Af Havets huule Skiöd, hvor Aften-Solen lucker
Sit gylden Øye til, og efter Vane ducker
Sit Ansigt under Log, der dages op et Land,
Et ynsked Øyemeed for mangen Seylings-Mand,
Et Land, der viide sig i vilde Vande sticker,
Hvis Odder Bölgerne med vaade Munde slicker,
Det mægtig Spanien, hvor Tajos Bölge-Flugt
Guld-Grumler velter op i hver sin Flyde-Bugt.
Et Bierge-noppet Land, hvor Solen veed at sprede
Sin Straale-brendend Ild paa mangen vildsom Heede,
Hvor Engen skiules tit af Biergets Skygge-Fliig,
Skiönt heele Landet veed af ingen Sumpig liig.
I dette stolte Lands dend prægtig Bye Grenade,
Hvor Morer-Kongen för holdt Huus og Herre-Stade,
Til Ferdinandus ham af Land og Hierte drev,
Don Pedro allerförst paa Arme dysset blev.
Don Pedro Lyckens Glut og Medgangs Kielle-Fægge,
Fik her sit Liv og Lius forinden Fædre-Vægge,
Hvor ham Naturens Gunst gav ædel Byrd og Blod,
Og Lycken lattermild sig neyde for hans Fod.
Men, som i Ungdoms Vaar hans Levnets grönne Pode
I tusind Blomster stod, og efter Ønske grode,
Hans Velstands Rosenblad paa Lyckens Dag var frægt,
See! da i Modgangs Nat, hvor hastig det blev slægt,
Dend bleege Bane-Mand, vor Levnets leede Fiende,
Paa dette Lyckens Hiul lod og sin Vælde kiende,
Don Pedros Fædre blev i Gravens Mörke sat,
Hans Glædes Soel gik ned i Sorgens mörke Nat.
Dog som en mulmed Skye i Sommer-klare Dage,
Omskiönt dend Solens Guld os kand i Hast betage,
Saa stöver dend dog ned paa tyrked Iord og Eng,
Og ledsker hendes Törst med sin Sölv-Taared Regn.
Saa om end Dödsens Mulm og Gravens mörke Taage
Tilluckte Mandens Fryd med Fædres Øyne-Laage,
Da dend indlukte dem i Dödsens lange Nat,
Dog lukte dend ham ind i Fædres Guld og Skat.
Thi stak hans Siæl i Brand ved Guld og gode Dage,
Hans Hierte vaandtes for en gyldig Elskovs Mage,
Men ingen stod ham an til Elskovs Egte-Baand,
Skiönt ingen negted ham sit Hierte med sin Haand.
Alleene faldt hans Sind med hver Dags Elske-Miine
Op paa et yndigt Noer, en deylig Seraphine,
Der, om end hendes Guld med hans ey lige voeg.
Dog under aaben Hielm sit Adels Merke droeg.
Hand med forelsked Hue for hendes Dörre vanker:
Hans Siæl udi hans Bryst og Blodig Aarer banker:
Hand sucker, önsker, leer, og haaber, hvor hand gaar,
Saa Elskovs Luer ham af begge Øyen staar.
Men som i Sommers Tiid, naar mangen best vil haabe
At Soele-bage sig, da strax i Skyens Kaabe
Sig Soelen hyller ind, saa fandt Don Pedro een,
Som blev paa dette Tog hans Anstöds Hinder-Steen.
Een Elsk-opklecked Glutt, som var Don Pedros Lige,
Mens mueligt vidste meer af Bejle-Kunst at sige.
Fik dette Haabnings Slot indtaget med en Hast,
För og Don Pedro selv een Löbe-Grav fik kast.
Dog gik hand Stackel hen i Elsk-Indbildings Tanke,
For Spanske Drue-Saft ved Haabets Höst at sanke
Saasom hand tenkte fast, hans önskte Perle-Kar
For fremmed Fingre reent og ubeskaared var.
Thi giorde hand sin Fliid og sparde ingen Möye
(Som Elskov sine Börn til Trældom veed at böye,)
Hans Hierte mætted sig med Haabnings Ynde-Gunst
Og som Chamæleon med Elskovs blotte Dunst.
Indtil hand kjedtes ved, som Hund nu meer at henge
Paa Haabets halve Dör, og saa sin Hamp at slenge
For Spurre bort i Fleng; thi vender hand sit Sind,
Og vinder i een Hast sit Haabets Anker ind.
Hand alt sit forrig’ Haab og Lengsels Taushed spotter,
Hans Haand paa Mandens Dör, hans Øye paa hans Daatter,
Hans Ønske-fulde Mund hans Sucke-fulde Bryst
Udtolker, meer end klart, hans Haabnings Nöd og Lyst.
Hand finder i sin Barm i Hiertets Tanke-Sæde
Een Blanding af Begier, Betenkning, Frygt og Glæde;
Hans Blod det ysler op ved slig een söd Fortred,
Den hand bekiende maa, dog ey at nævne veed.
Frygtagtighed og Haab de sig tilsammen knytte
I hans Fortrylled Siæl, hans Haabnings Leve-Stytte
Nu staar, nu fældes om, ved Hiernens Grille-Spil,
Hand vil ey det hand tör, hand tör ey det hand vil.
Dog löser Haab og Moed Miströstnings knyttet Lycker,
Lyst og Utaallighed slaar Tauskheds Baand i Stycker,
Hand ömmer her det Saar, hand paa sit Hierte fik,
Den Piil, som til hans Siæl igiennem Øyet gik.
Hand mælder ydmyg an, hvor Elskovs Himmel-Gnister,
Hans Lue-nemme Siæl og hitzig Hierte Qvister
For Dydens Kontrafey, det yndig Engle-Noer,
I hvilken Himlen selv med tusind Glæder boer.
De Gamle önsker hand saa mange glade Timer,
Som Dyden uden Tal af Datters Øyne strimer,
Dem ynskes ald den Fryd, som Himlen har at Aae,
Kun for et Sucker-Ja af deres Mund at faae.
Saa vides ham hans Bon, dog dette stod tilbage,
Om ham hans Sindes Compas og Haabnings Brudemage,
Eet yndigt Naades Ja paa Fædres Ja fik svart,
Da og det Elskovs Tog strax klapped var og klart.
Thi knæler hand i Stöv med Suk formænget Toene;
Skyd Elsk-Gudinde fra din Dyd-omhænged Trone
Eet naadigt Straale-Blik oppaa mit Hoved need,
Saa skal med Hiertens Tak jeg kysse dine Fied.
Hand byder Haanden frem og med sin Haand sit Hierte,
Hand venter Naadens Vink til Lindring paa sin Smerte,
Kort sagt: Hand önsker sig eet Træl at kaldes maa,
Og tusind Blomster Ziir om hendes Krands at staa.
De Gamle midlertid veed deres Ord at före,
Og föye alting vel for deres Daatters Öre,
Hvor Lykkens Ansigt nu mild öyed sig beteer,
Og som en Sommer-Soel ad hendes Blomster leer.
De viser hende paa de gyldne Velstands Dage,
Der nu Skye-blotter sig ved slig een Egte-mage,
De holder hende for, hvor Lycken er bereed
At plante Tusindfryd i hendes Urte-Beed,
Hvor Bonde-Koler ey paa hendes Veye stode,
Og Akeleye ey, men Ridder-Spoere, groede,
Hvor Velstands Vinter-Grön omfavned hendes Dyd,
Og hendes Have bar med Buxbom Hiertens-Fryd.
Hun svarer dennem: Ja vil Manden ickun bie?
Til Soelen faar oppaa dend Bliant-blanke Stie
Sex Huuse vandred om, jeg ham da til Behag
Mig gierne giver hen, med Haand og Hiertelag.
Her slutted Pedro strax, da sligt eet Bud ham sentes,
Den Torn fordrages maa, af hvilken Roser ventes:
Een trang og möysom Dag gior Aften meer end söd;
Thi skal og Tidens Flug vel endre denne Nöd.
Skiönt derfor saadan Bud ey faldt i Mandens Öre,
Dog vilde hand med Taal sin Længsels Byrde före;
Thi pustet hand og tit ad Hendes Glöd med Brev,
Og hun ad hans igien, naar hun til Giensvar skrev.
Men som een taaget Soel gior Længsel-fulde Dage,
Saa længtes hand at see sin Siæle-Soel og Mage,
Der daglig laae i Skiul, fra Soelen af sit Telt
Bröd frem, til Maanen fik udhængt sit bleege Skielt.
Dog som Indbildings-Speil kand Kul til Kride skifte,
Saa tænkte hand: foragt kand aldrig saadant stifte,
Men heller Sygdoms-Kuld og gysend Vinter-Magt
Har mig min Senge-Soel bag Senge-Teppet bragt.
Det og af hendes Tiund’ een nipper Kammer-Tærne
Ham giorde viis oppaa, da hand sin Meenings Kierne
For hendes Vindre-Glas med Harpe-mæle sang;
Thi stemmer hand sin Leeg til Melankolisk Klang.
Een anden Aften kom, da Soelen Dagen endte,
Og Himlens hvalte-blaa med Stierne-Lamper brændte
Don Pedro spilte lydt med Ændrings Fingre-Fied
Paa Harpens strenget Krop, og Sang saa sagde med.
1.
Ach hierte Cloris! ach! skal Sygdoms Vold og Vee
De Purpur Roser slaa paa dine Kinders Snee,
Skal det Coralle-Par paa din Lifsalig Mund
Sig farve Döden liig i Ungdoms Blomster-Stund?
2.
Skal Sygdom drage Sky for det Karbunkel Par,
Der demper Solens Glands af deres Øye-Glar?
Af hvilkes Straale-Siun saa mild min Cloris leer,
Som af eet Himmerig vel tusind Engle seer.
3.
Skal Svagheds hadske Nid med Afmagts visne Haand
Paa dine Hænders Gyps anlegge Dödsens Baand
Skal Döden Læbe-Die det Amorelle-Par
Dem paa sit Sölvgraa Bryst to Perle-Bierge bar?
4.
Saa vær da mig som dig! du Kilden til min Graad,
Dit Hiertes törre Brand mig over alt giör Vaad,
O Angist Svede-Bad! O Sygdoms sære Vold!
Den Brynde dig giör heed, den giör mig Arme kold.
5.
O stridigt Element! som volder begges Nöd,
Og for saa liige Toe, een saa uliige Död,
Ach! kand ey Kulden meer udslucke Luens Brand?
Og kand ey luend’ Ild optörre kolde Vand?
6.
Ach! jo Naturen ey, ey Döden det formaar
Vi jo maa begge döe. Det gaa i hvor det gaar,
Skal dog min Angests Kuld den Brynde dempe need,
Og Brynden mildre mig min Döds den kolde Sved.
Med fleere Jammers Ord og Tegn, som Elskovs Smerte
I saadan Ændrings Angst fra et forbeilet Hierte
Igiennem Læbers Dör og Øyne skyde kand,
Med Suckes stöde-Vind og Taare-trildend Vand.
Sligt blev Don Pedro ved i mangen Aften-svale,
Saa snart den matte Soel bag Klippen vilde dale,
Og Himlens höye Loft i tusind Luer stoed,
Til Utaalmodighed oppusted Sind og Moed.
Thi sniger hand sig hen i Natte-Mulm og Mörke
Ved een Udforsknings Gang, sit slappe Mod at störke,
Og tramper lige til en liden Afsids Dör,
For een af Huusets Folk at faae især Forhör.
Men som hand lenge stod, begyndte det at brage
I Dörrens Skaade-Laas, og Hængsel-Baand at knage,
Hand saae sit Haabnings Lius og Elskovs Ynde-Skat
Kom ud af samme Dör, eet Tog paa samme Nat.
Der stoed eet gammel Huus ved Baal og Brende-Lue
Forvandlet moxen til een Aske-blandings Grue
Allene levnet var eet södet Stolpe-Rad,
Der saae hand hende gaae, der saae hand hvor hun sad.
Hand önskte kun at see, hvad Ende sligt vil sige
Og hör imidlertid een Jammers Ach og Klage,
Som naar i Dödsens Stund een Angst omgiven Siæl
Ved sidste Hierte-Gisp udsucker sit Farvel.
Hand traade nærmer til, saa sagte som hand kunde,
At skue, om hans Noer i Döden vilde blunde,
Men faar eet andet Noer, det hun til Verden bar
Med större Jammers Nöd, end det undfanget var.
Strax hun blev Byrden qvitt, stak hun sig til een Side,
Som ingen kunde nu af hendes Barsel viide,
Og med forletted Trin slap ind ad samme Dör,
Af hvilken hun kom ud med större Byrde för.
Hver tænke: Vankelmoed hvor det nu Manden minder
Ved sligt et selsom Siun, hvor trimled paa hans Kinder
Een Angistes Hagle-Sveed, da ham i dette nu
Hans Elskovs Knude brast med Seraphin itu.
Hand ey sin skyldig Tak til Himlen kunde glemme,
For hand ved dette Siun var Löst af Elskovs Klemme;
Thi fandt hand i sin Barm den Grille-Spire groe,
At Skiönhed med Forstand stod aldrig til at troe.
Hand Beyler’ holdte nu for Lænke-bunden Trælle,
Der hand saae Frugten af hans Kierligheds Napelle:
Dog bant hand ynksom ind udi sin Næse-Klud
Det legemlig Copie af sin forlaarne Brud.
Gaar saa ved Hane-Gal til een nysmælcked Amme,
Hun skulde Barnet i Opfostrings Agt annamme,
Som skeede, Glutten saa til næste Kirke kom,
Og fik sit Laure Navn med Daab og Christendom.
Saa tilig Dagen bröd, og Solens Himmel-Bue
Skiöd Ild og Straale-Guld fra Morgen-Rödens Stue,
Op paa Grenade Bye, gaar strax Don Pedro hen
Besögelsviis til een hans Blod-forbunden Ven.
Hand böd en lycksom Dag hans Slegt-forbunden Frue,
Og sagde, jeg er qvit min fordum Elskovs Lue,
Vil derfor reyse bort i min ugifte Stand,
At lugte fremmed Luft, og skue fremmed Land.
Du mine Midler kand, mens jeg er der, forvare,
Og ingen Möye paa min liden Laure spare,
Men lade klecke op, det beste du formaar,
Og Kloster-give saa ved Barndoms fierde Aar.
Saa rysted hand sig ud med Guld og giæve Vahre,
Fra Föde-Sted og Stavn til fremmed Egn at fare
Og efterlod sin Slægt, saasnart hand ferdig blev,
Formue, Boe og Barn, men Seraphin et Brev.
Det hun til Hiertens Harm fik samme Dag i Hænde;
Da hun med Haabnings Lyst sin Fader gav tilkiende,
Hvor hun fandt ikke meer til Sygens giftig Haand,
Men kunde nu med Lyst samtycke Bryllups Baand.
Hun brecket Brevets Segl, og saae der hver en Stræge
Paa hendes daarlig Daad og Udyds Frugt at præge;
Thi brast et fyltigt Vand af hendes Øyen ud,
Det hun med disse Ord opofred Himlens Gud.
O! Edder-stekte Brev, den Pen, som dig har skreven,
Er med en Morder-Haand af Drage-Vinge reven,
For Blek du tegnet est med giftig Øgle-Blod,
Det Blod, der qvæler mig, der döder Sind og Mod;
Ach milde Dagens Soel! som nu saa yndig glandser,
Og med dit Straale-Skin vor Jorde-Boe omkrandser;
Dæk nu dit Ansigt til for Seraphines Nöd,
Dit Lys er Verdens Liv, mig viser det min Död.
Ach! at det store Loft dend hvalte Himmel-Bue
I Smalder vilde gaae, og mig til Ormens Stue
Med Vælde styrte need, saa jeg stod aldrig op,
Ach! splittes ad i Bierg’ og falder paa min Krop
Ach! at mig Havets Magt til Klippens Bryst maa flytte,
Og Bölgen sprude Flab mit Ansigt overspytte,
Ach! at Afgrundens Hals med aabned Strube-Svelg
Opslog mit usle Rad og synd-fyldte Belg.
Ach! at dend grumme Biörn de Udyds mætte Lemmer
Maa knuse ned i Malk med sine Morder-Klemmer,
Ach! at jeg tusind gang i en Udörkens Skov
For Ulv og Löven blev til Tænders slide-Rov!
Ach! at dend glubske Grib mit Hierte maa fortære!
Ach! at, hvad skal jeg meer til Synde-Straf begiere
Fald Himmel, Klippe revn! gab Afgrund! Bölge slaae!
Kom Löve Biörn og Ulv! kom Grib og fald mig paa,
Aha! hvad har jeg giort? er det min Honning-Kage,
Dend Sucker-söde Bid maa nu af Galde smage,
Er det da Frugten af min Lystis Paradiis?
Om Roser drömte jeg, men vaagner nu paa Iis.
O Ungdoms spildte Vaar! hvor mange Blomster-Blade
Utidig plucked blev op paa din grönne Gade,
Hvor ofte i mit Bied blev plantet Udyds Roed,
For Dydens Tusind-skiön ey i min Have stoed.
Du Himmel veed det selv, du veedst det alt til Pricke,
Hvor tit jeg Bremsen lod mit Rosen-Blad besticke,
Den Brems, der haver skadt mit Blomsters svage Knop
Saadant, at dend er nu af Ormen tæret op.
Om tusind Torden-Slag af Herrens Vrede-Hænder
Mig usle Synde-Dræg til Svövle-Pölen sender,
(Fordi Ukydskheds Ild med Luen straffes maa)
Dog kand min skamfuld Skyld ey noksom bödes paa.
Om Naadens ynksom Haand ey legger heele Plaster
Op paa min Synde-Byld: om Mildheds Alabaster
Op paa mit Siæle-Huk ey tröstens Olie slaar
Da see! jeg usle Orm i Vredens Ild forgaar.
Saa staa i ævig Band du gyldne qvæle-Stricke,
Du Elskovs Dievle-Rid, fordi jeg fik at dricke
Din södheds giftig Saft, der nu först yttrer sig,
Og avler Slanger i mit Hiertes skiulte Vig.
Du Lasters Lygtemand! Nordstierne til at synde,
Sireners Hykkel-Art! du Afgrunds-tændte Brynde,
Du giftig Dragers Barn af Helved-yngle Læg,
Du grumme Crocodil af Lysters hvide Æg.
Du oversuckred Gift! du Glas med Edder fyldet,
Omskiönt dit glatte Skaar er uden til forgyldet,
Du Joabs Hykle-Nik, du Judas falske Kys,
Din Spot skal Döden selv hos mig ey holde tys.
Hvad Redning er der meer? med Graad og Hierte-qvide
Vil jeg i Kloster-buur min Jammers Tid henslide,
Mit Øye stirre skal paa Herrens Alter-sted,
Og skrive paa min Kind de vaade Taare-fied.
Mit Haar skal Kloster-stöv med Sölv for Guldet pryde,
Den Ungdoms Rose jeg mig lod i Knoppen bryde,
Skal blomstre der paa ny til Jomfru-Ziir og Glands,
Paa hellig Nunne-dragt bær jeg min Æres-krands.
Min Munds ureene Lem, det Bæger af Rubiner,
Som hidset Beylers Blod med Elskovs geile Miner,
De Læber, som var fyldt med Lyst og Letsel-Krud
Skal nu i Andagts Angst udnynne Herrens Bud,
I glatte Kiæmme-par, I mine skiære Hænder,
Hvis Blod Bemænget-Melk forbudne Frugter kiender,
Hvis skiulte Kramme-Kraft i eders fingred Krop
Selv Steene veigred har, og Döde vecked op.
I, I skal efterdags min Siæles Anger-Sucke
Ved daglig Bryste-pust udaf mit Hiertes Lucke
Til Himlen drive ud, og sammenfoldet staa,
Naar jeg om Naadens Hielp min Gud vil raabe paa.
Det Bryst, der lignet Snee, og dog var fuld af Brynde,
Den Barm, der viiste frem et Tönder til at synde
Skal Boede-bankes nu i Hiertets skiulte Boe,
For Vellysts Roser skal kuns Angest-torne groe.
Mit Navn skal ævig staa i Nunne-Rulle skreved,
Jeg böde vil med Graad, det jeg har för bedreved,
I Andagts Brude-fær forinden Kloster-Tag.
Min Brudgom Himlen er, nu er min Bryllups Dag.