Motiv fra
Svarte diget ved Bergen
Inde bag Fjeldenes store,
evigt dragende Øde
ser jeg det sorte Fjeldvand
stirre mig tungt i Møde.
Tavse stiger de mørke
Fjelde til alle Sider;
eet kun høres derinde:
Tiden, som lydløst glider.
Ikke en Lyd mig røber,
at her er Liv til Stede;
kun over Uren rinder
Fossens sorgtunge Kvæde —
Brat den styrter fra Sluget
ødselt de vilde Kræfter,
véd, at til alle Tider
nye Væld følger efter.
Mellem de mørknende Graner
ser jeg Linnæaen skinne —
tusinde skælvende Lysglimt
drager den mig til Minde — —
Tys — over Fjeldenes tavse
alvorsmørknende Rande
ser jeg et Lyshav tændes,
fagert som Drømmelande!
Favnet af Skyers Arme,
højt over sortnende Tinder,
sejler en gyldenrød Skude,
ned over Aasene skinner — —
Hen over Fjeldvandets sorte,
dystert drømmende Vande
rinder et Væld af Sølvglans
ned fra de sorte Rande —
Fossens Draaber forvandles!
Se, Diamanter saa skære
springe i Skummets hvide
Favn, og mod Dybet bære
Skarpe sig Skyggerne lægge
over de dødstille Fjelde,
medens de hviskende Birke
Æventyr sagte fortælle — —
Se, hvor Linnæaen lyser!
Maanens Sølv den ombølger;
— og paa saa daarende lette
Vinger dens Drømme jeg følger — —
— — — —
Men med et Kuldegys vækkes
jeg af de kølige Vinde,
og hvert et skælvende Lysglimt
drager mig langt af Minde —
Thi bagved Fjeldenes store,
evigt dragende Øde
ser jeg det sorte Fjeldvand
stirre mig tungt i Møde — — — —
— — — —