Sang
den 15 Sept. 1791.
den 15 Sept. 1791.
Frue Kirsten var ædel, og munter i Sind,
Af Mine skalkagtig, med rosenrød Kind,
Af duelig Moder opdragen til Dyd,
Forældrenes Stolthed og Slegtninges Fryd.
Saamangen skiøn Ungkarl med længselfuld Aand
Betragtede hende, men ingen sin Haand
Hun skienkede, uden Hr. Povel, og han
Erkiender, det veed vi, sin Lykke som Mand.
Hun pryded’ med Ynde hans huuslige Bord,
Opklared’ hans Ansigt med venlige Ord,
Og bragde ham Børn, som hans Billede bar’;
Dem alle den ømmeste Moder hun var.
Hun elskte Naturen, og fulgte dens Bud,
Og saae sig i Bagsværd et Sommersted ud;
Der deelte hun kierlig sin Glæde med hver,
Som skiønned’, hvad Venskabs Lyksalighed er.
Og derfor Hr. Povel, som skiønner det best,
Høitideligholder i Dag hendes Fest;
En Kreds af hviis Venner lykønskende spaaer
Dem begge slig Glæde i mangen et Aar.