Se, fra Maanens Straaler
falder Perleregn i Bølgeskaaler.
Der gaar Sølv i Kallabladets Aarer,
Hegnet glimter som i Dug af Taarer.
— Du, som ved min Side staar, jeg kender
grant, hvad ej din Sjæl tør give Røst,
hvad kun i dit dunkle Øje brænder,
tryglende om blot en ringe Trøst.
Men mit Bryst,
det er Tempel for et andet Billed —
Og jeg kan kun tie om min Lyst,
at ej Ord skal paa dit Hjerte træde,
stakkels Hjerte, som for mig maa græde.
Se, en Sky for Maanens Straaler,
og det sukker sært i Bølgeskaaler,
Mørke gror i Kallabladets Aarer,
Hegnet drysser sine blanke Taarer —