Fængsles atter nu min Vinge
Da jeg meest den troede fri?
Drages atter jeg tilbage
Til det gamle Sværmeri?
Ak, med Kjærlighedens Roser,
Som i Hjertet finde Ly:
Deres Duft og deres Torne
Sig forynge og fornye.
Ja, det Svundne vaagner atter!
Vaaren lig der bryder frem,
Spire hundredtusind Blomster
Atter i det øde Hjem.
Atter Hjertets gyldne Harpe
Er med friske Strenge stemt,
Og tilbage komme Toner,
Som forlængst jeg troede glemt.
Var det disse dunkle Lokker,
Som mig trylled over Alt?
Denne friske ForaarsSkabning,
Denne yndige Gestalt;
Dette Liv, hvis milde Varme
Sig med rene Farver brød
I det brune Øies Straaler,
I de varme Kinders Glød?
Fængsled mig hiint Præg af Tungsind,
Som det hulde Aasyn fik,
Dette Slør af Nat, som dækker
Lyset tidt i hendes Blik,
Dette Sind, som uharmonisk,
Dog har reent sig aabenbart
Gjennem Lunets Smiil og Taarer
Saa fortryllende og klart?
Ak jeg veed ei! Eet jeg føler,
At den lange Fred er endt;
At med alle sine Pile
Guden er tilbage vendt.
Amor! Løs mig af din Lænke,
Slyng den Skjønne fast deri,
At hun dele maa min Længsel,
Eller ganske mig befri!