Dagen slukket er, og smukt
Stjernen i det Dunkle spiller,
Granen drager dybt et Suk,
Nattens rene Perledug
Sagte ned ad Straaet triller. —
I Erindrings stille Hjem
Tanken sysler saa fortrolig,
Lokker mangt et Minde frem
Fra dets tause, dybe Gjem,
Ud af Glemsels Bolig; —
Dvæler tidt med kjærlig Stik
Paa den fromme Vandring,
Søndrer, hvad som Tant forgik,
Fra hvad et evigt Stempel fik
I Tidernes Forandring.
Og Phantasiens muntre Fugl
De lette Vinger øver;
Den løfter sig fra sorten Muld,
Og kjækt mod Døgnets Dværgekuld
Den sine Kræfter prøver. — —
See kun hist det kjælne Par
Ømt i Favn hinanden trykke;
Ord som ikkun Elskov har
Luftens Aande til mig bar —
O forstyr ei deres Lykke!
Dig, o Nat! de kun betroe
Hjertets Drømme søde;
Thi Dagen røber hvad den saae,
Men dine tause Stjerner smaa
Staae Vagt ved Elskovs Møde.
Og see, dens Tempel er bered,
Hvor Du din Kuppel hvælver;
Du værner med din dybe Fred,
Imens paa Læbens Rosenbed
Læben sagte skjælver.