Man siger for et muntert Ord:
to Fædrelande har man jo,
det første er ens eget,
og Frankrig Nr. 2.
Er Ordet ej det bare Lyv,
da kan som Herremænd vi le,
da er vi Danske nemlig
saa flotte at ha’ 3.
For naar vi kom fra Sletten her,
hvor alting bølged jævnt og blødt,
did op, hvor Havet rejste
sig brat og blev Granit,
og naar vi stod paa Klippegrund
og mødte Sproget fast og haardt,
fra vort saa helt forskelligt,
endskønt det dog var vort,
saa følte vi helt underligt,
vi var som paa en Drømmefærd,
paa eengang langt fra Hjemmet
og saa dog hjemme her.
Forlad mig, norske Broderfolk,
jeg siger det, jeg er saa fri,
med hvad vi Danske mangler,
det ejer netop I.
Og føler I det omvendt lidt,
da vexler Haandtryk vi paa Stand,
vi er to Folk, der ejer
hinandens Fædreland.