Ellevte Scene.
(Scenen forandres. Theatret viser en Skov med store Træer, gjen-
nem hvilke Fuldmaanen lyser. Balliot og Lysander kom-
me gaaende ind fra Baggrunden.)
Balliot.
Her Stedet er; her vil os Jagten træffe,
Ved dette høie Træ.
Lysander.
Saa dette Træ
Er Jagtens Samlingsplads? Nu, ved Diana!
Et bedre Sted man aldrig kunde vælge.
Balliot.
Ei sandt, jeg paa det Bedste Alt har ordnet?
Paa Skoven, Kilderne, paa Maaneskinnet
Og Vestenvinden har jeg lagt Beslag,
At Festen tækkes maa det høie Herskab.
O, tro mig, Hr. Lysander! ingen let Sag
Det er, at være Marschal her ved Hoffet.
Lysander.
Nei, jeg begriber det: Naar Jord og Himmel,
Og Alt, hvad mellem Jord og Himmel er,
Man arrangere skal til Hoffets Fester,
Da har en Marschal vist sin fulde Hyre.
Sæt, vi fik Torden nu —
Balliot.
Tal ei derom!
I tvende Nætter har jeg ikke sovet
Af Frygt ved Tanken: Sæt, vi Torden fik;
Men nu — nu er jeg rolig.
Lysander.
Seer I Skyen
Tilhøire over Skoven hist?
Balliot.
Ved Himlen!
Jeg synes selv jeg seer en Sky; men lille,
Ei sandt, den er kun ganske lille?
Lysander.
Nei!
Mig forekommer den just ei saa lille.
Den bliver mørkere og mørkere.
Balliot.
Jeg Ulyksalige! Hvad skal jeg gjøre?
Giv mig et Raad! O, Hr. Lysander, siig,
Hvis I var mig, hvad gjorde I ved Skyen?
Lysander.
Jeg lod den regne.
Balliot.
Regne! Faae vi Regn,
Og bli’er Fyrstinden vaad og Festen plettet,
Saa kan man mig begrave med det samme.
Lysander (leende).
Slaa Jer tiltaals; thi Skyen alt er borte.
Balliot (seer op.)
Ja borte Skyen er — den har fordeelt sig —
Jeg seer den ikke meer — min Ven! min Trøster!
(Trykker Lysanders Haand.)
Lysander.
Men det er sandt, Hr. Marschal! een Ting ønsked
Jeg Underretning om.
Balliot.
Og det er?
Lysander.
O,
Jeg vilde vide kun, om nu Fyrstinden
Har hørt sit Raad og taget sin Beslutning,
Og Dagen til Trolovelsen bestemt?
Balliot.
Ja, til imorgen Dagen er bestemt,
Og for at ende Sagen nu kun mangler,
At Hertug Alexander ligeledes
Gi’er sin Consens til Dagen og til Timen.
Endnu i Aften møder jeg hos ham,
For hans Beslutning derom at erfare.
Lysander (afsides).
Det træffer sig jo prægtig! Nu, min Hertug,
Gaa kun paa Eventyr; jeg løser Knuden.
(Til Balliot.)
Hvad der I siger, er mig kjært at høre;
Men for at spare Eders Gang, saa viid,
At Hertug Alexander gav mig Ordre
Til Jer at melde, at Fyrstindens Villie
Med Hensyn til Trolovelsen er hans.
Og nu, da jeg Fyrstindens Villie kjender
Igiennem Eders Mund, skal Dag og Time
Endnu i Aften jeg min Hertug melde.
Balliot.
Nu, hvis jeg derpaa stole tør —
Lysander.
Fuldkommen!
Balliot.
Imorgen ved den store Fest er Timen.
Lysander (repeterende).
Imorgen ved den store Fest er Timen.
Balliot.
Glem det nu ei!
Lysander.
Før glemte jeg mig selv.
Balliot.
Husk det nu vel!
Lysander.
Mit Hoved er et Skrin
Hvor det forvaret ligger; (afsides) ja, saa vel,
At ingen Sjæl af mig det skal erfare.
Balliot.
Der har vi Hr. Carocco! Hvor han iler —
Lysander.
Ja, som paa Kjærlighedens Vinger ...