Naar jeg beseer og lærer,
Hvor Verden underlig
Studentens brød nu skærer,
Derfor ieg gruer mig.
Gid Fanden troe Patroner,
De hielper allerbæst
Paa deris Hoff Caroner,
Dem smør de paa en Præst.
Slig Helved sminched fløyter
Slig stoere Friislands kiør
Slig buxe heflet Tøyter,
Slig Ornesyge Søer,
Skuld de vel sye min Krave
Af deris Hoere Særch,
Nei deris Fløyels Mave
Dend falder mig for stærch.
For lyst skal ieg dog søge
Engang et Præste Kald,
Thi ieg paa et har øye,
Om Præsten kun af-fald,
Men om de vilde sige
Ja du skal Kaldet faae
Om du vilt ha vor Pige
Da vil ieg svare saa:
Jeg tache maa min Herre,
For dette gode Brød,
Men Racheren skal bære
Af gaard iert horse Kiød,
Min hænder er for reene,
Min Aand for læcher er,
Jeg gnaver ingen beene,
Jeg flaaer ingen Mær,
Skuld ieg min Lyche søge,
Og skuld ieg ha mit Brød
Ved Rumpen af en skiøge
Og i et hoere skiød.
Da maa Gud for mig raade,
Jeg faar vel bedre Kor,
Jeg stoeler paa hans Naade
Og paa mit Fader vor.
Vil ieg min Frelser fafne
Der gaf mig Kiød og aand,
da skal ieg iche safne
Hans hielperige haand,
Udi hans Forsyns Øye
Jeg Veed Vist at ieg staar
Thi faar hand mig tilføye
Mit brød i hvor det gaar.
Og Vil min gud og Herre
At ieg ej have skal
Guld- Sølf- og Kaaber berge
J denne Jorde Sall,
Det kand ieg vel undvære,
Thi skiøtted ieg det stort,
Da kunde Sathan Snære
Mig snart ved helveds port.
Guld er Lacheret aske,
Thi Fanden skider det
Udi en Jødis taske,
Mig smager ej dend rætt.
O! Himlen er det bæste,
Gud gif mig synden til
Saa maa mig Døden giæsten
J morgen, om hand vil.