Ottende Scene.
(Scenen forandres til en stor, pragtfuld Sal. Idet Dækket
gaaer op, seer man Alexander, Lysander og otte Raads-
herrer paa venstre Side af Skuepladsen. Paa høire Side,
ligeoverfor Alexander staaer en gylden Lænestol for Au-
rora; bag den to Pager. Otte Riddere befinde sig paa
samme Side af Scenen, og et lignende Antal i Baggrunden.
Et Øieblik efter at Raadet er ordnet træder Aurora ind,
fulgt af Balliot. Bagefter følger Carocco, der stiller
sig øverst blandt Ridderne. Alle hilse idet Aurora gaaer
forbi).
Alexander (der gaaer Aurora imøde).
Modtag vor Hylding, naadigste Fyrstinde!
Thi jeg — af Eders høie Fader udvalgt,
Paa Grund af Slægtskab, til at exeqvere
Hans sidste Villie — jeg, Prindsesse, taler
Ei blot i mit, men her i Alles Navn.
Modtag vor Hylding! Raadets ædle Herrer
Sig bøie her med mig, og vente alle
Paa Eders fyrstelige Bud og Villie.
Aurora.
Mit Bud forstummer her. For at fornemme
Et større Budskab samledes vi Alle.
Her, ædle Hertug, føle vi vor Afmagt,
Og tause lytte vi til Gravens Røst;
Thi ei engang et Ord formaaer vor Villie
At sende dig, til Gjensvar paa dens Stemme.
Her taler Døden — Livet tier nu.
Alexander.
Nei, gjennem Eders Øie taler Livet.
Aurora.
Nei, ikke dette Sprog! — Tilsteder I,
At man vor Overeenskomst gjør bekjendt?
Alexander.
O, hvis I kjendte min Hengivenhed
Aurora.
Min høie Hertug! Siig, tilsteder I det?
Alexander.
Har jeg en anden Villie vel end Eders?
Aurora (til Balliot).
Hr. Marschal! Før man Testamentet kundgjør,
Lad Alle kjende dette Document,
Hvis Indhold denne Morgen I erfared.
(tager et Papir af sit Belte og rækker ham det).
Balliot.
Skee, som I byder! (træder frem) Ædle Herrer, Alle,
Som her er samlet! Dette Document
Forkynder, hvad jeg atter her forkynder:
At efter Hertug Alexanders og
Vor naadige Fyrstindes fælles Villie
Trolovelsen er hævet mellem begge.
Den være magtesløs, som den er død!
Lysander (for sig).
Nu gik mit Haab til Graven!
Alexander (for sig).
Hvad er nærmest,
Sorg eller Glæde? Selv jeg veed det ei!
Aurora (til første Raadsherre).
Af Eder, ædle Herre, nu vi vente,
Min Faders sidste Villie at erfare.
(hun tager Sæde).
Første Raadsherre (efter at have oprullet Testamentet).
For Alle herved proclamerer jeg
Vor hedengangne Fyrstes Testament,
Der efter Loven træder nu i Kraft. —
Saa lyder Hertug Richards Ord og Bud:
(læser.)
„Dette er vort Testament og vor sidste Villie,
I Kraft af vor fyrstelige Ret, byde Vi, Richard
Bohemund, Hertug af Provence, vor høitelskede
Datter Aurora, at nedlægge det fra Os nedarvede
fyrstelige Scepter og Diadem; ligesom Vi til samme
Tid ville have Provences Krone overdraget til den
af Os bestemte, dertil berettigede Fyrste. — Den
af Os udvalgte Fyrstes Navn og Adkomst findes
opbevaret og beviisliggjort i den af Os Selv egen-
hændig skrevne Codicil, nedlagt i vor Ministers,
Grev Robert af Anduzes Værge.“
(Alle udtrykke Forbauselse og træde nærmere sammen om
Aurora.)
Alexander.
Hvad har jeg hørt!
Lysander.
Som i et Eventyr
Gaaer Alt nu til.
Første Raadsherre.
O, naadigste Prindsesse!
Maa Eders gamle Tjener Sligt forkynde.
(Aurora reiser sig.)
Carocco (for sig).
Nu kan jeg sadle om. — Der er det ude.
Alexander.
Os Alle træffer dette Skjæbnens Slag!
Men ubegribelig og uforklarlig
For mig er Eders Faders høie Villie.
Balliot.
Fyrstinde, min Fyrstinde ...
Aurora (idet hun gjør en Bevægelse med Haanden).
Testamentet —
Balliot (bringer Testamentet).
Her, Eders Naade!
Aurora (for sig, efter at have læst det).
Ja, uigjenkaldelig
Der lyder Magtens Bud, som al min Magt
Berøver mig, og Tiden kun mig levner,
Til at begræde hvad idag jeg tabte.
Alexander (til Balliot).
Men hvor Hr. Marschal! hvor er da Grev Robert?
Han ventedes jo alt igaar til Hoffet.
Balliot.
Endnu idag jeg modtog Bud fra ham.
Aurora.
Bud fra Grev Robert? Derom veed jeg Intet.
Balliot.
Tilgiv mig Eders Naade! Ei jeg voved,
Mod Lovens Bud, ifølge Grevens Ønske,
Terminen at udsætte ...
Aurora (afbrydende).
Vel, vel min Herre! — Ædle Raadets Herrer,
Træd nærmere!
(Raadsherrerne nærme sig medens hun tager Diademet af Hovedet).
Provences Diadem,
Der smykked straalende min Faders Pande,
Og som jeg selv — saa troer jeg — bar med Ære,
I Eders Hænder giver jeg tilbage.
Lad det i Kronens Skat bevares, til
Den fordrer Kronen, hvem den er bestemt.
(Hun giver Diademet til En af Raadet hvorpaa en Deputa-
tion af 3 Raadsherrer og 3 Riddere bringer det bort.)
Jeg troer at nu min Gjeld jeg har betalt
Til hver, som havde Fordring paa mig; Skjæbnen
Har rakt mig sit Beviis og vi er qvit.
Fra dette Spil, som smerter mens det daarer,
Jeg vender nu mig bort — dog har jeg lært,
Mens Lykken i sin Flugt mig Alt berøved,
At selv det man taber kan man vinde;
Thi døer end Haabet, lever dog et Minde.
(Pause).
Tilgiv mig denne Svaghed, ædle Herrer!
Jeg har ei meer at sige — kun Farvel,
Min Tak til Alle, hvem jeg Tak er skyldig.
(Raadsherrerne trække sig tilbage paa Scenen. Aurora hilser for
at gaae, idetsamme træder en Page ind.)