Himlen hvælver sig saa reen,
Duggen tvætter Blad og Green,
Maanelyset bæver,
Bølgen sagte svæver,
Flakker over Strandens Kiselsteen.
Aftenluftens Harpeklang
Hvisker gjennem vaade Tang;
Fuglen lukker Øiet,
Træt nedad bøiet
Lytter ømt til Vovens Længselssang.
Veemod smelter sødt mit Sind,
Taaren træder frem paa Kind;
Drøm og Sandhed mødes,
Sangens Toner fødes,
Bæres bort af Nattens lette Vind. —
Græd kun Hjerte i din Lyst,
Vug Dig mod den fjerne Kyst;
Syng hver stille Tanke —
End Du kan jo banke
Ømt som før imod Naturens Bryst.