Vort Fødeland var altid rigt
Paa raske Orlogshelte,
Der ansaae Tapperhed som Pligt
Og skjalv ej, hvor det gjældte.
Saa var vor Juel og Adeler,
Og saa var han, vi synge her. —
Vort Fødeland var altid rigt
Paa raske Orlogshelte!
Hr. Hvitfeld var den Herres Navn,
Vi synge her til Ære;
Og evig, evig dette Navn
I helligt Minde være!
Han døde for sit Fødeland,
Og glad og villig døde han.
Vort Fødeland var stedse rigt
Paa raske Orlogshelte.
Saa haard en Kamp der monne staae,
De Fjender var saamange;
Men næst til dem Hr. Hvitfeld laa;
Den Helt var aldrig bange!
I hele Flaaden Ingen slog,
Som Hvitfeld med sin Dannebrog, —
Skjønt Dannemark var stedse rigt
Paa raske Orlogshelte.
Men som vor Hvitfeld mandig slog,
Og Lag paa Lag udsendtes,
Hans gode Skib, hans Dannebrog,
Af egen Ild antændtes.
„Kap Anker, Hvitfeld! fly til Land!
Ved Flugt du Livet frelse kan!“ —
Men Dannemark var altid rigt
Paa raske Orlogshelte.
„Nej! var hans Svar: flye vi derhen,
Staaer Danmarks Flaade Fare;
Og skulde Danske vove den
For eget Liv at spare?“
Døe skal vi, men vi hævnes maa;
Vort Fødeland var altid rigt
Paa raske Orlogshelte!
„Til sidste Aandedrag vi slaae!“
Hans Sømænd kjækt gjentoge;
De Ild og Død rundt om sig saae,
Men uforsagt de sloge,
Til Ilden ind i Kruddet brød,
Og Alle døde Heltedød! —
Vort Fødeland var altid rigt
Paa raske Orlogshelte! —
Og aldrig uddøer Hvitfelds Ros,
Hans kjække Sømænds Minde;
O maatte de i hver af os
En værdig Landsmand finde!
Naar Fædrelandet kalder os,
Som de hver byde Døden Trods! —
Vort Fødeland var altid rigt
Paa raske Orlogshelte! —