Solen skinner i Ny og Næ
paa Tagenes røde Tegl.
Stæren fløjter højt i et Træ,
som hænger over Søens Spejl.
Stæren kalder sin Magelil
ved alle de ømmeste Navne.
Bølgen drikker Træet til
paa, at den grønt det skal favne.
Og jeg — jeg længes imod en Skænk
af Livet, jeg her ser gro,
sidder saa ene paa denne Bænk —
— der kan netop sidde to.