Døden, den har jeg truffet da jeg var Dreng.
Men kun som en Stilhed hos nogen
som jeg holdt af.
Aldrig som noget omkring mig,
en Kulde, en Skygge,
ingen kan nævne ved Navn eller vige fra.
Aldrig som Kulde ved en fremmed Ting.
Som Dyb paa Dyb i stivnede Muskelbaand.
Som om jeg faldt og faldt i en rumløs Kulde
ved at holde en fremmeds kolde Haand
i min Haand.
Nu kender jeg den igen, her og allevegne.
Den staar i det tavse Lys over Skovenes Bund.
Den gaar som en svimlende Fjernhed
i Sommerhimlen
og ligger som Klager over den sovendes Mund.
Den venter, for altid lidt ved Siden af Tingen,
en Skygge, usynlig, langs Aarer
og Sten og Træer.
Den gør det mere rigt med de nye Sekunder
og mere ondt. Og den er mig altid nær.
Men vi fører ingen Samtaler med hinanden,
hverken ved Dagslys
eller naar Stjernerne gaar i Flok.
Vi ved det kun begge to, at den anden er der.
Mere er ikke nødvendigt. Vi mødes nok.