(Et i Indien særdeles yndet Thema er Historien om Nalas og Damajanti, som, efterat have nydt Kjerlighedens höieste Lykke, medeet nedstyrtedes i den dybeste Elendighed, under hvilken Nalas endog forlededes til at forlade sin ömt elskende Viv. Efter lang Adskillelse og megen Kummer gjenfandt de hinanden, forsonedes og kom ogsaa atter i Besiddelse af de Livets ydre Goder, som de for en Tid havde tabt, og levede derpaa et lykkeligt Liv. Deres Historie er Gjenstanden for forskjellige digteriske Behandlinger, blandt hvilke især den, der som Episode indeholdes i det store Epos Mahâbhârata, er bleven navnkundig, og af denne har den berömte Rückert skjænket os en mesterlig tydsk Oversættelse. Nedenstaaende lille Digt maa man imidlertid ikke antage for en Oversættelse af nogen indisk Bearbeidelse af hint Emne. Det er vistnok udsprunget af en Stemning, fremkaldt ved Læsningen af den förste Deel af hint Mahâbhâratas Digt, hvor Damajanti nemlig er bleven forladt af Nalas, og det har ogsaa laant flere Situationer derfra; men hverken i dets Plan eller Udmaling falder det sammen dermed, ihvorvel jeg har sögt at give det et indisk Anströg. — For at oplyse de enkelte forekommende mythologiske Navne og Hentydninger bliver det nödvendigt at forudskikke et Par Bemærkninger. I Inderens livlige Phantasie, i Forbindelse med hans Tro paa Sjælevandringen, maae vi vel söge Grunden til hans Tilböielighed til at personificere Alt, hvorfor han ogsaa tænker sig Universet, Jorden og dens enkelte Phænomener som belivede Væsener. Men han tænker sig ikke alene det, vi kalde dödt, som belivet; han betragter ogsaa ofte de belivede, men ufornuftige Skabninger som begavede med Fornuft, og derfor vækker det ikke Anstöd hos ham, at ogsaa Digteren ikke sjelden og i enhver Digteart lader Dyr fremtræde, talende og handlende fornuftigt. — I Sagnet, der ligger til Grund for dette Digt, drager saaledes en Fugl som selvtilbudt Kjerlighedsbudskab fra Nalas til Damajanti og vækker hos hende ved sine Lovtaler Kjerlighed til ham, og hertil alluderes, hvor det hedder, at Fuglens Tale havde vakt Længsler i hendes Bryst. En Personification af Naturgjenstande har vi i den som en Gudinde, Gangá, forestillede Gangesflod. Ifölge den indiske Mythologie er Gangá, som er en Datter af Himavat (den Snefulde) og Nymphen Mena, den Gudinde, der hersker i Ganges. Hun var i Begyndelsen Himmelens Beboerinde og nedsteg til Jorden paa en from Konges Bönner. I Baggrunden for den næsten utallige Mængde Guder og Gudinder, som den indiske Mythologie opviser, ligger dog en höieste, eneste Gud, Brahma (forskjellig fra Sammes mandligt fremtrædende Skaberkraft, Brahmá), der er Alts Ophav, og om hvem de gamle Religionsböger, de hellige Vedás, indeholde temmeligt rene Begreber.
En skjön Tanke, som ofte fremtræder hos de indiske Digtere, og hvorpaa her maa gjöres opmærksom, da der ogsaa alluderes til den i Digtet, er den Anskuelse, at man ved een Gang at gjöre sig skyldig i en Synd aabner sit Hjerte for onde Aanders Indvirkning.
Blandt de mange i Indernes sildigere Skrifter fremtrædende Guddomme er ogsaa Elskovsguden Kamas (eg. Tilböielighed), ogsaa kaldt Manmathas ɔ: Hjertets Bevæger, som havde sine Templer og Altere paa yndige Steder i Skove og Lunde. Han tænkes ligesom Grækernes Eros og Romernes Amor udrustet med Bue og Piil. Buens Snor var en Rad Bier, og Pilen bestod af fem betydningsfulde Blomster, der bedövede Sandserne.
De i Digtet nævnte Gandharver (Gandharvás) ere overjordiske Væsener, hvis Funktion er Sang, Musik og Dands, altsaa Glædens og Munterhedens Ledsagere)
Seer du langs med Gangas Strömme
Breder sig et Underland;
Himalayas Tinder svömme
I den fjerne Ætherrand;
Sneen paa dets Toppe brænder
Blegt i Maanens matte Skin —
Kjæmpens Aandedræt du kjender,
Kjölende din hede Kind.
Mellem Skovens tætte Grene
Drömmer Fuglen luunt og blödt,
Og i Nattens Stilhed ene
Ganga synger — o hvor södt!
Markens Blomst og Palmens Krone
Lytte tyst i stille Luft,
Elskov vækker hendes Tone,
Varmt sig favne Sang og Duft.
O! ei saae jeg för paa Jorden
Slig en Elskovs Tempelhal;
Ei har Syden, ei har Norden
En saa skjön som Ganges Dal.
Selv Naturen synes brænde
Her af Kamas’ stærke Ild;
Blomst og Træ samt Bölger sende
Kys og Suk hinanden til.
Tys! se der i Skovens Dunkle
Gaaer en Elsker med sin Mö;
Elskovs Blik i Öiet funkle,
Solens Ild i brudte Sö.
Luen, som i Pigens brænder,
Seer du i en natlig Stund,
Naar fra Skyen Maanen sender
Straalen ned i speilklart Sund.
Damajanti huldt tilsmiler
Nalas, som ved Siden gaaer,
Og, mens Blik i Blikket hviler,
Ham sin Kjerlighed tilstaaer.
Deres Sjæle sammenflyde
I det Blik, som hun ham gav,
Og i Kysset de indgyde
Sig et saligt Længselshav.
Denne Længsel, denne Higen
I vor Elskovs förste Stund,
Hjertets Banken, Barmens Stigen,
Naar den svale, tause Lund
Seer en Mö og Yngling mödes
Förste Gang i Kyssets Lyst,
O! det er en Fryd, som födes
Ak! kun eengang i vort Bryst.
Haabet Fremtidsslöret hæver,
Viser dem en Blomstervang,
Hvor Gandharver let hensvæver
Under Strengeleg og Sang:
Hjertets Slag angive Takten
Til den skjönne Harpeklang;
Nys de slutted Elskovspagten,
Den ströer Blomster over Vang.
„Nalas! siden Fuglens Tale
Vakte Længslen i mit Bryst,
Kunde Intet mig husvale,
Var for Savnet ingen Tröst.
Kamas vist i Fuglen hvilte,
Skjöd mod mig sin Blomsterpiil:
För jo Fryd i Öiet smilte,
Da forsvandt i Graad mit Smiil.
O! men al den Qval, den Smerte
Skjænker mig en salig Lön;
Thi nu hviler ved mit Hjerte
Nalas, Indiens bedste Sön.
Brahma dyrker du med Varme,
Troskab i dit Hjerte boer —
Hviil dig da i mine Arme,
Ei du glemmer, hvad du svoer.”
Og med elskovsbrudte Stemme
Hvisker Nalas til sin Mö:
“Aldrig kan jeg dig forglemme,
Aldrig skal min Elskov döe.
Den er strömmet ind i Barmen
Gjennem Blomsterpilens Saar,
Næres der ved Hjertevarmen
Og ved Blomsterduft i Vaar.”
Nu de vandred. — Hist bag Skoven
Elskovsgudens Alter staaer;
Ganga spiller let paa Voven,
Mod dets Fod sin Bölge slaaer.
Der de Elskende frembringe
Ofret til den stærke Gud;
Duften steg paa Æthrens Vinge,
Vidned om hans sikre Skud.
Hjemmets Bolig venligt smilte
Som et Eden dem imod,
Liden Fugl paa Grenen hvilte,
Som ved Elskovshytten stod,
Og han sang for elsket Mage,
Vogted den saa glad og öm —
Pilen flöi — ak hör hans Klage
Minder om en sangfuld Dröm.
Tidt paa en tryllende Sommerdag Torden
Skrækker hver Skabning med Bulder og Lyn;
Træet, der stod som en Kjæmpe paa Jorden,
Knuser en zitrende Blinken fra Sky’n:
Blomsternes Eng er et Ligtæppe vorden,
Smaafuglens Sang er et smertefuldt Nyn.
Gangas letrullende Bölger henrinde,
Voven, som kyssede Blomsten forgaaer;
Snekken, som nys gled for viftende Vinde,
Stormen med Vælde mod Klipperne slaaer:
Gaarsdagens Haab staaer idag som et Minde,
Sorgen er hjemme, hvor Glæden igaar.
Der, hvor för du Nalas vandre
Saae ved Siden af sin Mö,
Hvor de, favnende hverandre,
Svoer: ei skal min Elskov döe,
Der nu Damajanti irrer
I den öde, mörke Nat,
Gjennem Taarer Blikket stirrer,
Foden er saa træt og mat.
Dog ei vil den Trætte hvile,
— Hvilen skjænker ingen Ro —
Rastlös maa hun fremad ile,
Skjöndt i Skoven Rædsler boe;
Thi hun söger, hvad hun tabte,
Haaber at gjenfinde der
Ham, som hendes Lykke skabte,
Nalas, som hun har saa kjer.
Nalas har forladt den Pige,
Som han Kjerlighed tilsvoer;
— Er det kun i eders Rige
Da, o Guder, Troskab boer! —
Onde Aander ham besnærte,
— De misundte ham hans Held —
Og han aabned dem sit Hjerte
Ved at synde i sin Sjæl.
Ondskabs Aander Hjertet vendte
Fra den hulde Viv, han fik.
Derfor hun mod Himlen sendte
Sine taarefyldte Blik,
Mens hun höit i Skoven raabte
Paa sin elskte, tabte Ven.
Ak! men hun forgjæves haabte
Der at finde ham igjen.
Gjennem Skov og over Fjelde
Ilte hun med angstfuldt Sind.
Angsten veeg for Sövnens Vælde,
Hun i Skoven slumred ind.
Drömmens hulde Guddom sendte
Venligt Syn til hende ned:
Nalas saae hun, og han brændte
Nu som för af Kjerlighed.
Ve! den Stakkel! Snart hun atter
Vaagned op af söde Blund. —
Selv ei Den tilfulde fatter
Denne Sorgens bitre Stund,
Som fornummet har i Livet
Haabets stærke Tryllemagt,
Men det Bedste, ham blev givet,
Har med Graad i Graven lagt.
Gjennem Livet siden iler
Hun foruden Fryd og Ro,
Haabet hende ei tilsmiler,
Sorger kun i Hjertet boe.
Thi den Ædle kan ei glemme
Ham, hun elskede som Mö,
Og som svoer med hede Stemme:
Aldrig skal min Elskov döe.
Hartvig Nissen.
