Over
Den Skam-skaaren Sichem
Der omvexler det gamle Testamentis hellige omskiærelse
til
Det Nye Testamentis Smertelige afskiærelse, i det
hand
som en αντοχειροσ hader sit eget Kiød, og formedelst
Sindetz Ubetenksomhed ved Haandens ilende
hastighed afsnittede Legemets Ziirlighed,
At der nu findes:
En Kapun for en Hane,
En Galt for en Orne,
En Bede for en Veder.
Ud Copieret
Fastelavns Mandag
En Staale-egget Knif, hvor med mand Skiæg afrager,
Ved Midnatz tider hand i sine Hænder tager,
Og skiær din Dankart af med Stilk med Hud og Haar,
At hand som raget Giæd var mellem sine laar.
Hand reedte sig saa til, at mand snart Kunde sige,
Hand var ey liig een Karl, men ligere en Pige;
Thi kun dend eene plet Naturen skieldner paa
En Mand fra Qvinder, som i lange Buxer gaa.
Da hand den Laar-Laqvei med Knifven fik afskaaret
Og som en plump Barbeer sig ilde hafde Saaret,
Hand som en Trane peeb, og gav et ynksom Skraal,
Maaskee hand tenkte før at dend var giort af Staal.
Kiødpølssen blodig var, og toe Russiner hengte
Ved Enden da hand den paa Gulvet fra sig slengte,
Og sagde: Lig nu der, og drik dig fuld af Blod,
Som før har slugt din Tørst i Pigers Bæk og Flod.
Hand var tilforen ey i Bartskiær Kunsten øvet,
Og paa sit dunet Skiæg ey Knifven hafde prøvet,
Hand i et Øye blik var Mester-Svend og Dreng;
Og Næsgrus slengte sig i dend blod-farved Seng.
Det blodig Aare-spring hans Leje rødt mon’ male,
At hand afmægtig laa i en beengsted Qvale
Dog i dend Hierte-Qvalm hand gaf et veldig Raab,
Thi om sit Liv hand nu ey hafde meere haab.
Da Verten dend Tumult om Natte tide hørte,
Hand sprang af Sengen og sin Sloprok sig iførte
Og udi fuld Galop til Døren sprang saa fast,
At den paa viden veg fløi op i Hui og hast.
Saa snart hand Hovedet i Cabinettet ragte,
Hand i forbaussning stod det Vunder at betragte
Det varme Lem endnu laa Sprellet som en Fisk
Det hand bortsmittet som en Karklud og en Visk.
Hand vender Øyne hen, og seer dend Arme Stymper
Der sine Tænder skiær, og som en Orm sig Krymper,
Liig-farvet i den Seng hand laa, og var saa bleg
Udi sit Ansigt som en nylig Kalket Veg.
Den Vert hand raabte flux Ak u-lyksalig Fange
Hvad I mig denne Nat har giort bestyrt og bange
Jeg tenkte her var ild i Eders Kammer tendt
Og at I nesten var af lue blus forbrendt.
Ney! svaret Ridderen jeg havet ilden slukket
Som Venus hafde før udi min Barm anstukket
At jeg ey skulde meer af brynstig Geisters ild
Optendis i mit Sind, og være lefle vild.
Dend Vert hand skynte sig, løb ned et Fad at tage,
Hand hastig kom igien, tog op dend Pølsse fage
Paa Faddet satte dend beziiret runden om
Med Laurbær blade og med Grønne Buxebom.
Hand den i sit Cantoir som Raritet hensetter
Og sagde: dette er blant Delicate Retter
Hver Giest i morgen skal den see og skue ret,
Naar jeg som en Confect den for dem haver sæt.