Saa löed Don Pedro af, og Kaasen lige satte
Igiennem Marke, Skov og Löv-beklædde Kratte
Hen ad Sevillien, dend Folke-rige Stad,
Der nyder Potasi de store Middel ad,
Hand tog ad Byen hen, og fandt iblandt de Rige
Don Jvan i sit Huus, hans egen Slegt og Lige,
Thi giæsted hand derind, og bad om Huuse-Lye,
Mens hand besaae hvad rart, der var i samme Bye,
Her var og nok at see: Een mægtig Folke-Mængde,
Een Bye, hvis Bygning sig til Himmel-Skyen trængde,
Hvis gyldne Taarne stoed som i en glimre-Glöd,
Saa tilig Solens Glands fra Morgen-Röden bröd.
Een Tids utalmed Stad, hvis Ædelhed og Ælde
Sig i det gandske Land med Æres Roes kand mælde,
Hvis Gaders Elisse-Plan og Bygnings Marmor-Prægt
Har Priis, Forundring værd, paa Muur og Steene lagt.
Af slige skiönne Ting og Kunst-udmynstret Stycker
Hand giennem Øye-Glas i Hiernens Tavle trycker
Saa mangt et Lyst-Copie, naar hand ved Dagens Skin
Ad Gaden Hane-viis giör sine Spanske Trin.
Een Himmel-blaatted Dag, da Straalens Gylden-Stycke
Omklædde Luftens Sal, og Soelens Demant-Smycke
Paa det bliante Blaa for Verden var udhængd,
Da Stadens Taarne stod med Guld iblandt formængd,
Og alting frydet sig, lod hand fra Vertens Döre
Ad Gaden lige staae, som hand var vand at giöre,
Og fik Don Jvan med, saa begge fuldtes ad,
Og spanked Gade-langs igiennem samme Stad,
Men som de treffed een af Byens store Gader,
Hvor Guld og Marmor-Steen i Folkes Øyne sprader,
Blev de bag Vindve-Glas een yndig Enke var,
Som under Sörge-Slöer eet Engel-Ansigt bar.
Don Pedro i en Hast sin Seraphine glemmer,
Een Elskovs Feber ham paa nye i Barmen klemmer,
Nu Haabnings Hidsighed, der ulmer i hans Blod,
Anfegter Tvilings Kuld, som kölner Sind og Mod.
Hans Krop een Gyse fant, hans Knæ tilhaabe flödes,
Een Blanding i hans Bryst af Lyst og Banghed mödtes,
Hand var sig selv ey lig af Fagter og Gestalt,
Hans Ansigt brendte rödt, skiönt Hiertet det var kalt.
Omsider bröd hand ud: Saalenge som mit Øye
Har seet GUds klare Soel paa Himle-Volden böye
Til Op- og Undergang, saae jeg af Øye-Skuur
Fra Barne-Vuggen ey saa næt et Creatuur.
Kom Siæl-indlemmed Ven, og lad os gaae tilbage
At see det deylig Noer! Min Bood jeg der maa tage;
Som jeg min Skaade fik, thi skal jeg sige sandt,
Saasnart jeg hende saae, jeg Hiertet saaret fandt.
Ey större Glædes Soel for mig oprinde kunde,
Om jeg end havde Kaar, og kunde efterstunde
Det ypperste Klenod, som Purpur decker til,
Naar slig en Ynde-Soel min Siæl bestraale vil.
Don Jvan svared strax: Det kand jeg noksom vide,
At dend, der ömmer Saar, behöver Kuur i Tide,
Saaviit jeg derfor kand, jeg gierne hielpe vil,
Skiönt sligt at faae i Verk, hör stor Besværing til!
Elvire af Natuur og Lycken höyt begaved,
Har Guld og Penge nok i Skrine-Rum begraved,
Ja Dyder i sin Barm, hvorom og Vidne bær
Hver Straale-Glands, som gaar af hendes Øyeskiær,
Toe gange haver nu Soel-Kiempen, Dagens Fader,
Omreyst sin Dyre-Kreds paa de Saffire Gader
Med gylden Brynje paa, fra Dödens Haand med Jord
Fik hendes Mand betækt, og hende selv med Floor.
Jeg midlertid mig tit hos hende lader finde
Til hendes Sörge-Liin, og ham til Ære-Minde,
Og efterdi hun nær min Hustroe rörer paa,
Kand jeg og vel for dig eengang til hende gaa.
Da jeg af Evne vil min Broders Meening före
Elvire til Gemyt, det lader sig vel giöre,
Heldst efterdi hun, see kuns! af sit Vinduv-Stæd
Med yndig Øyne-Blik seer efter vores Fiæd.
Saa tilig det var sagt, begynder de med Möye
(Som Skik er der i Land) paa Ryggen digt at böye
Og bruge Spanske Nik, med Næse ned paa Taae;
Elvire neyed og, saa snart hun dette saae.
Men strax de var forbi, da staar den arme Peder,
Og mangt eet Sucke-Bud af Hiertes Kamre leder
Igiennem Strube-rör hen op i Veir og Vind,
Og derpaa locker ud sit vankelmodig Sind.
Ach! siger hand, hvad Raad? hvad Raad er her at finde!
Kand een Udlending vel eet saadant Hierte vinde?
Der ald Fortreflighed i dette Sted og Land
Forkaster, i hvor höyt den staar i Dyd og Stand?
Det gaar, i hvor det gaar! skal Elskovs Brende-Lue
End ulme af mit Bryst, som af en Arne-grue,
Og tære Hiertet til eet aske-falded Kul,
Skal Döden lige slaae mit Legems Leer i Smul,
Du dog min anden Jeg, og min Blod-baaren Frende
Giv kun Elvire frit mit Hiertes Angst tilkiende,
Sig ey hvad Lyckens Gunst af Guld til mig har bragt,
Men siig hvad Lengsel-baand hun haver mig paalagt.
Don Jvan merked vel, hvor Kierlighed var hamred
Saa dybt i Mandens Bryst, at hand og selv bejamred
Sin Lyst-befængte Siæl og elsk-rammende Blod;
Thi laver hand sig til her paa at raade Bod.
Tusmörket falt oppaa, da Solens Øyne-Laage
Var nylig hvived ind i Vestens Aften-Taage,
Don Jvan lige hen til Enkens Dörre gaar,
Og taler Pedros Sag, det beste hand formaar.
Det gaar, som Pedro vil; Elvire lod ham svare,
Jeg Löfte-bunden er og kand det icke spare,
At före Enke-stand den föye Tid omkring,
Til Aaret tre gang faar omseet sin Soele Ring:
De toe gang er forbi, den ene staar tilbage,
Hans höflig Beyle-Bud maa mig jo ey mishage,
Om hand fornevnde Tid med mig opbie kand,
Saa træder jeg med ham i kierlig Ægte-Stand.
Don Pedro hörde det: om hand eet Aar kun bier,
Strax siuntes Himlen ham, at hænge fuld af Gier,
Den störste Lyckens Gunst, som nogen sveved i,
Den agted hand at naae, naar Aaret var forbi.
Hand tenkte ved sig selv den Pode-færdig Have
Min Haabning vilde mig hos Seraphine lave,
Kand legges her paa nye, nu Tiid og Leylighed
Skal plante Liebes-Stok i Havens Urtebeed.
Her skal Vildbasten ey min Blomster-Busk omrode,
Her skal ey fremmed Haand i mine Stammer pode,
Her skal jeg plante selv til Yngle-Fynd og Dyd,
Med tusind gylden Urt hos Matrem tusind Fryd.
Saa æltes i hans Hue slig Elskovs Gante-Griller,
Imens hand vente-syg sit Levnets Klæde driller
Langs hen ad Lysters Plan; naar hand med Glædskabs Tid
I Vellyst driver hen sin Længsels lange Tid.
Naar hand med Pukkel-Töy paa sine Spanske-Muuler
Far Enkens Dör forbi (som hiemme Sörge-Skuuler)
Gör Atlask og Tobin hand selv er klæd udi,
Med Tiener efter sig i buntet Liberi.
Naar hand paa sadled Ørs, med gylden Bid og Mille,
Frem for Elvires Dör til Vertshuus veed at iile,
Hvor hand for hendes skyld slaar Nælen til sin Fod,
Og dricker Hendes Skaal i Spanske Druers Blod.
Naar hand for hendes Dör i Svalens Aften-Timer
Med Ændrings Fingre-Grib paa Lut og Harpen stimer,
Og under Vindve Karm med Stemmens Liflighed
Udi sin Strube-Kulk slaaer Triller op og ned.
Da og Elvire selv, naar Pedro sang der ude,
Sit Øre lagde paa den klare Vinduv-Rude,
Til hvilket hendes Tiund ved Bön fik hende bragt;
For Pedro havde Guld i deres Næver lagt.
Saa gik det halve Aar, til Soelen, Tidens Fader,
(Som klapped Jomfrue-Bryst paa Himlens Sommer-Gader)
Tog nu sin Vinter-Vey i den beseigled Egn,
Og stak sin Straale-Piil i Fiskens vaade Tegn.
Don Pedro midlertid i disse mange Dage,
Maa i sin Sucker-Flod den Galde-Blanding smage,
At hand sin Engel ey eengang i Tale faar,
Omskiönt for hendes Skyld hans Siæl i Lue staar.
Thi söger hand om Raad hos Enkens egen Terne,
Der og i dette Fald ham tiener meer end gierne,
Fordi hand af sin Pung forgylder hendes Haand,
Og bringer hende saa til Tienst-Opvartnings-Baand.
(Hun gav Forsikring om) som Skienk kand meget giöre,
Hun vilde hannem i Elvires Kammer före,
Og flye ham der at see, hvor hun Nat-blotted sad,
Og mellem Harpe-Lyd sin Aften-Psalme qvad.
Det skeede, Solen kom til Aften-Rödens Stue,
Og Reyse-mat forstak sit Ansigts röde Lue
I een Guld-bremmed Skye, som Dagen da blev endt,
Og i det Hvalte blaa vel tusind Fakler tændt.
Don Pedro spanked af saa lige som hand kunde,
(Da Folk til Natte-Roe begyndte först at blunde)
Og sagte listed sig ind ad Elvires Dör
Til Pigen, som hans Nik til fulde vidste för.
Der stoed et Klæde-Skab, hvis Roele-maled Luuger
Indslutted Enkens Pragt i hendes Jammers Uger,
Der fik ham Pigen ind, hvor hand og skulle staae,
Mens hand Elvire med sin Aften-Færd besaae.
Elvire sidder der med sammen-foldet Hænder,
Og paa sin Bönne-Bog andægtig Øyne vender
(Saadant som det nu var) mens Pigen snörred op
De Klæder, som beklæd den Engel-nætte Krop.
Der hun nu var affört, og efter Aften-Vaane,
Fik Slader-Kaaben paa, da Sövnens Dunkel-blaane
Betynged hendes Siun, gaar Pedros Pige til,
Og ræcker hende sit bestrænget Harpe-Spil.
Hun bad, at Fruen dog een Andagts Aften-Psalme
Paa Harpen vilde slaae, för Sövnens Slummer-Qvalme
Ved vaanlig Sove-Tiid antasted Hiernens Boe,
Og slutted Øyet til ved sagte Senge-Roe.
Elvire vaandtes ved sin Harpe-Leeg at röre
For sær Melankoli, dog, hvad fik hun at giöre,
Hun spilled lystig op for den, som hende bad,
Og der med u-bevidst sin Pedro giorde glad.
Hun vidste saa sin Leeg til Lyd og Lyst at tvinge,
At og Don Pedro snart af Huuden maatte springe
I Skabet, som hand stod, men Aften-Sövnighed
Fik snart Elvire til sin Leeg at stemme need.
Don Pedro uformerkt igiennem Sprecken kiger,
Og seer hun gaar til Sengs betient af Kammer-Piger,
Der efter slap hand ud, strax Aften-Lys var slukt,
Og fant da Gadens Dör for sig i Laase lukt.
Thi lister hand sig ud i Gaarden om at vanke,
Til Natten var forbie, og Østen vilde sanke
Sit Morgen-Guld op paa det Sölv-graa Dage-Skiær,
Gik saa til Hane-Gal og spanked her og der.
Men i dend stille Nat, för Himlen vilde blegne,
För gyldne Blommer stoed i Østens Morgen-Egne
Paa Himlens Sölv Bliant, för Soelen, Dagens Helt,
Med Guld op paa sit Bryst skreed af sit Purpur Telt.
Da Himlens hvalte blaae for Dagens Lys var dalet
Med Stierners Glimre-Guld stod allevegne malet,
Da alting roligt var, og intet rörte sig!
Allene Luften giald af Uglens fæle Skrig.
Da blev Don Pedro vaer, hvor Cammer-Laas og Skaade
Gik op for Nögle-Kam, der stoep hand i en Maade,
Thi slap hand bag en Brynd, som ham ved Siden stod
För og Elvire fik fra Dören slet en Foed.
Hand saae sin Haabnings Lyst, sin Siæles söde Skade,
Hun förte Lius oppaa en Sölv oppucled Plade,
Om hendes Hovet-Sted og Pandens Crone-Plat
Saae hand paa Sörge-Liin et Kniplings Sove-Sæt.
Hand saae hun kom udi en Silke Sove-Kiortel:
Hand saae om hendes Liv en Guld-indvirket Giortel:
Hand saae, hvor i en Kreds de runde Perler laae
Om Hendes Hals, for dend hand dömte Sneen graae,
Hand saae en fletted Kurv, den hun til sine Bryste
Med Haand i Hanke holt, Don Pedro blev i Lyste,
Der hand det sylted Knas, den lecker Bidsken saae,
Som Kurven runden om i rare Skaaler laae.
Hand mumled disse Ord: mon ey Elvire vide,
At jeg er kommen her ved sildig Aftens Tide,
Og nu for sig og mig vil skaffe lystig op,
Mens andre ligger end og lumre deris Krop.
Dog see! hvor i en Hast den Haabnings Glæde slipper,
Der hand Elvire seer, hun over Gaarden tripper,
Og smutter hastig ind ad Stoldens aabne Dör,
Som hun fuld tit, maa skee, var vant at giöre för!
Hand först indbilder sig hun af eet ynksom Hierte
Og Christen Kierlighed ansaae den Sygdoms Smerte,
Som eet af hendes Tiund var muelig plaget med,
Hvorfor hun slig Tids Nat besögte dette Sted.
Men som hand listed frem og intet andet kunde
End paa slig Under-færd og selsom Handel grunde,
Kom hand bag Spiile-Toug i Stolden, som hun var,
At skue grant til hvem, hun alt det Gode bar.
Hand kiger nöye til, og seer med Undrings Øye
Sin Elskovs hvide Soel til Afskyes Mörk, at böye,
Da hun sig slengte paa een Flabmunds Morian,
Som laae med Dödsens Sved oppaa sin Pande-Plan.
Elvire lagde paa den svedig soodet Pande
Sin Alabaster Haand, saa Svedens kolde Vande
Af hendes Fingre drap, da hun med Væmod suc
I hans udlotted Bryst det maatte Hierte slaae.
Den leede Lömmel seer, som hand vil hende bide,
Og slaar den nætte Haand ret Avind-syg til side;
Omskiönt Elvire selv med modig Øyne-Vand
Sig væned jammerlig for Grimmerets Smerte-Stand.
Don Pedro veed nu ey hvorledes hand skal dömme
Om slig Barmhiertighed, der kand kun ilde sömme
Saa höbsk een Enke-Stand, og helst ved Midnats-Stund,
For slig een leed Flab-op, og skarned Slubber-Mund.
Saa tog Elvire paa, vilt du mig saa forglemme,
Mit beste Verdens Guld, hör her min Sucke-Stemme
Skal nu den grumme Död paa dig begaae et Mord,
I mens, min Engel, du vil icke knye eet Ord.
Vil du, Staal-hærdet Bryst og Flinte-stive Hierte?
Vil du ey lade dig bevæge ved min Smerte?
Vil du saa fælde mig og dig ved Svagheds Stöd,
Du veedst du er mit Liv, din Sygdom er min Död.
Er jeg da icke meer udi dit Hierte skreven,
Saa tenk, at jeg med dig er Gravens Bytte bleven,
Men dersom du mig ey Liig-legge vil med dig,
Saa giv Forsikrings Kys, at du end elsker mig.
Her böyed hun sig til den Soele-barked Bengel,
Og kyste paa hans Flab, ret ligesom een Engel
Med Læber havde kyst een hæslig Bierge-Trold;
Thi önsker Pedro dem den sorte Knud i Vold.
Hand seer det leede Spög saa smukt et Ansigt böye
Fra sig med Guften Haand og Afmagts seene Möye,
Hand seer den grumme Död i Svertings Øye-glug,
Og seer hand lucker op til Svar sin Torske-Slug.
Hvad vil I, siger hand, min Helbreds Drage Dycke?
Maa jeg da ey med Fred min matte Siæl udlucke?
Skal jeg det Levned Liv, der vipper i mit Bryst,
Faae hen i Dödlens Snud til eders Mordisk Lyst?
Maa det ey være nok, at jeg i eders Arme
Har spilt mit unge Lif? at jeg mit Legems Varme,
Og Læmmers Leve-Kraft til eders Tidsfordriv,
Og kaade Lyst har bragt i denne Dödlens Kiv.
Dog raader jeg endnu, ved dette Lives skifte,
Og sidste Siæle-Gisp, at I vil eder gifte;
Thi af min sooted Krop tör I ey vente meer,
Nu jeg min sidste Nat i denne Verden seer.
Saa snurred hand sig om, og med sit Sænge-Tæppe
Sit Ansigt decked til, Elvire vidste neppe
At stille sig for Graad, der hendes sorte Poog
I Dödlens Øye-Brud saa slet een Afskeed tog.
Hun snap sin Kurv igien, og gik saa sagt tilbage
Med taared Øye-siun, med blegned Kind og Hage,
Med Hierte-dybe Suk af sit beængsted Bryst,
For Döden havde nu den Syges Hierte kryst.
Don Pedro ömmed her een naggen Siæle Pine
Fald haarder end som för sin nætte Seraphine,
Da ham ved sligt eet Siun i det fortrædne Nu,
Hans Elskovs-Knude brast paa nye, som för itu.
Hand gaar af Stalden ud, men strax ved Østen graaner
Og blander Guld iblandt de sölv-graa Morgen-Blaaner,
Som Morgenröden gaar i Safran-Klæder frem,
Gaar og Don Pedro til sin Værtes Dörre hiem.
Hand alting holdte Tys, og ingen intet sagde
Af det som Sorgens Steen oppaa hans Hierte lagde,
Gik saa een anden Dag frem for Elvires Dör,
Hvor Morianens Rad blev lagt paa Liige-Bör.
Tre af Elvires Folk, som hand da fant tilstæde,
Ham sagde, at hans Noer Elvire snart var reede
At gispe Siælen op, saa havde Sygdoms Baand
Den Engel-nætte Krop beklemt fra Fod til Haand.
Don Pedro gik sin Vey, og lod sig intet merke,
Omskiönt hand vidste vel de Sygdoms Væmod-Verke,
Der stak i hendes Krop, var kun een Væmods Magt
For hendes Boele-Svend af Döden var ombragt.
Syv Dage gik forbi; og Efter-Ugen tændte
Sit Soele-Lius paa nye, da ham Elvire sendte
Et lidet Elskovs Brev med hendes Seyl op paa,
Som strax Don Pedro bröd, og fandt da skrevet saa:
Brev.
Elvire (som tilforn i eenlig Enke-Sæde
Har sine Taare mængd med Stövet af et Liig;
Et Liig, der var een Roed til hendes daglig Glæde,
För Siælen qvælted blev i Dödens sidste Krig.)
Har nu frie-fægted sig, det jo fra Herrens Sæde
Af Himlens Raadstue-Bog et rigtig Udtog er,
Og vores höye Pligt i Venners Stöv at græde,
Dog saa at Graaden ey vor Stand er til Besvær.
Thi maa vor korte Liv fra Graad til Glæde skiftes,
Naar af en Sörge-Skye maa bryde Glædens Soel,
Skal Hyckelsk Klinte-Kruud fra Sandheds Hvede driftes,
Saa svær jeg uden Svig, at Himlen sligt befoel.
Og er saa vores Lov, hvi vil vi os beröve
Den Lyst Naturen selv har plantet i vort Kiöd?
GUd lod de förste Folk jo slige Lyster öve,
Og saadan Tidsfordriv den förste Verden nöd.
Vær Frugtbar: Det har GUd jo ey i Marmor graved,
Hand skrev i Kiöd og Blod det Paradiis Bud,
Hvor kunde sligt for os vel bedre være laved?
Vort Hierte Tavlen var, og Skriveren var GUd.
Skal jeg da Nunne-Klæd nye Leve-Lius antænde?
Ney! ney! slig hellig Skin jeg kiender meer end nok.
Den Ild, der skinner klar, kand allersnarest brænde,
Og Torne voxer alt paa denne Rosen-Stok.
Mit Navn skal Munken ey i Kloster-Muure grave,
Ney! Elskovs ægte Lyst er mig et Livsens Træ.
För Nunne Navn blev hört fik Eva Brude-Gave;
Thi bliver Ægteskab mit Paradiis Læe.
Den förste Bryllups Færd den stoed i Hiertet skreven,
Hvor Blecket det var Blod, og Seglet var et Kys,
Dem var da Himlens Lys til Brude-Fakler bleven,
Mand holdte ved slig Færd ald Pragt og Pralen tys.
Trolovels-Ringen var en Himmel-Mestred Kiæde,
Mand saae ey Perler sad, ey Guld i Brudens Haar.
I Seng de ey fornær hinanden skulde træde,
Hvor Himlen Himmel var og Jorden Dyne-Vaar.
Dog hvad kand Tiden ey saavel i dette Stycke,
Som den i alle Ting har sit Forandrings Spil?
Som Myndten staar i Værd, men efter Folkes Tycke,
Og saasom Gierrighed den skatter gyldig til.
Jeg veed hvor Kiödeligt det Elskovs Offer skattes,
Som disse Tider ey er tændt ved Præstens Haand;
Thi kom min Haabnings Soel! der ingen Ting skal fattes,
Som tiene kand til Ziir paa vores Ægte-Baand.
Kom du mit Siæle-Lius! jeg veed din Elskovs Brynde
Slaar ald Forhaling af, trods Avind Had og Nid.
Kom kun i Morgen Dag vil vi vor Fryd begynde;
Et halv Aar til og fra, det sætter ingen Tid.
GUd selv imidlertid vor Elskovs Andagt smykke
Med Yndes Frugt og Fynd fra Himlens Hald og Top!
Og krone dig mit Guld med tusind-foldig Lycke,
Saa luckes Brevet til, men Hiertet luckes op.
Elvire.
Don Pedro læser det med mangen Undrings Tanke
Og finder i sin Barm en Grille-Blanding vanke
Af Frygt, for Enken bröd hans Haabnings Ankerhold,
Af Fryd, for hand paa nye var löst af Elskovs Vold.
Dend Lyst Elvire var paakommen sig at gifte,
Fik og Don Pedro til sin Reyse-Roe at skifte;
Thi listed hand afsted, saasnart hand ferdig var,
Og skicked ved et Bud Elvire dette Svar.
Svar.
Jeg Pedro (som tilforn oppaa dit Enke-Sæde
Har seet af Kierligheds, dog Kydskheds Øye-Krig,
Og tenkte vist, at du varst Roeden af min Glæde
Til Graven mættet blev med Stövet af mit Liig.
Har og frifægtet mig. Det vel fra Herrens Sæde
Af Himlens Raadstue-Bog et rigtig Udtog er,
Og den gemeene Pligt i Egte-Stand at træde;
Dog saa, at Boelskab ey er Standen til Besvær.
Hvor skal mit korte Liv hos dig til Glæde skiftes,
Naar sorten Slubbert fik dit Enemerk at æte?
Skal hyckelsk Klinte-Krud fra Sandheds Hvede driftes,
Da svær jeg uden Svig, jeg Tegn af saadant saae.
Det er den rette Lov; vi skal os alt beröve
Den Lyst, som Syndsens Haand har plantet i vor Kiöd.
De förste Folk fik Tid, saalenge Lyst at öve,
Til Syndflods dræbe-Vand udlesked deres Glöd.
Vær frugtbar: Det har GUd vel ey i Marmor graved,
Hand skrev i Kiöd og Blod det Paradiisis Bud,
Dog meeden Svertning fik med dig paa Buddet Raved,
Var Tavlen vel din Krop, men Skriften ey fra GUd.
Skal du i Nunne-Dragt ny Leve-Lius antænde,
Da faar vist Broder Knud at holde Branden til;
Dit Blaar og saa hans Praaskand snarlig sammenbrænde,
Siig nep for Orme-Sting din Roese verge vil.
Dit Navn skal Munken ey i Kloster-Muure grave,
Sit Navn hand graver för oppaa dit Livsens Træ,
För Nunne-Navn blev hört, fik Eva Brude-Gave,
Vel an sligt vanker med for dig i Kloster Læe.
Din staalne Bryllups-Færd den stod i Stalden skreven,
Og blev, jeg veed ey hvad, men Segled var et Kys,
Sig hvor var Bryllups-Lys og Brude-Fakler bleven,
Da du og din Flab-Op holt Bryllups Kosten tys.
Trolovels-Ringen var en Himmel-Mestred Kiæde,
Men hvad naar Slubber-Mund den Ring paa Finger faar,
I Seng i da fuld nær hverandre kunde træde,
Hvor Stænged Himmel var, og du hans Dyne-Vaar.
Men hvad kand Tiden ey saavel i dette Stycke
Som den i alle Ting har sit Forandrings Spil,
Din Kydskhed staar i Værd, men efter billig Tycke,
Og som din Blaa-Mand den har tit bestormet til.
Du veedst, hvor Kiödeligt det Elskovs Offer skattes,
Som disse Tider ej er tændt ved Præstens Haand,
Men jeg kand giette det dig paa dit Regnskab sættes,
Fra först at sorten Svend blev bragt i Dödsens Baand.
Gak kuns grim-kildings Brud jeg veed din kaade Brynde
Slaar ald Forhaabning af, gak fort og giör din Flid.
Fra Morland hentes fleer, der saa med dig kand synde,
Jeg veed du bliver stödt, det sætter ingen Tid.
GUd selv imidlertid mit Lives Vey skal smycke
Med Velstands Veybred-Blad fra Himlens Havested;
Brug du imens din Lyst, og tag saa mod din Lycke!
Saa luckes Breves til, og Hiertet luckes med.
Pedro.
Elvire ferdig var af eget Skind at rende,
Ja gaae fra Vid og Sands, da hun fik det i Hænde,
Den Angst omringet Siæl paa Nippet siuntes staae,
Da hun i Pedro Brev sin Harm for Øyne saae.
Dog blev det Sorgens Liin og Vand paa hendes Mölle;
Een Beyler ubevist kom dette Saar at holle
Med Læge-Væler ind, paa een og samme Tid
Kom hun til Brude-Seng og Pedro til Madrid.
Det randt ham alt i Hue, hvor hand var Elskovs Fange,
Og hvordan hand var löst af Fængsel tvende gange,
Hand loe fuld smörret af Elvires Ægte-Drift
Der toe gang Enke var, omskiönt kun engang gift.
Den Roed, som Skiebnen ved det selsom Barselslatte
I hans fortumled Barm, begynte nu at fatte
Og skyde Blomster-Knop, det blev hans stadig Troe:
At Skiönhed med Forstand hos Kydskhed ey kand boe.