Claus Pavels (1769–1822)

Gud glæde dig evindelig,

    Min elskte, fromme Mage!

Til Himlens Roe han kaldte dig —

    Jeg eene staaer tilbage. —

Jeg veed, du er hos Gud — og dog

    Min tunge Taare rinder —

Jeg vanker om — og hver en Krog

    Mig om dit Savn paaminder —

Med dig jeg vandrede saa trygt,

    I Glæde og i Smerte,

Og Taalighed og Herrens Frygt

    Dit Ord og Daad mig lærte:

Jeg laae i Sygdoms haarde Vee:

    Du hialp mig den at bære:

Jeg trøstet bad: Guds Villie skee!

    Hans Navn høilovet være! —

Da Armod og Elendighed

    Sig nærmed’ til vor Bolig,

Og jeg af Mismod nedtrykt græd,

    Du svared’ mig saa roelig:

O! Anna, troe dog sikkerlig

    Hver Skabnings Ven og Fader,

Han sørger og for dig og mig —

    Og aldrig os forlader. —

Og da vor førstefødte Søn

    I mine Arme døde:

Og fra mit Øie tit i Løn

    De hede Taarer fløde:

Du bød mig tit: Tør Taaren af!

    Men jeg blev ved at græde;

Dog ledte du mig til hans Grav,

    Med høi, alvorlig Glæde. —

„Alviist og got er Herrens Bud!“

    Saa sagde du, og smiilte,

„Han hviler tryggere hos Gud,

    „End i din Arm han hviilte:

„Og hastig løber Tiden hen,

    „Kun kort du ham skal savne —

„Snart, snart hos Gud i Himmelen

    „Du ham igien skal favne.“

Og aldrig glemmer jeg den Dag,

    Da Gud dig til sig kaldte:

Nedbøiet stod jeg der og svag,

    Og Graad min Stemme qvalte:

I dybe Sukke brød jeg ud:

    Du tørred’ mine Taarer,

Og bød mig see til Himlens Gud

    Som læger, naar han saarer:

„Med freidigt Haab og stadig Troe,

    „Bær Livet og dets Møie!

„Til engang hist i Gravens Roe

    „Du lukket har dit Øie:

„Forklaret skal jeg dig igien

    „For Herrens Throne møde.“

Saa talte du, og segned’ hen,

    Og smilede og døde. —

Med roeligt Smiil ad Dødens Vei

    Du let og glad fremiilte —

Og aldrig — aldrig glemmer jeg

    Hvor himmelsk sødt du smiilte;

Nei — jeg vil ikke sørge meer,

    Guds Viisdom vil jeg hædre —

Han gav dig megen Glæde her —

    Men hisset er dog bedre. —

Hvi vil jeg med uskiønsom Aand

    Kun fordre glade Dage,

Og ei af Herrens Faderhaand

    Een bitter Skaal modtage?

Nei, milde Fader! du, som gav

    Mig før saa mange Glæder,

Selv her — selv her ved Peters Grav

    Med Tak jeg dig tilbeder. —

Saa glide da saa sagtelig

    Min korte Vandrings Dage!

Jeg veed, at Timen nærmer sig,

    Som ender al min Plage:

Jeg lyde vil min Peters Raad,

    Og mig i Haabet trøste,

At den, som saaer med Suk og Graad,

    Med Frydesang skal høste.