Frederik Paludan-Müller (1809–76)

Her er jo Ingen. Der staaer Lampen — der lig-

ger Guitaren — der ligge Noder — men hun selv?

Vindue og forkøler sig. Felicia! — Felicia! —

Hr. Billo!

Men, kjæreste Frøken, hvad er dog dette! Staaer

I ikke der med bar Hals i Vinduet? Tænker I ikke mere

paa at bevare den kosteligste Skat, Naturen har skjænket

Jer, Eders fortræffelige Syngestemme?

O, min Stemme ta’er ei Skade.

Saa deilig Aft’nen er; see selv, hvor stille

Hvor ubevægeligt er hvert et Blad —

Kom hid til Vinduet og tag min Plads.

Jeg skulde uden Hovedbedækning staae i det aabne

Vindue? Nei, min Frøken, dertil er jeg for gammel

og for klog. For Alting luk Vinduet, det er min første

Bøn. Trækvind og vaade Lagener er efter min Mening

det Usundeste i denne Verden, skjøndt en gammel Philo-

soph vil paastaae, at der er Intet, der hærder et

Menneske mere. Derfor, luk! Luk endelig Vinduet!

for faaer jeg ingen Ro.

Nu vel! — Hvad er Jert Ærinde Hr. Billo?

Ih, hvad andet, end at give Jer en Time Lec-

tion i Sang. I disse Dage er her jo saadan en Uro

og Forstyrrelse, at man maa gribe ethvert ledigt Øie-

blik til at uddanne sine egne og Andres Talenter. Nu

træffer det sig jo ypperligt: Alle ere borte; I er hiemme,

og jeg er hiemme, og vi ere begge hiemme. Derfor,

her er Jer Guitar, mit Barn; lad os begynde!

I Aften har jeg ingen Lyst at synge.

Ingen Lyst? Fy, det maa Felicia ikke sige! Da

Himlen har skjænket Jer et af sine høieste Goder, en

ypperlig Stemme — jeg mener Bryststemme; thi Gane-

stemmer har vi nok af — saa er det Jer første Pligt,

Dag og Nat at cultivere den.

I vil dog ei, jeg synge skal om Natten?

Kunde I det, var det ikke afveien. Kunde I

sove og synge paa eengang, — især hvis I kunde

synge Scala — vilde I have uendelig Gavn deraf.

I spøger.

Paa ingen Maade mit Barn! Paa ingen Maade.

Først Øvelsen; det er det Vigtigste. Dernæst kommer

Foredraget og Udtrykket; dertil er nu et dybt, poetisk

Gemyt absolut nødvendigt, for ellers bliver den ædle

Sangkonst kun til Klingklang. Og endelig har man

endnu at observere adskillige andre Ting, for at komme

Naturen til Hjelp; f. Ex. aldrig at spise Nødder,

aldrig at staae i aabent Vindue med bar Hals, hver

Dag at smøre Struben med en Æggeblomme o.s.v.

o.s.v. Men til Sagen! Lad os begynde (rører Stren-

gene) la, la, la, la, la, la!

Føi Jer, Hr. Billo, efter mig idag.

Jeg veed ei selv hvordan det er, men aldrig

Jeg sporede saaliden Lyst som nu.

I Haven vil jeg ned, og lytte til

Den ømme Fuglesang, hvis søde Toner

Til Hjertet gaae, som var det Mindets Stemme?

Aa, nu begriber jeg Alt! Nu veed jeg, hvorfor

I gaaer med Violer i Haaret. I er romantisk, I er

sentimental stemt; I vil ned i Haven, og sværme og

sukke med Nattergalen. I skulde dog vel aldrig have

samme Sygdom som Hr. Felix? Naa, det maa jeg

sige ...

Hvordan, som Felix? Hvad, er Felix syg?

O, svar mig, er min Broder ...

Forelsket, ja! forelsket og forrykt paa eengang;

Og hvis I ikke strax tilstaaer, hvem I er forelsket i,

saa ...

Jeg?

Ja, I! — Tys, det banker!

Hvem kan det være?

Ja, derom maa jeg spørge Jer. Nu igjen ...

Jeg faaer vel lukke op, skjøndt Konsten lider et Tab

derved.