne Schülers fordums Discipel, der fra sine tidlige Aar af havde været mig saa kiær, der var blevet det endnu ved de Breve, hvormed han i mig vedblev at hædre sin afdøde Lærers Minde; jeg siger Dem formodenlig heller intet Nyt ved at tilføie, at De ved vort daglige Samliv i disse fem Maaneder er hver Dag blevet mig kiærere; at det, efter at jeg nu engang igien har faaet Smag paa at have en Ven, vilde være mig dobbelt tungt paa ny at blive, hvad det er ikke godt for Mennesket at være, eene; at det altsaa for mig vilde være en Lyksalighed, langt over min dristigste Forhaabning, saa nær ved min eenlige Præstbolig, neppe midtveis engang paa min Yndlingspromenade langs Havets skovklædte Bred, at have et Vennepar, som Dem og min hulde eiegode Bertha. O jeg tør neppe engang vedblive at udmale mig denne Forestilling; den vilde mod min Hensigt bestikke mig til Fordeel for, hvad der er min Pligt at fraraade; eller i det mindste giøre mig det Offer, jeg maa bringe Overbeviisning og Pligt, usigelig smerteligt.

        Om jeg altsaa vil fraraade det! ja min Ven! og det paa det allerbestemteste. Blandt alle mit Kalds høitidelige Forretninger der ingen, ingen, jeg som oftest med større Bæven gaaer til end til Brudevielse; siælden traadde jeg i dette Ærende for Alteret, end siældnere stod jeg for nogen Brudeskammel, at jo de strækkelig sande Ord, vor Ifland har lagt sin Drave i Munden: du hielper at høitideligholde en Ulykkes Dag! faldt mig med græsselig Styrke paa Siælen; og tænk Dem nu, Rudolph! tænk Dem, om jeg med denne Følelse skulde træde frem for Bertha og Dem, at lyse en Velsignelse over Dem, o! som for hver, der ikke giør sig den værdig, bliver den frygteligste af alle Forbandelser, og jeg ikke med freidigt Mod torde sige mig selv: ”jo jo! De vil fortiene den, denne Velsignelse! De vil, De skal, De maa blive lykkelige!” Rudolph!

        Du kiænder mig, Rudolph! veed, at jeg har været Republikaner inden Republikken, som jeg er vedbleven at være det efter den; veed, at de herlige Ord:

have staaet indskrevne i mit Hierte, inden Digteren og Moden bragde dem paa Alles Læber, og at de ville blive indskrevne deri, saa længe dette Hierte er istand til at modtage eller bevare noget Præg; Du veed, at jeg ikke bøier Knæ hverken for Byrd eller Rang; mig kan det altsaa ikke forarge, at en høibaaren Herr Rigsbaron ægter en ærlig og agtbar Degnedatter; ligesom jeg vel ogsaa, hvis jeg var i Dit Sted, endog uden at faae en Bertha i Tilgift, vilde være gladere ved at erhverve selv som Førster ved Duelighed og gavnlig Vindskibelighed mit Brød, end at være ved Fødsel og Familieconnexioner fyrstelig ***rsk Oberhofnimrod, en Skræk og en Landeplage for den omboende Landmand; hvad desværre i saa mangt et Land, der ikke fra den Side er saa lykkeligt som Danmark at regieres af Fyrster, der agte Bondens Sveed, og ere bange for at drage hans Graad og Blod over dem, Hofjagten er. End mindre kan jeg have imod, at Du vil følge Dit Hiertes Valg frem for Vedtægters, og Fordommes, og Forfængeligheds, og indbildte Fordels Bud, at Du foredrager den hulde, fromme, kloge, elskelige Bertha, hendes saakaldte ringe Fødsel, og hendes Mangel paa Formue, uagtet, for en høibaaren, stiftsdygtig, riig, forfængelig, og uopdraget Comtesse eller Baronesse af det hellige romerske Rige. Jeg føler saa fuldelig som nogen, at det, Du opoffrer, er Tant; er Intet, er mindre end Intet; ogsaa er jeg overtydet om, at Du i dette Øieblik opoffrer det som Intet mod Berthas sande og ægte Værd; at det overalt egentlig kun er, fordi Du synes Dig ikke at kunne bringe hende Opoffrelser nok, at Du lægger Vægt paa den, Du hende uafvidende giør hende. Men Rudolph! hvad der i dette Øieblik smigrer Dig, kunde maaskee angre Dig i Tiden; det smigrer, har jeg læst, — jeg veed ikke hvor, — Lidenskaben, og dens uafladelige Ledsager Forfængeligheden, at have kiøbt dyre, men naar først Besiddelsen har tilligemed Nyheden tabt en betydelig Deel af sin Interesse, er man saare tilbøielig til at ærgre sig over, man har forkiøbt sig.

        Den eneste Beroligelse, Rudolph! jeg i saa Henseende har, og den eneste, som afholder mig fra selv gaae hen, og sige Din Bertha: vogt dig, gode Pige! den du antager for en ung reisende Forstkyndig, der søger Forfremmelse her, er en af Tydsklands ældste Baroner af en saare høianseelig Familie, med glimrende Udsigter ved sine Forbindelser i sit Fædreland, men som opoffrer det Alt, for at dele Skiæbne med dig!” er den Overbeviisning, jeg efter Dine egne Yttringer, og alt, hvad jeg i hele vor fem Maaneders fortrolige Omgang, har været istand til at erfare og opdage om Dig, har, at Du er en ubesmittet, ufordærvet Yngling, der, som en af eders Digtere saa skiønt og træffende udtrykker sig:

For hvem altsaa Qvinden er det, hun ved sin Skabelse er indsat til at være, Mandinde, Mandens første Medhielp, hans Glæders Forskiønnerinde, hans Sorgers Deelerinde, hans Raad, hans Ven, hans Alt, som een af vore Sange udtrykker sig; for Dig kan da Kierlighed være, hvad den skal og maa være, for at være Mennesket værdig, en Siæls Følelse, en enthusiastisk begeistrende Lidenskab, og ikke en usel dyrisk Brynde. Rudolph! var ikke dette, troede jeg ikke at være sikker paa, at Du ikke mellem usle Faldne, der vanære deres Kiøn, havde lært at miskiænde og misbrugere Kiønnets Værd, ikke havde lært at vanhellige Kierligheds Navn, ved at misbruge det til, hvad det ærbare Sprog ikke engang har Benævnelse for, jeg vilde endnu med større Rædsel betragte, endnu heftigere modsætte mig det Skridt, Du er paa Veie at giøre; det er kun, saa er min faste og urokkelige Overtydning, paa Vestas Alter, den evige Ild brænder. Men endda, Rudolph! men endda; Opoffrelser føles først i den fulde Storhed, efter at man har giort dem, og faaet dem igiengieldede; og jo høiere man da anseer sin Opoffrelse, jo mere fristet er man til at giøre høie, vel endog overspændte Fordringer paa Erstatning derfor. Rudolph! Rudolph! overvei vel, hvad Løfte Du agter at aflægge, i det Øieblik, Du giver mig Dit Ord, at leve med Bertha i Medgang og Modgang, i hvad Lykke, Gud den allermægtigste eder vil tilskikke, som en Ægtemand bør at leve med sin Ægtehustru! Du veed det selv, hvad Kaar Du gaaer ind til; veed, at Bertha eier Intet, at de gode gamle Skovridersfolk, der have taget hende til sig, og opdraget hende som deres eget Barn, have intet andet at give hende med, end deres Velsignelse; ogsaa Du, Rudolph! har, som Du selv veed, intet videre, end den sidste Rest af Din ikke store Fædrenearv, som Du havde optaget for at giøre den Reise igiennem de nordlige Lande, som nu Kierlighed synes at vilde afbryde her. Jeg har aldrig erkyndiget mig, eller bekymret mig, hvormeget det kunde være; men at det ikke var meget betydeligt, maa jeg formode deraf, at Du, for at kunde komme ud dermed, fandt Dig beføiet at aflægge Dit Navn, og paatage Dig et Incognito, som Du ikke har aflagt for nogen uden for mig. Tienesten, Du agter at tiltræde, er liden, især for en Mand af stræng Retskaffenhed og Ære; Rudolph! jeg veed vel, at frivillig Nøisomhed er Dig ikke fremmed; men er Du og vis paa at kunde bære trange, og — om Vanheld skulde indtræffe — tunge Kaar, af Nødvendighed, og bære dem, uden at lade dem falde dobbelt tunge paa den, Du bar dem med og for, uden at føle, uden at lade hende føle, hvor meget anderledes Du kunde havt det, havde hun ikke været? Rudolph! Rudolph! om jeg engang skulde opleve at see Dig og Bertha ulykkelige med og ved hinanden, og jeg da maatte sige mig selv! uden dig havde disse to Mennesker aldrig kiændt hinanden; uden dig vare de maaskee begge lykkelige! Rudolph! ved vor brave hengangne Schülers Minde, ved al den Kierlighed, jeg har baaret for Dig fra Din tidlige Barndom, ved vore senere Dages inderlige Venskab, ved hver helligt høitideligt Øieblik, vi have henlevet sammen, besværger jeg da! øs ikke denne Draabe Helvededder i mit Malurtbægger; Du veed, Du veed, det er beeskt nok desuden!

        Tro ikke, Rudolph! at det igien er af mine tungsindige Griller! og hvad er da min Tungsind? unge Menneske! jeg er fød til Glæden, maaskee trods Dig; jeg har elsket den, kiændt den, og nydt den; min Tungsind er en sørgelig Erfaring, er Verdenskundskab, er

        Snese, Snese Gange har jeg været Vidne, hvorledes de Forbindelser, som syntes knyttede af en Lidenskab, der var stærk nok til at flytte Bierge, syntes beseglede med de overordentligste giensidige Opoffrelser, ikke sielden bleve de allerulyksaligste, bleve en Kiæde af Usamdrægtighed, Utilfredshed, Mistanke, Mishandling, ofte endog af de skiændigste giensidige Utroskaber. Kun om et eneste af disse, og som endda langt fra ikke var det sørgeligste, jeg har oplevet, vil jeg fortælle Dig. Naar Du har læst det til Ende, o! da læg Haanden paa Dit Bryst, og randsag Dig selv, om Du uden at Dit Hiertes tiltagende Banken modsiger Dig, er istand til at sige: Nei! saadan er jeg ikke, saadan skal jeg ingentid blive.

        Udentvivl erindrer Du endnu, Rudolph! hvor lidenskabelig jeg hang ved den dramatiske Kunst, da jeg paa min første Reise til Tydskland lærte at kiænde Dig; egentlig er den første Anledning til vort Kiændtskab, da den var det første Baand mellem Din daværende Hovmester, den ædle Schüler, og mig. Neppe kan Du have glemt, hvorledes vi hele Timer kunde hensætte os, sværme over denne Kunst, kun med den Forskiæl, at Digtekunsten, hvortil han havde det ualmindelige Genie, fornemmelig interesserede ham, medens Skuespillerkunsten, som mit Fædrelands daværende Mønstre havde lært mig at elske, især havde Interesse for mig; og at han, der havde mere Verdenskundskab, og Verdenstone, ikke sielden drev Spøg med mine overspændte idealske Fordringer. Derimod veed jeg ikke, om Du husker, at jeg efter at have forladt Leipzig, hvor næsten ene han giorde mig Opholdet taaleligt, foretog mig en Reise giennem det sydlige Tydskland, egentlig for at see de herlige Kunstnere, som den Tid endnu med saa rund en Haand vare omspredte paa de derværende Theatre. Paa denne min Kunstreise kom jeg da ogsaa til **, en østerrigsk Provincialstad; det var min Hensigt, næste Morgen at forlade den, da det Reisetheater, som spilte der, ikke synderlig kunde friste mig til at opsætte min Reise til München, hvor mere berømte Navne, og langt større Kunstinteresse lokkede mig. Midlertid opholdt jeg mig til samtlige mine Correspondenters store Forundring over tre Uger her; de vare af de behageligste i hele mit Liv, og jeg veed ikke endnu, om jeg uagtet alle de Efterveer, der siden have forgiftet deres Erindring, kunde være fristet til at ønske dem bort.

        Samme Dag, som jeg, var der kommet en ny Skuespiller med hans Kone til Byen, de vare staaede af i samme Giestgivergaard, og vi lærte at kiænde hinanden ved table d’hote om Aftenen. Manden var en artig Mand, med mange Talenter og Kundskaber, og især med uendelig meget af den Politur, som ene nøie og fortrolig Omgang med den fine og store Verden kan give, og som derfor endog hos ellers udmærkede Kunstnere af dette Slags er saa ualmindelig. Konen var en — endog i det sydlige Tydskland — ualmindelig smuk, meget ung Kone, med en kongelig Figur, et sandt Venus Urania Ansigt, og et Par Øine og et Physiognomie, som noksom sagde, at det hverken var af Mangel paa Aand, eller Ideer, at hun beskeden og bly ikke just tog synderlig Andeel i Samtalen. Desmere levende blev den snart imellem ham og mig; og inden vi endnu den Aften adskiltes, havde vi fattet saamegen Interesse for hinanden, at han med Varme havde bedet mig, og jeg med Lyst samtykket, at udsætte min Reise nogle Dage, for at bivaane hans og hans Kones første Indtrædelse paa Kunstens Bane. I Forventning af denne deres Debut tilbragte vi da de næste Dage med at besee og belee de ulignelige deilige Donauegne heromkring Byen, hvis Skiønheder imidlertid ved vore idelige og enthusiastiske Samtaler om Kunsten, i hvilke hun efterhaanden, som vi bedre bleve kiændte, mere og mere tog Deel, ikke siælden som en Bisag bleve overseete; ogsaa ledede snart denne vor giensidige Interesse os til fortrolig Aabenhiertighed, saa jeg erfoer deres Kierligheds hele Roman. Han var en Greve af et af Tydsklands allerældste Grevehuse, hvis Forfædre allerede længe før Næveretstiden havde giort dem frygtede i hele det sydlige Tydskland; mere end eet Sted har man baade før og siden viist mig Ruiner af deres Røverslotte, fortalt mig ynkelige Historier om, hvorledes flere af dem i Hussiter- og Bonde-Krigen havde maattet grummelig bøde for deres Umenneskelighed mod deres Underhavende; en af hans Forfædre paa mødrene Side, havde havt den Ære at være af de Herrer, der til Løsen for 30 Aars Krigen af det pragske Slotsvindue bleve kastede paa Møddingen; et Par andre havde i Ungarn maattet række Hals for Feighed, eller forrædersk Forstaaelse med Tyrkerne; kort sagt han var af saa gammel og ægte tydsk Adel, saa høibyrdig, som nogen i hele det sydlige Tydskland; og skiøndt han selv ingen Formue eiede, og havde mistet baade Fader og Moder, ansaaes han dog i Følge hans høie Families store Connexioner, og mægtige Indflydelser — hans egne virkelig ualmindelige Kundskaber og Talenter kom naturligviis ikke i Betragtning — for at være prædestineret til at spille en betydelig Rolle i et geistligt Nabofyrstendom, hvor især hans Stedmoder hos hans høiværdige Durchlauchtighed var i særdeles Naade. Alt dette uagtet havde han været uædel nok til at forelske sig i sin Stedmoders Kammerpige, et Fruentimmer af meget god borgerlig Herkomst og Opdragelse, men som hendes Kaar havde nødt til at tiene; og endskiøndt denne Lidenskab vel ikke i Begyndelsen var af det værdigste Slags, havde den dog ved den Modstand, den fandt i hendes urokkelige Ærbarhed og Dyd, snart forædlet sig til saa enthusiastisk en Kierlighed, at han hverken vilde eller kunde leve uden at eie hende; og at han, da hans høie Paarørende endnu vare ubetænksomme nok til ydermere at opflamme den ved Trudsler og Forfølgelser, gav hende Valget mellem at see ham døe for sine Øine, eller blive hans Kone, med ham forlade Fædreland og Forfølgere, og under Kierligheds Beskiermelse søge deres Fremtids Lykke i deres egne Talenter og Flid. Overmandet af saa voldsom en Kierlighed havde hun givet efter, og da han just hændelseviis erfoer, at Directeuren ved dette østerrigske Provincialtheater uventet havde mistet tvende af sine betydeligste Personer, fattede han, som ofte havde spilt paa sit Fødesteds adelige Societetstheater, den Beslutning under et paataget Navn at skrive didhen om Engagement for sig og sin Kone; og blev af den ideforlegne Entrepreneur med Glæde antaget; hvorpaa de Haand i Haand tilfoeds forlod deres gamle Hiem; og da de med ængstelig Samvittighed havde været nøieregnende i intet at medtage, der ikke var deres ustridige personlige Eiendom, og de af denne, for ikke aldeles at være uden Reisepenge, havde skilt dem ved, hvad de nogenlunde kunde undvære, vare de med en maadelig Bylt paa Nakken vandrede paa deres Fod indtil næste Station førind deres tilkommende Opholdssted, hvor de — for ikke ved deres uanseelige Indtog at opvække ufordelagtige Formodninger imod sig — havde taget Extrapost, og var saaledes med blæsende Postillion kommet uden for Directeurens, der boede næstved Giæstgivergaarden, og staaet af hos ham, medens de ved Postillionen lod dem bestille Værelse paa Giæstgivergaarden indtil deres Bagage med en Fragtvogn kom efter, og de kunde ordentlig tage Logis der i Byen.

        Naturligviis kunde det romantiske i Alt dette, selv i deres paatagne Navn Minnehold, denne Pamela-Dyd hos hende, denne kraftfulde Selvstændighed hos ham, disse store Offre bragte Kierlighed og Kunsten, hos mig, som den Gang med Ungdommens hele Fyrighed sværmede for begge Dele, ikke andet end giøre det allermeest levende og allerdybeste Indtryk. Her fandt jeg da endelig engang Kierlighed, som jeg stedse havde tænkt eller drømt mig den, den Lidenskab, som flytter Bierge; her fandt jeg da endelig Ægtefolk efter min Aand og mit Hierte. Hver Dag fik jeg dem kiærere, hver Dag var jeg lettere at overtale til, at blive hele deres Debut til Ende, isteden for mit første Forehavende kun var, at see dem første Gang træde frem; ogsaa fra deres Side blev Interessen for at beholde mig der, daglig mere og mere levende, saameget mere, som hun til sin Debut havde valgt sig Minna, Emilie Galotti, Eugenie, han Veltheim, Hartley, Marinelli, lutter Roller, for hvilke jeg fra mit Fædrelands Theater havde medbragt Idealer, som jeg ingensteds siden, saameget jeg den Tid end saae, har været istand til at finde opnaaede, end sige overgaaede, og hvorom jeg altsaa for Mennesker med hans dannede Aand, og især med hendes aabne og store Hierte kunde give mangt et Vink, mangt et Præg, der ikke var dem unyttigt eller uinteressant. Lægger man nu til, at jeg i en By, hvor den intellectuelle Næring synes at staae i modsat Forhold til det overdaadige animaliske Vellevnet, var deres eneste Kunstven, den eneste, der kunde eller vilde tale med dem om det, der i det Øieblik havde saa uendelig Interesse for dem, da Kierlighed ligesom omstraalede den med sit Nimbus, deres Kunst, er det saameget mere naturligt, at de ligesaa nødig vilde miste mig, som jeg vilde forlade dem.

        Deres Debut begyndte faa Dage herpaa. Det hører ikke herhid, saa behageligt det end vilde være mig i Gienkaldelsen endnu eengang at giennemnyde nogle af mine sødest hendrømte Dage, vidtløftig at meddele Dig, hvad jeg herom finder optegnet i mine gamle Papirer. Nok at vi alle tre havde ret god Aarsag at være tilfreds dermed. Hun understøttet af et aabent, reent og stort Hierte, som ydermere opflammedes af den seirende og lønnede Kierligheds første Begeistring til des inderligere, des lidenskabeligere at føle alt stort og godt, med en hurtig og lys Aand, der i Forfølgelseres og Gienvordighederes Skole var bleven vant til at vogte paa Mennesker, deres Tænkemaade og Forhold, og tillige udstyret med alle de udvortes Gaver, der allevegne ere sikre paa, at finde ni og halvfemsindstyve Stimlere og Beundrere, hvor Aand, Hierte, og Kunst knap træffe en eneste, der veed at sætte Priis derpaa — et Forhold, som man i en nederøsterrigsk Stad sikkerlig endnu mere maaskee end nogensteds ellers kunde giøre den fasteste Regning paa — hun, for hvem desuden de meest lidenskabelige Situationer i hendes Roller ofte kun vare Remiscencer af, hvad hun selv alt for nylig havde følt, frygtet, erfaret og overstaaet, til ikke at hensættes i med den meest henrivende Sandhed, hun kunde, især da hun var noget Nyt, og noget saa usædvanlig skiønt Nyt, ikke andet end behage i høieste Grad. Ikke ganske forholdt det sig saaledes med ham; hans ypperste Fortrin, en i høieste Grad correct og smagfuld Diction, fiin Verdenstone, og den dermed forbundne Modbydelighed for alt plumpt og uskiønt vare vel i sig selv snarere Disrecommendationer, hos et Publikum, hvis Vane og Lyst var at see Lidenskaber revne i Pialter af bredskuldrede Lømler med og uden Parykker; hans beskedne og vise Behandling af Lys og Skygge var ikke kraftfuld nok til at virke paa et saadant Pundtlæders Nervesystem; midlertid havde der, deels — formodenlig fra Directeuren, der, sit mange Aars Directeursskab og første Acteurskab uagtet, dog ved første Samtale meget hurtig kom efter, at han i Grunden i Begreber om dramatisk Kunst var en Sinke mod den nye Begynder, og hvem der overalt laae Lag paa at skaffe sine nye Vare Credit, udbredet sig saa fordeelagtig en Fordom om denne Nykomne, at der var ingen, der dristede sig i Spidsen for den Mening, at han ikke var, som han burde; deels havde og Damerne lagt Mærke til ham, som en Mand af Pli og Ton, og Levemaade, hvad vel ved disse Reisetheatre ikke ofte er Tilfældet; og endelig — hvad der især var Hovedsagen — var han den smukke Debutantindes Mand, og oplystes altsaa ved Gienskinnet af hendes Nimbus.

        Vel undgik denne Omstændighed ikke hans Opmærksomhed, ikke blot at hans Kone giorde uendelig mere Lykke end han, men og, at en betydelig Deel af den Lykke, han giorde, egentlig hørte med paa hendes Regning; men endnu var det i Kierligheds Hvedebrødsdage, endnu var Alt, hvad der kom fra hende, ham ulige kiærere, end om han havde det af sig selv. Langt fra altsaa at harme eller støde sig over sin Tilsidesættelse, nød han med Elskovsforfængelighedens fulde Triumph hendes Forgudelse, og mere end een Aften tilbragde vi saaledes, efter at hun var gaaet til Hvile, hele Timer ved et Glas Ofener Viin med at glæde os over, at denne for mangen ikke mindre talentfuld Begynderinde med Torne bestrøede Bane, strax ved hendes første Indtrædelse bar hende Roser; glæde os over, hvad hun, med alle disse udvortes og indvortes Fortrin og Fordele, ved en saadan Opmuntring, der naturligviis endnu mere opflammede hendes Lyst, og følgelig hendes Talent, kunde og maatte blive. Midlertid vare vi dog begge to meget let enige om, at dette Theater ingenlunde maatte være deres blivende Sted; ikke blot fordi de, hvorvel i en anden Stat, endnu vare alt for nær deres Fædrenehjem til, at være aldeles sikre for en adelsstolt og forbittret Families lange Arme; men og fordi hendes Talenter hverken der kunde vente den Uddannelse eller Paaskiønnelse, de havde saa retfærdig Adkomst til, ikke at tale om, at adskillige af de høie Mæcenater, der i Begyndelsen havde været allermeest ødsle paa deres Røgelse, efterhaanden som de mærkede, at den med alt det ikke vilde beruse den smukke Skuespillerinde saameget, at hun skulde synke i deres Arme, kiændelig begyndte, inden inden engang Debuten var forbi, at afknappe derpaa. Det blev derfor aftalt, at jeg, som den Tid deels ved de fleste af Tydsklands anseelige Skuepladse allerede havde temmelig nøie Forbindelser, deels just var i Begreb med at besøge de øvrige, skulde giøre mig Umage for, at søge dem et Engagement, helst i det nordlige Tydskland, hvor de helst ønskede dem hen, ikke blot fordi det eneste, man paa dem, og især paa hende, i Østerrig havde at sige, var, at hun snakkede luthersk-tysk (ikke havde den slemme wienske Dialect), deels og fordi de der vare længere fra deres Frænder og Fiender.

        Da altsaa deres Debutdage var forbi, og de med eet sank tilbage i den Uvirksomhed og Ubetydendhed, som ikke siælden, endog efter den allerhaabefuldeste og meest glimrende Debut, er de skeniske Begynderes Lod, rev jeg mig fra dem, vel mindre ugierne, fordi jeg paa en Maade forekom mig at reise i disse mine Venners Ærende, men dog uagtet det bogstavelig var sandt, hvad hun af Eders Göcking skrev i min Stambog:

uagtet vi forsødede os Afskeden ved tusende Giensamlings og Gienforenings Planer, med en smertelig Følelse, som sagde mig; at om vi end mødtes igien, samledes vi dog aldrig saaledes mere. Maaskee forestiller Du Dig, Rudolph! efter det, jeg her siger om Skilsmissens Smertelighed, at ogsaa jeg, ligesaavel som hine østerrigske Mæcenater, var forelsket i den smukke Debutantinde; men nei! saa smuk, saa interessant, saa ædel hun var, det Ideal i mit Hoved og Hierte, jeg hiemme fra havde medbragt, opnaaede hun ikke; og var han mig den Gang i hver Henseende langt kiærere og interessantere, end hun.

        Midlertid reiste jeg, og i det mindste med Hensyn til mine østerrigske Venner syntes mine Bestræbelser ikke ganske at have været uden Held. I det mindste fik jeg strax efter min Hiemkomst Brev fra dem begge, hvori de venskabeligen tilregnede mig, at de fra flere Skuepladse, med hvilke jeg var i Forbindelse, havde havt fordeelagtige Tilbud, hvoriblandt de imidlertid af forskjellige Aarsager havde foredraget det, som blev dem giort fra Berlin, da de i dette saakaldte Tydsklands Athen troede paa den dem begge endnu saa dyrebare Kunstes Bane at kunne giøre de hurtigste og sikreste Fremskridt. Ogsaa noget efter deres Ankomst til Berlin skrev de mig til i fuld Glæde over den mere end forbindtlige Modtagelse, de der i Særdeleshed hos Kunstens ypperste Lærer og Kiænder, den udødelige J. J. Engel, havde fundet.

        I hele denne vor Adskillelse vedbleve vi at fortsætte vor fortrolige Forbindelse ved Breve, og hvorvel den glade Tone efterhaanden, især i hendes Deel af Brevet, tabte sig, ja endog undertiden i enkelte Yttringer, der ligesom syntes at være hende undslupne, gav en mismodig Tungsindighed Plads, giorde jeg mig dog ikke videre Tanker derom, end at muligen Theaterforholdene paa et Sted, hvor desværre saa mange andre — tildeels overmaade lumpne — Forhold havde notorisk Indflydelse derpaa, ikke vare hende aldeles behagelige. Vel lagde jeg ogsaa Mærke til, at mine øvrige berlinske Venner i deres Breve, i det de ofte nævnte hende med Høiagtelse, og ikke siælden hendes Kiæmpeskridt i Kunsten med fortient Beundring, dog ligesom forsætligen forbigik ham; da jeg imidlertid af samtlige Theaterblade, som jeg den Tid med Begierlighed læste, og studerede, idelig saae, at hans dramatiske Bane i Berlin ikke var synderlig mere glimrende, end den paa hans første Theater havde været; at hans Kunstkreds næsten indskrænkede sig, ligesom den udødelige Shakspears, til Aanden i Hamlet, da, som han selv meget pudseerlig udtrykte sig, Directeuren vidste, han vilde helst igiennem med Hoveder, vilde jeg heller forklare mig denne Taushed deraf, end tænke mig noget ufordeelagtigt om Mennesker, hvem endnu bestandig den reeneste Kierligheds Nimbus omstraalede for mig.

        Dette varede saaledes, indtil, du erindrer, jeg fik anden Gang Leilighed at reise til Tydskland, som Ledsager af de to unge Grever, med hvem du studerede i Leipzig, og ved hvem vort Kiændtskab fornyedes. Ikke længe havde vi — mindes du — været i Leipzig, før vi nyttede den første academiske Ferie til at giøre en Reise til Berlin; mig længtes, vil jeg tilstaae, efter mine gamle Yndlinger, saameget mere, som et og andet Ord, jeg paa min Giennemreise i Hamborg havde hørt, gave mig en lønlig Anelse om, at Alt ikke var, som det skulde være. Jeg kom, jeg blev modtagen med usigelig Glæde af begge, som en gammel kiær Ven; begge syntes intet inderligere Ønske at have, end at giøre mig mit berlinske Ophold saa behageligt, at jeg, om muligt, skulde fristes at rive mig løs, og vælge Berlin til min stadige Bopæl — en Drøm vi forhen mere end een Gang skiæftig havde leget med; men selv her opdagede jeg, at der med ham var foregaaet en betydelig Forandring. Medens hun søgte at trylle os vore fordums Aftner tilbage, medens — efter de første Kiænderes Vidnesbyrd — hendes Genie, og hendes Kunst syntes at straale med fordobblet Liv, for at lade sig see for sin første Kunstven i sin fulde Glands, medens hun, der ellers med det sande Genies Stolthed var saa ophøiet over al Fremtrængen og Rolletrygleri, første — og man har forsikkret mig, sidste — Gang i sine Dage var i Bevægelse for at faae de Stykker frem, hvori hun havde betydelige Roller, at hun kunde komme til at raadføre sig med mig om dem, meddele mig sine Tvivl, sine Ideer, sine Grunde; var han ordentlig grætten og gnaven, hver Gang nogen af dem skulde spille, og følgelig jeg — som i det berlinske Theaters daværende Tilstand ellers ikke synderlig fristedes dertil — besøgte Skuespillet, da efter hans Formening, den Frihed, jeg nød, medens mine unge Grever vare hos den danske Legation, der da bestod af en Samling af Mænd, i hvis Hænder de i enhver Henseende vare langt fordeelagtigere og behageligere end i mine, meget bedre kunde nyttes til at nyde Berlins mangehaande tilladelige og utilladelige Forlystelser, med hvilke han til sin store Forundring, skiøndt det ikke var første Gang, jeg var i Berlin, fandt mig aldeles ubekiændt; overalt fandt jeg ham, hvad han før sit Roman med Sophie havde været, og blot i dens Paroxysmus aflagt, en fuldkommen Mand af Verden, der, om end ikke, i det mindste ikke til mig, spottede, dog i det mindste spøgte med Qvindedyd, Ærbarhed, Sæders Reenhed, og Alt, hvad i vort første Bekiændtskabs Dage havde været ham en Helligdom; den overmaade liden Harmonie, denne Tone — thi jeg var endnu for godtroende til at antage den for Tænkemaade — fandt og kunde finde hos mig, giorde os begge, uden at vi maaskee havde Hierte til at tilstaae os det selv, ligegyldigere for hinandens Selskab, og, da vi endnu vare for gode Venner til at vilde uleilige hinanden, bragde os hver sine Veie, i det jeg saa at sige anvendte min hele Tid paa deels at forberede mig til at kunde tilfulde nyde Alt det mesterlige i hendes Fremstillinger, deels efter at jeg havde seet dem, at giøre mig det nøieste Regnskab for, ikke blot, hvad, men endog hvorved og hvorfor det, havde været saa fortreffligt; og da jeg alt fra forrige Tider vidste, at gamle Maximilian havde en stor Lyst til at sætte paa sine Comedieplacater, auf wiederholtes, eller dringendes eller hohes Begehren, især naar han kunde lægge til: verschiedener Fremden, og da det desuden var den Aarstid, da det saa godt som kunde være ligemeget, hvad man spilte, tog jeg heller ikke i Betænkning, snart i mit eget, snart i mine Grevers, snart i andre mine herværende Venners Navn at skaffe mig den ene af hendes Mesterroller at see efter den anden, saa at at jeg paa denne Maade virkelig fik giennemløbet deres hele Cyclus, saavidt de i det mindste paa Døbbelins Theater vare i virkelig Gang.

        Ogsaa tilstaaer jeg det villig, ikke lettelig har min Theaterorm — som man den Tid kaldte det — nogensinde i lige Tid faaet overflødigere eller kosteligere Næring; men skiøndt hendes Genius — som flere af de competenteste Dommere forsikkrede mig — ved hendes ældste Kunstvens Nærværelse syntes at have faaet nye Vinger, og henrev mig ofte med sig med en Kraft, som jeg ingensteds uden for mit Fædreland havde kiændt Mage til; lagde jeg dog Mærke til, at hendes Talent og Kunst havde siden vort første Kiændtskab taget en ganske forskiellig Tendents; da var alting stemplet med den første lykkelige og lønnede Kierligheds blide og ømme Præg, da vare Scener, hvori Hiertet mildelig udgiød sig, hendes Triumph; nu derimod var den hæftige, dybt indvendig brændende, og endelig volkanisk rædsomt udbrydende Lidenskab, den høieste Styrke, som midlertid aldrig overskreed den ædle Qvindeligheds Grændser, det, hvori større Kiændere end jeg beundrede hende, som mageløs. Aldrig glemmer jeg saaledes hendes Ladi Macbeth, der gaaer i Søvne, hvor endog blot den Maade, hvorpaa hun holdt Lyset, tilkiændegav, at hendes Sandser nød den Søvn, som den onde Samvittighed røvede hendes Siæl; aldrig hendes Orsina, især hvor hun paatvang Odoardo den mordiske Dolk; aldrig Elisabeth, der understrev den skotske Marias Dødsdom. Nei! saa stort et Fortrin i poetisk og dramatisk Skiønhed end Schillers Maria Stuart kan have for hiint elendige Stykke, som ene hun gav Værdi — kom end min fordums Lyst og min fordums Stilling tilbage — aldrig kunde jeg være fristet at see den; saadan en Elisabeth fik jeg dog ikke mere at see.

        Efter den Fortrolighed og Frimodighed, hun tillod, eller rettere affordrede mig om alle hendes Fremstillinger, var det naturligt, at jeg ikke kunde andet end yttre min Forundring over, at see en Gaussin være blevet en Dumenil, at see Ørnen hæve sig med Tordengudens Lynstraale, hvor jeg ventede at høre Nattergalen klage og qvæde. Hun syntes mod Sædvane noget forlegen ved denne Anmærkning, skiød Skylden snart paa, at hun i den Mellemtid var blevet ældre, snart at de Roller, hun næsten bestandig spilte, og som deels hendes fyldigere Figur, der havde tabt noget af sin første Ungdom, deels de øvrige derværende Forhold indskrænkede hende til, havde smittet af, ikke blot paa hendes Talent, men endog paa hendes egen Lune og Caracter; Jeg lod det saaledes gaae hen, da jeg som Ven og som Kunstelsker var for glad, til at være saa grandskende efter at opdage noget, der kunde forstyrre min Glæde. Da hun midlertid ikke lagde noget Dølgsmaal paa, at, uagtet al den Priis, det maatte have for hende, at have en Engel, Ramler, Brømel, o. fl. d. l. til idelige Tilskuere og Beundrere — endog saaledes, at det var blevet et Mundheld, at hun ikke behøvede at sættes paa Placaten, thi naar man saae dem paa Comedie, kunde man vide, hun spilte — hun inderlig ønskede at forlade Berlin, forestilte jeg mig, at det, der egentlig saameget forstemte hende, var Jalousie, som hun vist nok kun havde alt for megen Føie til, saameget mere, som Venner og Fiender, selv de, som ikke engang troede, at sige noget godt om hende dermed, eenstemmig indrømmede, at han aldrig havde mindste Anledning at være skinsyg over hende; i hendes Lede til Berlin saae jeg altsaa kun et Ønske efter at faae ham ud fra de besværende Forbindelser og Forførelser, meget tilgiveligt for et Fruentimmer, hvis uplettede Sædelighed ikke tillod hende at tænke, at disse, for den, der søger dem, allevegne ere at finde.

        Uagtet jeg nu heri kun formodede den mindste Deel af hele den sørgelige Sandhed, jeg siden fik at vide, var dog denne mig nok til alvorligen at foresætte mig, ved første givne Leilighed med Venskabs hele Nidkiærhed og Frimodighed at foreholde ham dette hans Forhold; men denne Leilighed kom aldrig; at vilde bringe en Mand af Verden ind i en alvorlig Samtale, er, som et af vore gamle Ordsprog siger:

Minnehold var saadan en Mester i, at springe af, saasnart Samtalen i nogen Maade tegnede til at vilde gaae ham paa Klingen, snart ved et Bonmot, hvorpaa han var særdeles riig, snart ved at give mig Ret, naar jeg mindst ventede det, og inden jeg vidste et Ord af det, giøre Spøg af det Hele; snart, hvad jeg vel nu bagefter maa tilstaae, var Hovedmidlet, hvorved han bestak mig, ved at vise en saa godmodig Glæde over at have mig igien, sidde igien med mig ved et Glas Viin, at jeg ikke siælden oversaae, at de østerrigske Glas i det mindste for ham her næsten blev til ligesaa mange Flasker; kort sagt efter et Par forgiæves Forsøg, der nær vare faldne ud for mig, som da Boileau vilde omvende la Chapelle, besluttede jeg mig omsider til, heller uforstyrret at nyde den korte Tid, jeg havde at være hos disse mine Venner, og i al Fald skriftlig at iværksætte, hvad baade Pennen friere og kraftigere er istand til, og hvor man desuden er sikkrere for, ikke ved den andens Mellemtaler at blive bragt af sin Vei!

        Alt for snart henløb i øvrigt disse Kunsten og Venskab helligede Dage, Ferien var til Ende og vi maatte tilbage igien til vort umorsomme Leipzig; ogsaa vil Du udentvivl selv erindre, hvormeget vi i Begyndelsen efter vor Hiemkomst keedede os der, indtil Du, over hvem vor gamle Schülers Aand saa synligen hvilede, ved Din muntre og vennehulde daglige Omgang igien forsødede os Opholdet der.

        Nu kan jeg midlertid gierne tilstaae Dig det: ikke blot Savnet af Berlins interessante Vennekreds, og Berlins Næring for min Kunstbegierlighed og Kunstgranskning, ogsaa de Efterretninger, jeg fra en trofast og redelig Ven, den eneste, jeg af min fordums berlinske Vennekreds endnu er saa lykkelig at have tilbage, i denne Tid hyppigen fik, bidrog særdeles til denne Misstemning hos mig. Jeg forlod, som jeg ovenfor skrev, Berlin med det Forsæt alvorligen at foreholde min forvildede Yndling hans Uordener, hans Uskiønsomhed mod den fortreffligste, ædelste, trofasteste Kone; men see! nu, da jeg vilde tage Pennen i Haanden, hvad vidste jeg egentlig da? aldrig var der over hendes Læber kommet et Ord, der lignede Klage eller Anke; selv, hvad hun ikke kunde dække, hans idelige Omsværmen, hans Ligegyldighed for sit Huus og sit Kald, søgte hun at undskylde. Tilfældigviis havde jeg i Noget af min ovenomtalte Ven fundet et Sted, hvor han havde omtalt hende, som en Person, man undte større Lykke, end man tiltroede hende; jeg tog Anledning deraf til at forlange en Forklaring, og hvad erfoer jeg nu? ikke blot, at hun formeente uforanderlige Elsker dybt havde henkastet sig i hele Sølen af Berlins saakaldte Galanterier; ikke blot at han dermed paa det uværdigste ødelagde deres huuslige Tilstand, i det han ikke nøiedes med at bortødsle blandt Svirebrødre og slette Fruentimmer undertiden i een Aften deres eller rettere hans Kones — thi hans Løn var som hans Arbeid, saare liden — Lønning for hele Maaneder, at sende hende sine grove og gemene Manere paa Halsen; men at han endnu ovenikiøbet, just naar han havde meest Grund til at see Klager og Bebreidelser af hende imøde, forekom disse ved at forekaste hende, at han havde at klage, ikke hun, at han havde opoffret Stand, Udsigter, og Fædreland for hendes Skyld, medens selv hendes nuværende Stilling for en Tienestepige dog altid var et Skridt op ad. Ja! efterhaanden som deres Kaar bleve dagligen slettere, hans Utilfredshed med sig selv, og altsaa med Alt, hvad der omgav ham, dagligen større, glemte han sig endog adskillige Gange nok til personligen at mishandle hende, saa at han, skrev en Ven mig, ligesaavel som den berømte Maras Mand kunde staaet Fare for at blive sat som Tambour ved et Garnisonsregiment, havde den store Fredrik bekymret sig saameget om det tydske Theater, som sin Opera; eller maaskee havde hun havt saa stor kongelig Gage at opoffre for en Mands Frihedsfølelse, som Sangerinden. Naturligviis, at ligesom dette Onde ikke blot blev værre og værre, men endog giorde meer og meer Opsigt, Efterretningerne ogsaa alt hyppigere middelbar og umiddelbar hiemsøgte mig; ja der var endog de gode og troskyldige Mennesker, der vilde have lagt Mærke til, at jeg var det eneste Menneske, han syntes at bekymre sig noget om, maaskee fordi jeg var den eneste, for hvem han troede at staae i et bedre Lys, og at han i lang Tid ikke havde lagt saamegen Tvang paa sig selv, som medens jeg var i Berlin; disse overhængte mig uophørlig, at jeg dog skulde igien reise did, og prøve det Yderste for om muligt at redde en ligesaa uskyldig, som ulykkelig Kone.

        Jeg veed ikke, om Du erindrer, at jeg ogsaa den Vinter meget talte om, at giøre en Reise til Berlin igien, da i det samme min yngste Greve, som Du nok husker, blev saa farlig syg efter den uheldige Kanefart. Uagtet, Rudolph! jeg aldrig skal glemme Dig den vennehulde Trofasthed, hvormed Du den Gang lettede mine sure Dage om denne elskværdige Yngling, havde det dog været aldeles uforsvarligt, om jeg havde under saadan en Crisis overladt en Yngling, der af den ømmeste Fader- og Moder-Kierlighed med saa megen Tillid var mig saa særdeles betroet, i nogen anden Dødeligs Hænder. Jeg udsatte altsaa min Reise — at udrette noget ved Breve i en saa fortvivlet Forfatning var ikke at tænke paa, det vilde blot været ved mislykkede foreløbige Forsøg at forspilde alt Haab ved Hovedforsøget at udrette noget — indtil jeg med Rolighed kunde forlade den Syge. Men just som jeg begyndte at see Muligheden hertil imøde, overraskedes jeg pludselig ved den Efterretning, at han ved det brutale Adfærd, han paa senere Tider, efterhaanden som han følte sig selv meer foragtet, havde tilvant sig, saaledes havde opbragt den heller just ikke sagtmodige Directeur, at denne paa staaende Fod havde givet ham Afskeed, hvorpaa han igien paa staaende Fod havde nødt sin Kone til ligeledes at takke af, og over Hals og Hoved var reist bort med hende, man vidste ikke, hvorhen.

        Jeg behøver ikke at sige Dig, hvorledes den Efterretning, som jeg ikke blot fik fra flere af vore Venner paa eengang, men end og naturligviis betynget med mange vederstyggelige Anecdoter om dette Menneskes Forhold saavel mod sin ædle Kone, som i Almindelighed, harmede, og græmmede mig; ogsaa varede det længe, saare længe, inden jeg, saa udstrakt end den Tid min dramatiske Corespondence var, fik at vide, hvor de vare blevne af; indtil endelig man skrev mig fra München, at han i Riget havde sat sig i Spidsen for et Reisetheater, hvor denne store herlige Kunstnerinde maatte omvandre fra Fielebod til Fielebod, og træde frem mellem Mennesker, af hvilken den bedste ikke var værd at løse hendes Skotvinde; hvor hun — hvad der endnu maatte være hende tungere — idelig maatte leve mellem Ripsraps, der allevegne fra strømmede sammen om en Entrepreneur, der vist nok gagerede slet, og betalte endnu slettere, men der var desmere redebon om Natten at bortsvire, og bortsværme med sine Yndlinge, hvad Aftenen indbragde, uden engang at sørge for at bevare saameget, at den følgende Forestillings Fornødenheder kunde tilveiebringes. Ogsaa maatte et saadant Uvæsen naturlig ødelægge sig selv; ikke blot kunde de paa denne Maade hverken giøre Regning paa noget blivende Sted, heller ikke torde de komme igien, hvor de engang havde været, ja blev vel endog adskillige Stæder, hvor Rygtet om deres vilde Levnet var gaaet forud dem, nægtede Tilladelse at spille; men ogsaa er det naturligt, at der ved en saaledes organiseret Skueplads aldeles ingen Orden i nogen Henseende kunde finde Sted, men at enhver giorde, hvad den vilde, og som den vilde, og paa allermindste Tiltale puklede mod Entrepreneuren om sin tilbagestaaende Gage, om han endog i samme Øieblik havde fortæret tre Gange saameget paa dennes Regning; ligesom og ved saadanne Optrin, der alt bleve hyppigere og hyppigere, den arme Kone hyppig maatte høre de allerscandaleuseste Ting kun med alt formegen Føie forekastes hendes Mand; hvorhos hun og efter saadanne Scener var det bestandige Offer, hvorpaa han udgiød sin Harme og sin Forbittrelse, og i de bittreste Udtryk lod høre, hun ene og allene var Skyld i Alt, hvad han baade giorde og leed. Med mageløs Taalmodighed bar denne fortrefflige Kone alt dette, var den eneste, der ved sine Talenter bødede paa det Heles Uselhed, ligesom hun og var den, der ved den personlige Agtelse og Deeltagelse, et Forhold, som hendes maatte afnøde enhver, afvendte eller i det mindste formildede mangt et Uveir, han ved sin Letsind eller Ilsind drog over sig. Men endelig gik det hele tilgrunde, efter et skrækkeligt Klammeri mellem Entrepreneuren og hans ubetalte Truppe, hvoraf det endelige Resultat blev, at hun maatte skille sig ved det sidste af, hvad hun fra sin berlinske Theatertid havde tilbage, for at tilfredsstille nogle af de vildeste Skraalere, hvorimod en af hans saakaldte Actricer uden Omstændigheder ved sin Afreise tilsendte hende et Barn, som, hun paastod, var hans.

        Lykkeligviis havde paa samme Tid Østerrigs for alt Stort og Skiønt enthusiastiske Joseph hørt tale om hendes siældne Talenter og Kunst, og i en Samtale med en af det saakaldte Ausschuß yttret, at man skulde see, at drage hende til Wien. Saa himmelsendt et saadant Tilbud end i et saadant Øieblik maatte være dem, var han dog rasende nok til at paastaae, hun paa ingen Maade maatte modtage det, med mindre de tillige vilde antage ham, og dertil havde bemeldte Ausschuß, der ovenik ikke med sin gode Villie indkaldte hende, som vilde gaae deres egne saa meget i Veien, naturligviis ingen Øren; ogsaa var man nær ved at formaae Joseph, der overalt ikke leed, at man foreskrev ham Betingelser, til at lade hende reent fare, da en formaaende Kunstven bragde Sagens sande Omstændigheder for den sandhedselskende Monarks Øren, hvorpaa han, der overalt var for at løse Knuder paa Alexanders Viis, befalede, at man skulde skaffe Manden et ubetydeligt Theaterembed med Femtedelen af den hende ellers bestemte Gage, og saaledes ansætte dem begge.

        Vel skal hans Stolthed herved have fundet sig fornærmet, og han vilde tvinge hende til et nyt Afslag; men første Gang i Verden skal hun her have havt den Kraft, standhaftig at sige ham Nei! og især, paastaaer man, vare det de Moderpligter, hun havde paataget mod hans Frillebarn, der gav hende denne Kraft. Følende med al sin Stolthed, hvorlidet han var uden hende, saae han sig da nødsaget til at opgive sin vilde Plan, at drage paa nye Eventyr til Ungarn med en ny Truppe, og maatte reise med hende til Wien, hvor man ansatte ham i en ubetydelig, meest titulair Post ved Theaterarchivet, hvorfra han imidlertid for sine Sarcasmer og Uartigheder mod Herrerne af Ausschuß, som han rigtig for en Deel fra mere end een Side kunde oversee, inden kort Tid blev entlediget, men uden dog at miste, hvad han — egentlig af sin Kones Gage — var tillagt derfor. Ogsaa i Wien vilde han vedblive at mishandle og tyrannisere hende; men Joseph, der intet ansaae for at være under sin Værdighed, ligesom intet over sin Magt, naar han erkiændte det for gavnligt og ret, lod ham kalde, og talte saa alvorligen med ham om at feie Gaderne, og sidde i Rasphuus, at han fandt det raadeligst at tage sig vare. Derimod forfaldt han om ikke til værre, saa dog til gemenere Sviir, end nogensinde, og forgiftede ved den idelige Sorg og Skam, han giorde hende, hendes følgende Dage ikke mindre end de foregaaende.

        Aldrig kunde hun imidlertid overtale sig til at skilles fra ham, saa alvorligen det endog fra Joseph selv blev hende foreslaaet, ja endog næsten foreskrevet; paastaaer han, sagde hun, at have forladt alting for min Skyld, skal jeg i det mindste aldrig forlade ham; og saa tungt det vilde falde mig, at drage fra Wien, og frasige mig den ædelmodigste Keisers Beskyttelse, vilde jeg dog i alle Tilfælde før opoffre det, end bryde, hvad jeg for Alterets Fod af et redeligt Hierte har lovet. Ogsaa ærede Joseph hendes Standhaftighed, og, hvad ellers ikke altid var hans Maade, lod hende have sin Villie.

        Som Kunstnerinde var hun, saa vanskeligt det endog i Wien, som paa flere Hoftheatre, var for den, der ikke havde lovlige, og lod haant om, at skaffe sig ulovlige Beskyttere, høiagtet og anseet, som Menneske almindelig beundret og beklaget. Nogle Gange har hun ved giennemreisende Landsmænd ladet mig helse; men, skiøndt jeg et Par Gange, efter hun havde faaet et fast Ophold, skrev hende til, svarte hun mig aldrig; kun eengang lod hun mig ved Schüler, som den Tid var i Wien, sende en Helsen, at hun ikke dristede sig at begynde paa et Brev til mig, da hun vilde faae saameget at skrive. Siden, da min senere Bane bragde mig saa langt fra alt skenisk, har jeg tabt hende af Sigte, skiøndt aldrig af Minde, til jeg for faa Dage siden overraskedes ved at læse i en Journal, at hun alt over Aar og Dag er død.

        Du seer — kiære Rudolph! — hvilken frygtelig Virkning i en Tidspunkt, da alle hine Erindringer saa smerteligen ere blevne oprevne i min Siæl, den Forestilling maatte giøre: om nu — paa mine ældre, og som Du veed, sandelig ikke glade Dage — jeg atter skulde opleve et saadant Giftermaal i min nøieste Kreds, skulde see Bertha, min ældste hengangne Vens Datter, og der altid har været mig kiær, som hun var min egen, Offer for en indbildt Flyvelyst, en sværmende Yngling tog for Kierlighed, lokket ved dette Gøglelys ud i en ulykkelig Ægtestands redningsløse Afgrund; skulde see Dig, det sidste Menneske, ved hvem min Siæl venskabeligen hænger, den sidste dyrebare Levning af min fordums Rigdom, skuffe, forspilde, forbryde, forstyrre alle mine Forhaabninger. Rudolph! ved en aldrende og svagelig Mands sidste Dages Rolighed, ved det Nag, der i Dine ældre Dage vilde hevne hans, og ved det, der er os begge mere end vi selv, mere end Alt, ved Berthas kommende Dages Lykke eller Ulykke, besværger jeg Dig: randsag Dit Hierte tilfulde, saa at Du frimodig og redelig kan besvare mig det alvorlige Spørgsmaal: om Du har raadført Dig med Gud i Himmelen og med dit eget Hierte, ikke blot: om Bertha er den, der kan giøre Dig lykkelig, men ogsaa om Du er den, der kan, vil, og skal giøre hende lykkelig! Rudolph! jeg kiænder intet skrækkeligere end et ulykkeligt Ægteskab; selv min ugifte eenlige venneløse Tilstand er et Himmerig derimod; og Rudolph! aldrig kan et Ægteskab snarere og skrækkeligere blive ulyksaligt, end just ved de saakaldte Lidenskabs Giftermaal, som store Opoffrelser have foregaaet eller ledsaget. Jo mere disse have bebudet, spaaet, lovet, jo smerteligere er det, hvis disse Løfter, disse Forhaabninger, disse Forpligtelser blive uopfyldte. Rudolph! eengang endnu! randsag Dig ærlig og nøie! tænk, at Du staaer for Guds Ansigt, naar Du aflægger hiint hellige høitidelige Løfte i mine Hænder! og at Du engang for Guds Ansigt igien skal besvare mig det Spørgsmaal: ikke blot, hvorledes Du har meent, men og hvorledes Du har holdt det? Rudolph! hvis Du var istand til, i det Du kaster Øiet paa disse Linier, med et Haansmiil at sige: der har vi Præsten! — — — men nei! nei! jeg kiænder Dig.

        Uden at vide af det, er jeg, bliver jeg vaer, kommet i med at tiltale Dig med det faderlige Du, som jeg ellers siden Dine tidlige Barndomsdage havde aflagt. Nu vel! det er et vennehuldt, faderligt Hierte der gav Dig det, og det vil være Dig kiært! Rudolph! min Søn Rudolph! send ikke Din faderlige Vens graanende Hoved med Kummer i Graven.

        Vær rolig, min Fader, som Din Søn er det! see, jeg har læst, og atter læst Dit Brev, og jeg tager Pennen for at besvare det; og mit Hierte banker ikke stærkere, har intet Øieblik banket stærkere under Læsningen, thi det er sig intet Ondt bevidst. Jeg har elsket og elsker Bertha med Ynglingens Ild; men jeg begiærer og ægter hende med Mandens Sindighed og Fasthed. Hvad det Tant angaaer, jeg opoffrer, da kan det her ingen Indflydelse have; thi for mig — opvoxet ved Dine og den ædle Schülers Fødder — havde det aldrig Værdi, og min Bertha veed intet, og skal aldrig vide noget deraf, skal aldrig i mig kiænde andet, end Forsteren Rudolph! jeg vilde vinde min Bertha, ikke indtage hendes Hierte ved Overraskelse, derfor har jeg aldrig været fristet til at bramme for hende med et Offer, som desuden var bragt eller i det mindste besluttet, inden jeg vidste det mindste af hende.

        Ogsaa for vore Kaar kan Du være rolig; ikke blot har jeg af min liden Arv endnu saameget tilbage, at vi kan begynde vor liden Huusholdning uden al Gield, men jeg har endda lidet tilovers, hvormed jeg efter den brave gamle Skovriders Raad kan kiøbe de nærliggende nybrudte Jorde, og saaledes forbedre vore Kaar. Ja! faderlige Ven! jeg gientager Dig det, jeg elsker Bertha, som Yngling, men jeg agter, jeg skal forsørge hende, som Mand.

        Vil Du endnu et Beviis, at vi kunne være rolige? Saa inderlig jeg end elsker Bertha, saa søsterlig hun hos vor gamle Skovrider end alle disse Maaneder omgaaes mig, saa umiskiændelig hendes fordelagtige Mening om mig fremskinner af det aabne, ukunstlede, rene og skiønne Hierte, har jeg dog endnu ikke med eet Ord yttret hende min Kierlighed, ikke begiert hendes Ja eller hendes Haand, ikke engang giort det mindste for at forvisse mig den, saalænge min Stilling her ikke var afgiort. Nu er den det, og nu er det Dig, min Barndoms og Ungdoms Ven, Dig, min anden Fader, jeg anmoder om at være min Forlover og Talsmand. Ja min Fader! kom Du med i Dag og begiær Bertha til mig af hende selv, og af hendes veldædige Pleieforældre, og Alt, hvad Du i mit Navn lover, og tilsiger hende og dem, skal jeg engang for den alseende og retfærdige Guds Ansigt staae Dig til Ansvar for.

K. R.