Jeg priser Druens ædle Saft,
og Helten, som det Mod har havt
at bringe den til Norden.
Hvor den er kraftig, sund og god!
den styrker Vid og giver Mod,
den varmer op vort kolde Blod,
og fryder hele Jorden.
Lad Cleon gaae og græmme sig,
for Phyllis er ubøielig,
jeg ynker ham og drikker;
hvi gjør han ikke ligesaa,
til Sorg fra Sindet flygte maa?
Thi Elskov selv kan ei bestaae,
naar man sit Glas udstikker.
Lad Spradebassen gjøre Vind,
han skal nok stikke Piben ind;
thi springe mine Flasker,
og han en Viinplet paa sig seer,
saa skriger han, men jeg kun leer,
og Daaren taler da ei meer
om Stads og Byens Tasker.
En Gnier lukker ængstefuld
i jernbeslagne Skrin sit Guld,
hans Penge ham kun plager;
men jeg, langt mere vis end han,
min Flaske holder vel i Stand;
hos mig ei Guldet ruste kan,
jeg tit i Skrinet rager.
Den vantro Stakkel ynker jeg,
som Vinens Nektar smager ei,
for Lægen ham det nægter;
jeg drikkende beskjæmmer dem,
som med slig Falskhed komme frem;
jeg sund hver Aften krydser hjem,
til trods for hver en Vægter.
Poeten sveder og hans Pen
han slænger ofte bister hen;
han kan ei høit nok stige.
Hans pæne Muser leer jeg ud,
jeg af den tapre Vinens Gud
faaer Mod og Vid tillige.
En Taabe løber ofte gal,
og drikker Vand, for at faae Tal,
som han om Natten drømmer;
men Lykken gaaer ham dog forbi.
Paa det og andet Narrerie
jeg seer med dyb Philosophie,
og viis min Flaske tømmer.