Min unge elskede kaster op
og stønner: »Gaa! hold dig borte fra mig!«
Det gennemryster den myge Krop,
Aah, kære du hvor jeg holder af dig.
Den gule Sved paa din Pande staar,
og glansløst klister mod den dit Haar,
hvor ellers Lyset i Bølger gaar
som af en Glorie fra dig.
Fra første Gang da din Modstand brast,
fordi du hørte mit Hjerte kalde,
saa du i tøvende Terningkast
lod dine Kys mig paa Munden falde,
og til den Nat, da beslutsom kaad
du drog mig ned i din Længsels Baad
og sejled mig gennnem Fryd og Graad
højt over Stjernerne alle,
har dybt jeg elsked dig, Pige min.
og stolt dig nævnet min lille Frue,
for Tales Sølvklang og Tankes Vin,
for Ansigts Ynde og Legems Lue,
men aldrig brændte saa hedt min Hu
af Ømhed for dig som nu, som nu
da gustenbleget og grimet du
mig jager ud af din Stue.
Vor Lykkes levende Stjerne — fanget
i Løn du under dit Bælte bærer.
Med al din Kval, med din Blu og Angst
en Evighed i dit Liv du nærer.
Foruden Kampe og Nederlag
skal ingen vinde sin Sejers Dag.
O Krigerinde for Livets Sag!
usigeligt jeg dig ærer.