Ottende Scene.
(De Dandsende rangere sig til en Menuet.)
Aurora (til Alexander).
Fornemmer I, min Hertug, ingen Lyst
Til Terpsichores Guddom her at hylde?
Alexander.
Som Tilskuer jeg i Aften hende dyrker.
Aurora.
Det Offer er for ringe.
Alexander.
Altfor stort
Det vilde være, hvis fra denne Plads
Ved Eders Side jeg mig fjerne skulde.
Lysander (afsides).
Min Hertug bliver varm midt i sin Kulde.
(Det første Par af de Dandsende nærmer sig og gjør sin
Compliment for Aurora og Alexander, som for at udbede sig deres
Tilladelse til Dandsen; hvorpaa det begiver sig tilbage til sin
forrige Plads. Under denne Handling taler Felix og Felicia.)
Felicia.
Din Haand den skjælver, Felix.
Felix.
O, min Søster!
Jeg er en Bølge kun paa Hjertets Hav,
Der hverken kjender Grændser eller Hvile.
Felicia.
Hvordan skal dette ende? Rundt er Mørke,
Hvorhen mit Øie seer blandt disse Lys.
Felix.
Ha, stille, stille! Dandsen den begynder.
Ræk mig din Haand! Og som jeg knuger din,
Saa lad dit stærke Gjensvar mig fornemme.
Felicia.
Min Broder!
Felix.
Der er Toner til min Qval!
(Idet han siger disse Ord, falder Musiken ind og Dandsen
begynder. Ridderne og Damerne udføre en Menuet; under
denne et stumt Spil paa begge Sider af Scenen. Musiken op-
hører idet de Dandsende, efterat det første Par igjen har hilset
paa Aurora og Alexander, fordele sig paa Skuepladsen.)
Aurora.
Ei sandt, min Hertug: Gratien er ei død?
Alexander.
Det veed Enhver, som har den Lykke havt,
At leve her ved Hoffet i Jer Nærhed.
Lysander (afsides).
Min Hertug bli’er alt meer og meer galant;
Snart af min fordums Frygt jeg selv maa smile.
Felicia.
Du skifter Farve, Felix. Nys saa bleg,
Og nu i Purpur dine Kinder flamme.
Til Døden er du syg — lad bort os gaae.
Felix.
Nei, Livet just jeg føler. See den Frække!
Ei tør hans Øie vore Øine møde.
(Balliot med en Rulle Papir i Haanden træder frem
midt paa Theatret, fulgt af to Pager, af hvilke den ene bærer
hans Barret, den anden hans Marschalstav.)
Lysander (afsides).
Der har vi vor Herold!
Alexander (sagte til Lysander).
Hvad skal det sige?
Hvad gaaer her for sig?
Lysander.
Spørg ei mig, o Herre.
Alt er for mig en Gaade som for Eder.
Balliot (bukker først dybt for Hertugen og vender sig derpaa
til Aurora).
Tilsteder Eders Høihed, at jeg nu,
Som det fra gammel Tid er Skik og Brug,
Proclamationen aabner med en Tale?
Aurora.
Vel, lad det skee; men kort.
Balliot.
I største Korthed.
(han træder tilbage midt paa Scenen.)
Alexander (sagte til Lysander).
Begriber du det Mindste?
Lysander.
Intet Andet,
End at en Tale, ubegribelig
Og fuld af Daarskab vi nu strax skal høre.
Balliot (bukkende til alle Sider).
Høie Prinds og Prindsesse! Ædle Riddere og
Damer! Aldrig frembød Jord og Himmel et skjønnere
og mere opløftende Skuespil, aldrig skinnede Sol,
Maane og Stjerner klarere, end naar Ægteskabets
Gud, den lille Hymen, geleidede med Faklen udøde-
lige og dødelige Personer til sit Tempel. Hvor bæ-
vede f. Ex. ikke Olympen af Fryd, da Jupiter og
Juno vexlede de gyldne Ringe, eller da Herkules og
Hebe stode for det rosenbekrandsede Alter, eller da Mars
og Venus — hm! — Dog, jeg forlader Olym-
pen, for at begive mig ned til Jorden, hvor nu en
Gudinde i menneskelig Skikkelse har besluttet, med en
af de ypperste Dødelige at nærme sig nysnævnte Hy-
mens Tempel. Fortuna vil aabne dem Døren; Flora
vil blomsterstrøe Gangene; Apollo vil staae for Mu-
siken; Amor selv vil holde Talen, og Alle vi Andre
ville som troe Undersaatter udgjøre Følget og slutte
Toget.
(bukker igjen til alle Sider og tørrer Sveden af Panden.)
Lysander (for sig).
En prægtig Tale!
Alexander (til Lysander).
Manden er jo gal!
Hvad er hans Mening?
Lysander (til Alexander).
Vanskelig det er,
At finde Mening i det Meningsløse.
Balliot (aabner Papiret).
Ædle Herrer og Damer! Provences tappre Adel
og skjønne Qvinder! I Kraft af den nylig holdte
Tale — i Kraft af foregaaende Underhandling og
gjensidig Beslutning — i Kraft endelig af Kirkens
Samtykke, som vor store, men nu fraværende Minister,
Grev Robert af Anduze, imorgen vil overbringe: pro-
clamerer jeg, Abraham Isaac de Balliot, her for samt-
lige Tilstedeværende og ikke Tilstedeværende, (med høi
Stemme.) Vor høie Herskerindes, Prindsesse Aurora
af Provences Trolovelse med Hertug Alexander af
Savoyen. (Alexander reiser sig pludselig og med ham Aurora.)
Det fyrstelige Par leve!
(han svinger med Hatten, som han tager fra Pagen.)
Alle.
Det leve! Det leve!
Alexander (sagte til Lysander.)
Forræderi er her i Spillet med!
Hvo er Forræderen?
Lysander.
O, Herre! glem
Nu Alting for Jer Ære.
Alexander.
Ha, hvad gjør jeg?
Balliot.
Riddere og Damer! Ifølge gammel skjøndt unød-
vendig Skik, spørger jeg, Abraham Isaac de Balliot,
Enhver og Alle, og Alle og Enhver: Har nogen Rid-
der eller Dame Noget at sige om eller mod denne
Trolovelse? (Taushed.) Atter gjentager jeg det samme
Spørgsmaal: Har nogen Ridder eller Dame noget
at sige om eller mod denne Trolovelse? (Taushed.) For
tredie og sidste Gang, efter Skik og Vedtægt, spørger
jeg: Har nogen Ridder eller Dame Noget at sige om
eller mod denne Trolovelse?
Felix (der længe har staaet i indvortes Kamp, træder plud-
selig frem).
Ja jeg, Hr. Marschal! Noget har at sige.
(Alle udtrykke Forbauselse. Balliot træder forskrækket til-
bage, Aurora gaaer et Skridt frem. Alexander vender sig
mod Lysander.)
Alexander.
Hvad er at gjøre? Dette bli’er det Værste.
Lysander.
Kun stille! Jeg tør vedde, han vil tie.
Aurora (til Felix).
Og hvad har du at sige? Svar mig! Men
Forglem dog ei, om hvem, og hvor du taler.
Felix.
O, min Fyrstinde!
Aurora.
Hvad har du at svare?
Felix.
Den Mand ... den Lykkelige ... han, hvem I
(holder inde.)
Aurora.
Du nøler? Tal! Hvis ei saa frygt min Vrede.
Felix.
Den Mand ... Ja han, med hvem I Alt vil dele,
Han er uværdig til sin høie Lykke!
Alexander.
Forvovne!
Aurora.
Tving, min Hertug, Eders Hjerte;
Mig skal han staae til Regnskab for sit Ord.
(til Felix.)
Dumdristig har du talt, og Intet meer
Dig frelse skal for Straffen af min Vrede,
Hvis ei et Vidnesbyrd, saa klart som Solen,
Du fører for dit Ord.
Felix (hurtig).
Det har jeg!
Aurora (heftig).
Hvilket?
Alexander.
Prindsesse! Tillad mig et Ord
Aurora.
Min Hertug,
I Øieblikket! (til Felix.) Tal, nu hurtig! Tal!
Felix.
Saa viid, at han, som nu
(seer til Felicia, og holder inde.)
Aurora.
Ha, du forstummer?
Udfyld din Mening strax! At han, som nu
Felix.
At han ... (seer igjen til Felicia.) Og dog — o min
Fyrstinde, tilgiv!
Min Læbe har ei Ord til et Beviis;
Et Hjerte vilde briste, hvis jeg talte.
Aurora.
Hvi traadte da du frem, og krænked frækt
En Andens Ære? — Svar mig!
Felix.
O, jeg maatte!
En Magt mig drev; jeg kunde intet Andet.
Aurora.
Ha Utaknemlige! Nu dig jeg kjender.
Bort, fra mit Øie bort!
Felix.
O, ædle Dame!
Alt kan jeg bære, Alt, kun ei Jer Vrede.
Meer — tusind Gange meer end Døden, er
For mig det strenge Blik af Eders Øie. —
O, had mig ei, fordi jeg her maa tie!
Hvad er jeg uden Eder? Liv og Lykke,
Alt, hvad mig Verden byder, Alt er Intet,
Hvis Eders Vrede jeg skal bære paa.
O, lad mig atter see det milde Blik,
I Glands af hvilket jeg saalænge leved!
O, lad mig Ordet høre! Kun et Ord,
Kun et forsonligt, mildt og naadigt Ord!
(han styrter paa Knæ, og berører med sin Læbe Auroras Fod.)
Aurora.
Hvis jeg tilgive skal, saa reis dig, Felix!
Felix (hævende sit Hoved).
Og er jeg bønhørt? O, lad her mig knæle!
Her, dybt i Støvet; her for Eders Fod, —
Det er den sidste Lykke, jeg begjærer.
Aurora (rækkende ham sin Haand).
Er dig mit Ønske kjært, staa op fra Jorden!
Felix (idet han griber den).
Fra Jorden, ja! Men denne Plads er Himlen;
Thi som en Seraphs Haand er denne Haand,
Og som i Døden mig dens Kraft berørte.
Den vil at jeg skal leve — nu jeg lever!
Ei tvinger jeg mit Hjerte meer! Forsvunden
Er hver en Skranke — alle Sorger flygte,
Og alle Sjælens Lænker falde af! ...
Er det et Raseri, som nu mig griber?
Er det en Harmonie fra Paradiset,
Som fylder Hjertet saa i Lyst det skjælver?
Dig elsker jeg! — Vend ei dit Hoved bort!
Drag ei din Haand tilbage milde Seraph!
Thi denne Haand bevarer jo mit Liv.
Dig elsker jeg! Forstaaer du dette Ord,
Der binder Jord og Himmel til hinanden,
Og mig til dig? — O, vend dig ikke fra mig!
Hvis tusind Liv jeg havde, bort jeg gav dem,
Kun for et Ord endnu — kun for et Blik!
Aurora.
Ha, Felix, Felix!
Felix (reiser sig pludselig og seer omkring).
Ha, hvad har jeg sagt?
Hvad har jeg gjort? Hvor er jeg? O Felicia!
Min Søster!
(begge ile i hinandens Arme.)
Felicia.
O, min Broder!
Felix.
Hjemad, hjem!
(begge hurtig bort.)