Samme Motiv
Tre Aar efter —
Tre Aar efter —
Nu skinner de igen i deres Farver,
gult, grønt og sort, de Bjerge fra i Gaar.
Og Solnedgangen strømmer i Tapetet
i røde Floder mod mig, hvor jeg staar.
Der skinner Trær og Bjerge. Og en Rytter
har vendt sit Ansigt bort, som om han lytter.
Jeg hører, fjernt som mange Somres Vind,
Ord, Kys og Tab og Skridt, Aar ud, Aar ind.
— — —
Det tredje Efteraar er kommet.
Som et mærket
Blad i Brand, der drypper ned fra vaade Mure,
sank og sank det gennem mig mod Blodets
underlige haarde Lyd af Ure.
Og gennem mine hastende Sekunder
gik det som et Løfte ved min Side,
et som stadig krævede at indfries,
og som hvisked dét, jeg ikke vilde vide.
Jeg gik som den der træller i et Mørke,
hvor han ikke mer kan se sin egen Lænke,
i de lange, tomme Dages trætte Cirkler
af fyldte Gader, Regn og vaade Bænke.
Og der var ingenting som kunde ske mig.
Jeg gik ud af jeres Frygt og jeres Glæder,
jeg gik indad til det koldeste i Verden
paa min egen blinde, frie Fejgheds Steder.
Men jeg saa et nyt, blidt Lys
paa en Beværtning
i et Ansigts klare Træk, jeg ikke kendte.
Der kom en Ting og mødte mig derinde,
en Bevægelse som ikke vilde vente.
Og du er den jeg mødtes med i Larmen,
du selv var lidt forjaget og forødt,
og jeg aner ingenting om hvad det blir til,
men jeg hørte nogen hviske et »Vel mødt«.
Og det svarede fra mange, skjulte Munde
med en Mildhed, som var mistet og fordrevet:
»Vi har nok og stadig nok, som vi kan gi’ af.
Vi er Ord og Sol og alt, hvad du har levet.«
— — —
Fordi du er her, i de samme Tider,
blev det, der sker os, nært — og min Fortræd.
Og alt det Venskab samles som jeg nærer
for det omkring mig, som jeg lever med.
For jeg kan se igen: Det regner længe,
det jager i det tunge Efteraar —
men Bjerge staar urørlige og skinner
og røde Floder strømmer som i Gaar.
Og det blev trygt og varsomt, det at vente
med Liv som er forfulgt og angst og delt.
Enhver, der har forsvaret noget, ved det.
Og den, som kæmper, taber aldrig helt.