Der er et gammelt Kærnesprog,
just ikke skabt for Harer:
at mer end Livet gælder dog
necesse navigare.
Det Ord det er et Fingerkys
til alle Mænd, der staar til Søs
især i Krigens Farer.
Den Kunst paa Dansk man godt formaar.
Hvad gør de Mænd, der roligt staar,
hvor alle Søer stejler?
De sejler.
Vi ogsaa har en anden Slags
imellem os af Landsmænd.
Gaar Svind i Ting, de er der straks
som med en sjette Sans, men
de bruger Sansen lovlig grov
til deres eget Husbehov
og regnes halvt for Ransmænd.
Hvad laver de, der med et Bundt
af lange Fingre snuser rundt
om Diskene og pejler?
De negler,
Men sig mig den forvorpne Trop,
der mangler Perspektivet
og staar og løfter Haanden op,
som var en Ordre givet,
man til at afslaa er for fejg,
hvorfor man overgiver sig
for »Pengene og Livet!«
og slipper pludselig et Brøl,
der staar af Halsen som et Spøl,
fortæl mig, hvad de fejler?