Snart
Til min Guldbergs Elina.
Til min Guldbergs Elina.
For i et Exemplar af Charis (Jan. 1797).
For i et Exemplar af Charis (Jan. 1797).
Troe ei, jeg glemmer, vennehulde Pige!
Mit Hiertes sande Gield til Dem og til min Ven!
De vil undskylde mig, og glades, tør jeg sige,
Naar De først veed, hvi jeg saa seent betaler den;
Veed, at det Ønske, vennehuld De spede
Paa det bevidste mig saa kiære Kryds,
Er til en opfyldt Spaadom blevet nys;
— O Dydens Ønske kan ei Dydens Gud forskyde. —
Og i den første lykkelige Stund
— Det maae De selv af glad Erfaring kiænde —
Fra Elskovs Alter og til Venskabs Lund,
Saa nær de grændse end, er Veien uden Ende.
Da har man ikkun Sands og Aand og Hu
For den, man elsker, for sit Haab, sin Lykke,
Og stirrer end derpaa, som tvivled’ man endnu,
Og føler det, som ingen Ord udtrykke.
De, hulde Pige, De, og Deres Ven
Mig da undskylde, ynde, føle, fatte;
De begge vide, den Lyksalighed at skatte,
At elske, og at elskes ømt igien.
O nyder den til Eders sidste Dag,
Varagtig Kiærlighed er Dydens Lyst og Ære.
Og sneehviid Alders sidste Favnetag
Saa ømt, saa froe, som Ungdoms første være! —
R.