Skal aldrig mere dig jeg see
Paa denne skjønne Jord?
Skal aldrig meer jeg Trøst og Vee
Mig hente af dit Ord?
Skal aldrig, som naar from og mild
Din Stemme yndig klang,
Ak aldrig meer jeg lytte til
Din Læbes søde Sang?
Du Sjæl i Alt hvad Øiet saae!
Mod hvem jeg stræbte hen,
Ei for din Herlighed at naae,
Kun for at elske den;
Kun for at elske, skjøndt med Lyst
Saa dog med evigt Savn,
Den Skat, jeg bærer i mit Bryst:
Dit Minde og dit Navn.
Men hvor jeg gik og hvor jeg stod,
Dit Billed fulgte mig:
Af Havets blanke Bølgeflod
Det yndigt hæved sig;
Det funkled fra den dunkle Nat
I gyldne Stjerners Krands,
Det vandred gjennem Skov og Krat
Hos mig i Maanens Glands.
Da gav saa sødelig det Svar
Naar jeg det talte til,
Da lyste klart dets Øiepar
Med overjordisk Ild,
Da bølged Haarets rige Flod
Omkring den hvide Kind,
Da vandred let den lette Fod
Med Aanders sagte Trin.
Tidt drog jeg da den fine Haand
Med Skjælven til min Mund,
Og hvisked med bevæget Aand:
Er du et Billed kun?
Er du kun hende som hun boer
I Mindet, som jeg fik?
Var da ei hendes disse Ord
Og disse milde Blik?
O Liv i Drømme, fuldt og let,
Som saa jeg levet har!
O Liv! som tidt jeg har begrædt,
Fordi kun Drøm du var.
O fagre Billed! Mild du seer
Paa mig foruden Ord;
Skal vi da aldrig mødes meer
Paa denne skjønne Jord?
