Der er Lys, og nogen venter.
Men min Ventetid er endnu ikke omme.
Hvis jeg gav dig mine Hænder nu,
var de tomme.
Ud igennem Regnen falder
paa mit Ansigt Rummets Lys i fine Draaber —
men saa vender alle Sanser sig paany
mod en Røst der raaber.
Og den raaber — og den jamrer,
og dit Lys igennem Regnen er forsvundet.
Jeg maa endnu være ene med et Savn,
som jeg ikke har forvundet.
Der er Lys, og nogen venter.
Jeg er ene med en Stemme i det tomme.
Det var ondt mod dig, der venter,
hvis jeg kom,
før min Ventetid er omme.