Ja, vi elsker dette Landet
nu som aldrig før.
Trodsigt stiger det af Vandet,
lever, mens det dør.
Just fordi det valgte modigt
Undergangens Kaar,
skal det gro og grønnes frodigt
frem i tusind Aar.
Vaabenløs du kæmped, Norge,
stod, enskønt du faldt.
Dine Hjerters Klippeborge
har holdt Stand mod alt.
Vi, der sad i dybe Dale,
baade græd og lo
ved din Tausheds høje Tale
klippefast i Tro,
Snart gør Vaarens Morgenrøde
Vintrens Nat forbi.
Se, da blomstrer op det øde,
Fossen springer fri,
Birkeløv og Flaget vajer
over genrejst Jord,
Og med Smil i Taarer nejer
Danmark for sin Bror.