Vi tror i Dag paa Danmarks skjulte Aand.
Alt det der viser sig for vore Blikk
af Eftergivenhed, det tror vi ikke,
men paa den Trods, der smiler under Baand.
Vi tror i Dag paa Danmarks skjulte Aand.
Regering, Rigsdag, Domstol, Politi,
alt det, der just i Mørket skulde lyse
men straks Iod i et Musehul sig kyse
og staar de fremmede mod Landsmænd bi,
er ikke Danmarks Aand til Stede i.
Han snorker i sit Kronborgs Lejested,
tror en. En anden ved sin Spot i Munden,
at dengang Stauning solgte Undergrunden,
gled Holger Danske tyst i Købet med:
vort Folk begærer nu kun Slavefred.
Men Holgers Venner ved, det er Bedrag.
Vi lytter og vi spejder ind i Taagen:
jo sandelig, nu er den gamle vaagen
vi sporer hist og her hans Haandelag.
Der er et Danmark, der skal gaa i Grav.
Det Danmark, der for Livet blot at bjerge,
gav hovedkulds sig hen i fremmed Værge
og lader haant om Tro og Ærens Krav,
Gud være priset, det skal gaa i Grav.
Thi saa er Loven? naa til Maalet hen
skal den, der løfter Blikket mod det fjerne
og sætter Kursen efter Himlens Stjerne.
I Sumpen, kun i Sumpen ender den,
der løber efter Mosens Lygtemænd.
Det Folk, der nu som gennem tusind Aar
har Mod at sætte Livet ind for Livet
og for sin Kærlighed sig selv har givet,
det Danmark ved vi Gudskelov bestaar,
saalænge Stjerner over Himlen gaar.