Flyver der Solskin med Blæsten
og staar du og ler i Græsset,
du der er nøgen som Eva
da hun smilende mødte hans Øjne?
Aanej ...
Du staar i et mørkt lille Kammer
hos Bøger der blev udaf Sønnernes
trodsige, trætte Hjerter.
Du staar i et dybt, dybt Mørke,
Trommerne gaar ved Daggry
og Venner lar Venner rejse
til tordnende Fronter —
trykker hinandens Hænder
og lyver: Paa Gensyn —
Men Floderne skyller det bort,
og nu synger de susende om mig —
Floder af Blod fra mit Hjerte.
Jeg glemmer mig selv
og det inderste Mørke i mig —
og som usynlige Somre
modtar du mig.
Men dybt under Flodernes Susen,
nej du kan ikke høre,
nej du maa ikke lytte,
dybt under Flodernes Susen
klager det sagte fordi du
ikke har aabnet dit Ansigt.
Dæk dig med Blade.
Giv mig dit nøgne Ansigt.