Bag Bloddamps Taage, bag Mordbrands Røg,
bag vredne Jerntog, bag Dødninggrin,
bag al vor Tidsalders raa Ruin
jeg griber efter det fjerne Syn,
det fjerne Syn af den nye Jord,
hvor endelig Menneskeværdighed bor.
Der ser jeg ogsaa dig, Fædreland,
et Danmark rejsende sig fra Fald
til vaagen Klarhed over sit Kald.
Forstod omsider du Livets Lov,
beredt paa Mark og beredt paa Sø
det Land skal leve, hvis Folk kan dø!
Den strenge Lov blev nu ogsaa din.
Men hvad har, inden du kom saa vidt,
o, dyrebare, du ikke lidt!
Dog om de fletted dig Tornekrans,
ja, om de spigrede dig til Fjæl,
hvad gjorde det, blot du vandt din Sjæl?
Bag Bloddamps Taage, bag Mordbrands Røg
jeg aner Glimt af Guds nye Dag.
Der vajer ogsaa det røde Flag,
det røde Flag med det hvide Kors,
der overstreger al blodig Lyst
og lover Verden Guds Naades Trøst.
Aah, Danmark, Danmark, du milde Land,
der aldrig kendte til Hadets Brunst,
lær du Europa den nye Kunst:
— at dyrke Kærligheds store Gud
ved Ofring af Hævn og Begær og Nid,
ved broderligt Virke i Fredens Id.
Sig ikke, Landsmænd, vi er kun faa!
et lidet Land med Sandhed i Pagt
har, mere end alle de store, Magt.
Ejheller tør vi helt ene staa.
Hvad ser jeg der i den fjerne Dag?
nu blev til eet alle Korsets Flag.
Thi Islands Vidsyn og Finlands Mod
og Sverrigs Vilje og Norges Trods
husk, det er os, det er ogsaa os.
Bag Bloddamps Taage, bag Mordbrands Røg
jeg hilser dig, lægende Fred paa Jord,
jeg hilser som Fører det unge Nord.