Hör Lirens simple Melodier!
De vække Minder fra mit Hjem,
Og denne Vaarqveldstund jeg vier
De Fölelser, som fölge dem.
De samme Toner til mit Öre
Sig hvirvled tidt i Olafs Stad:
Paa deres Vinger nu de före
Et tæt beskrevet Mindeblad.
Jeg læser der om Barnets Drömme,
Naar Glæden af dets Öie leer,
Og selv de hede Taareströmme
I Haabets Smiil jeg svinde seer.
Mens Savnet af en önsket Glæde
Er glemt i samme Öieblik,
Retsom om Taarerne, vi græde,
Er Lethes bittersöde Drik.
Som Dreng til Lirens Klang jeg lytted,
Den skabte Verdner i mit Bryst:
Min Bold, min Bue jeg ombytted,
For livlig Færd med Sværd og Röst;
For Sandt og Skjönt jeg bröd hver Lænke:
Mod hver dets Uven flöi min Piil —
Nu kan jeg kun min Vemod sænke
Paa Drengens Dröm i Kjæmpestiil.
Det gik med mig, som det gik Mangen,
At Drengs og Ynglings Ideal
Med svage Træk fremsteg i Sangen,
Ak! ei i Daad paa Livets Val
O! var det kun tilgavns mig givet
At tolke Hjertets Ideal,
Fremstod det dog med Liv i Livet,
Og Barmen blev en Tempelhal!
Dog — er den ei en Tempelbue,
Indviet til et Offersted,
Hvor Offerflammens stærke Lue
Er varm og evig Kjerlighed?
Jovist den er, og der jeg finder
Som Offerpræst den sande Ro:
Hvad os paa Jord om Himlen minder
Er evig Kjerlighed og Tro.
O! kom da tidt med eders Minder
I kjere Toner fra mit Hjem,
Og naar jer Ven I traurig finder,
Den simple, kjendte Sang istem!
Den vækker Vemod, men ei Smerte,
Og om en Taare stiger frem,
Den siger kun, at for mit Hjerte
Er Intet kjert som Barnets Hjem.
Hartvig Nissen.
