Her i Gravens Hule,
Dybt i Jordens Bryst,
Vi med Taarer skjule
Alle Hjerters Lyst.
Chor.
Vi med Taarer skjule
Alle Hjerters Lyst.
Rene, stærke Villie,
Fromme, milde Hu,
Fine, hvide Lilie,
Knækket ligger du!
Chor.
Fine, hvide Lilie,
Knækket ligger du!
Intet Blik os qvæger
Nu i Sorgens Stund;
Ingen Røst bevæger
Meer din blege Mund.
Chor.
Ingen Røst bevæger
Meer din blege Mund.
Paa de hvide Kinder
Haabets Rose døer.
Haaret mørkt sig vinder
Lig et Sørgeslør.
Chor.
Haaret mørkt sig vinder
Lig et Sørgeslør.
Hænderne sig folde
Paa den unge Barm;
Barmen, ak, den kolde,
Svulmer aldrig varm.
Chor.
Barmen, ak, den kolde,
Svulmer aldrig varm.
Alt er lagt til Hvile:
Glædens Melodie,
Sorgens Suk og Pile
Flyve dig forbi.
Chor.
Sorgens Suk og Pile
Flyve dig forbi.
Sov da sødt i Haven!
Dødens Timer tæl!
Stig saa let af Graven! —
Elskede, Farvel!
Chor.
Stig saa let af Graven!
Elskede, Farvel!
