Soltit oppe i Løvet
og nede i det grønne Græs.
Solen alle Vegne
og Solen intet Steds.
Lyset falder paa Vandet
i tynde, støvblaa Strib,
der gemme halvt og blotte halvt
et lidet sejlrødt Skib.
Det er, som var der bag Løvet
noget, der ikke kan ses,
noget, der bliver Midtpunkt
i Tankernes snare Kreds,
som var du i det skjulte,
i hvad jeg aabent hører,
i Fuglens Kvidder, Løvets Sus,
i det, som Mørket slører —
Jeg har dig altid med mig
i tusind Livssprog delt,
men spørger for Solens Aasyn:
Kommer du aldrig helt?