Af hver en Tøddel i GUds Ord mand kand opdrage
En Lærdoms Bierge-hob: blef sagt i gamle Dage
Udaf en stoor Rabbin, som ogsaa drues maa,
Om ey Betenkninger der i for fage gaa.
Tolmodighedens Speyl betragtende hvad verklig
Naturen i sig har udbryder der om merklig:
Paa Intet, siger hand, Gud Jorden hafver sat.
I det, der intet er er uskatteerlig skat.
Om Biblen taler jeg, jeg Sacramenter finder
I hver et Ord der af. Der er dog meer og minder,
Som Firmamentet paa sig underskedlig har
Med Stierner, Maane, Soel, der alle skinne klar;
Men udi Herlighed er et dog meget høyer
End som det andet, det sig riigligere føyer
I hint, end dette, som vi hafve for der i,
Det liig-vel vil ey staa med alle Steder bj.
De Psalmer, David skref for alle Prisen bære,
For Titel hafve de den liden Bibels Ære,
En Sum udaf det ny, det gamle Testament
De kaldis udaf een. Saa høyt det blifver spendt:
Blant Himmel-fakkler som at Solen bærer Palmer,
Blant Skriftens Bøgger og saa giøre Davids Psalmer.
De Middel-puncten der udinden ere, ja
Mand Hiertet tager, hvis de tagis skal der fra.
Og Tyrken self saa høyt det David siunger skatter,
Som det, hans Mahomet i Alkoranen fatter.
I Davids Psalmer er med Siæle-lyst Profit
I dennem Manden giør med Aanden altid sit.
Den Grædske Pindari den eene Sang er skrefven
Med gyldne Lineer og siden er den blefven
I Rhodi Tempel hen til god Forvaring lagt.
I Hiertet ligges maa hvad David hafver sagt.
Det er jo Skriftens Pyk og Prunk oc Pral, hand siger:
Det Torn af Libanon saa himmel-høyt ey stiger;
Ey Aarons Salve gaf af sig en bedre Lucht:
Ey Heßbons Floder flød saa reent i deris Bucht.
Den Dug af Hermon ey saa fruchtbar af mig meenis,
At vi jo bedre kand ved Psalmerne betienis.
Men hvi saa meget om Guds egen Hierte-mand?
Hvorfor om hannem mig saa vit i Tanker rand?
Vel-ædle Biscop jeg tilsammen dette ligner
Med Eders Skrifter [mand for dennem sig velsigner]
Der intet er, som jo fortiener største Lof,
I hver et Ord mand seer en Rarhed udaf Stof.
Men Eders Siunge-Koor er som vor Harpe-slager.
Dermed [jeg haabes at Her Biscop det fordrager]
Dermed besynderlig forhverfves saadan Priis,
Som aldrig nogen Tjd skal tage mod Forliis.
Ærbødigst beder jeg, at det mig maa tilsteedis
I Sted for Roes, at her udaf mig meget bedis:
Jeg ikke kand der med at føre meget frem,
Vel-ædle Biscop jeg vil ønske saa for dem:
GUd glæde Hannem (hvo vil ikke sige dette)
Som kand med Glæde GUds, og Kongens Hierte mætte!
GUd tage hannem i sit Hierte, som saa kand
Indtage Hiertet! Hvo kand treffe det, som hand?
Som Engle-fryde-koor i Himmel-sale klinger,
For KINGOS Siunge-koor i Jordedale springer
Saa Hiertet op og need. Hvem ey beveges her,
Et Hierte, troer jeg, af Steen hand i sig bær.
For søde Melodiêr, for Indfald meer end søde,
Som alle Steder os i Siunge-kooret møde,
Gid vor Vel-ædle Bisp i mange Tjder maa
En Sødhed udaf all Lyksalighed opnaa!
GUd gifve det maa gaa vor sødest Arfve-Konge,
Som Hiertet ønsker med Vel-ædle Biscops Tunge!
Vel-ædle Biscop gid hand saae og her for sig
Mit Hierte, som det er ræt ønske-fuld i mig.
Jens Pederssøn
Evangelii Tienere til Dalum
og Sanderum i Fyen.