Høit i den rigtforgyldte Sal
De tændte Kroner hang,
Mens fra den buede Portal
Musikens Toner klang;
Men ingen Røst sig høre lod,
Der kaldte op til Dands,
Kun tause Marmorstøtter stod
I Salens stille Glands.
Da træder Grev Oginsky ind,
En rank og høi Gestalt:
Fra Panden ned om Hals og Kind
Hans mørke Lokker faldt.
Imod Orchestret frem han gik,
Og mens han Taushed bød,
Han drog af Barmen en Musik,
Og saa hans Tale lød:
Tag denne Dands, og klinge lad
Dens Toner stærkt og frit,
Naar ved min Haand i Dandsens Rad
Vor Dronning svæver blidt;
Først lad den stige som en Strøm,
Der bruser stolt og fri,
Saa lad den hendøe som en Drøm,
Der snarlig er forbi.
Han vender sig — og op med Larm
Nu alle Døre sprang;
For Herrer, Damer, Arm i Arm,
Blev hver en Indgang trang.
Lig tusind Stjerner straalte brat
Hvad skjønnest var og bedst:
Det hele Hof er denne Nat
Hos Grev Oginsky Gjæst.
Men af den gamle Konge ført
Den unge Dronning gik,
Lig Blomsten af en Storm berørt,
Med dybt nedsænket Blik.
Ret som et Speil af hendes Sind,
Der ingen Hvile fandt,
Var hendes liliehvide Kind,
Hvis Rose kom og svandt.
Imøde Grev Oginsky gaaer
Det kongelige Par,
Og ved hans Ord Fyrstinden slaaer
Sit Øie op til Svar.
Hvad laae der ei i dette Sprog,
Der uden Toner lød!
Det var det hele Hjerte, og
Et Billed af dets Nød.
Dog stille! Fra Orchestret ned
Fanfaren lød igjen,
Og til det fløielsbeklædte Sted
Nu Kongen føres hen.
Men da saa Ballet ordnet staaer,
I sneehvidt Klædebon
Til Dands den unge Dronning gaaer
Ved Grev Oginskys Haand.
Og hvert et Øie fulgte dem
Da kongelig og frit,
Som Dandsen bød, de vandred frem
Saa langsomt Skridt for Skridt.
Hun ligned Dagen, lys og mild,
Hvis Straale lever kort;
Hans Øie var som Stjernens Ild,
Hans Dragt som Natten sort.
Og mens hans sorgbetyngte Aand
I Blik og Miner laae,
Han rører let Fyrstindens Haand,
Og Læben taler saa:
O Dronning! Lyt til denne Klang
Saa klagende og øm,
Et Echo af mit Hjertes Sang
Er disse Toners Strøm.
Thi Dandsen, som os bærer nu,
Hvis Røst og Melodie
Er skjælvende som jeg og du,
Min Smerte hviler i.
Den digted jeg, da Haabet bort
Sig sneg af dette Bryst,
Som en forsvindende Accord
Af Livet og dets Lyst.
Men intet Ord igjen til Svar
Fyrstindens Læbe gav,
Kun Barmen høit sin Uro bar
Lig et bevæget Hav;
Og Øiet, bag hvis lyse Flor
Nys Veemod laae i Skjul,
Sank sky og pludselig til Jord,
Just som en ængstet Fugl.
Hiin Tid sig atter folded ud,
Der aldrig var forglemt,
Hiin Tid, da til Oginskys Brud
I Løn hun var bestemt;
Hiin Tid, der Rød i Hjertet slog,
Da begge halvt var Børn,
Før paa sin Vinge hende tog
Den kongelige Ørn.
Men Dandsens Strøm med større Hast
Dem begge frem nu bar,
Saa skjult for Alles Øiekast
I Hoffets Sværm de var.
Og mere høit i begges Bryst
Sin Fakkel Guden svang,
Og mere stærk Oginskys Røst
For Dronning-Øret klang:
O, hører du vel Tonen hist,
Der hilser nu dig øm?
Den er mit Afskedsord — tilsidst
En Gjenlyd af min Drøm.
Jeg drømmer end — og lad endnu
Mig denne korte Lyst!
Men er jeg vaagnet, drømme du
Det Samme til din Trøst.
Saa svæved begge hen i Dands
Af Ballets Sværm i Ly,
Og over begge, lig en Krands,
Hang Sorgens sorte Sky.
Rundtom, hvor Glæden blussed varm,
De muntre Stemmer lød,
Men som en Piil i Grevens Barm
Sad alt den mørke Død.
For sidste Gang nu taler han,
Thi snart er Dandsen endt:
O Lys! som end jeg skue kan,
Hvi har du bort dig vendt?
O Blik! hvori mit Liv nu boer,
Hvi sænker du dig ned?
Som fandt du i den dybe Jord
Et Hjem for Kjærlighed.
Lad end til Afsked før min Død
Mig høre denne Røst!
Midt i mit Hjertes bittre Nød
Giv mig den største Trøst!
Siig, at naar skilt er jeg og du,
Vort Haab dog ei er deelt;
At du bevarer da endnu
For mig dit Hjerte heelt.
Ved disse Ord Fyrstinden slog
Sit Øie op til hans,
Og ingen Sky af Tvivl forjog
Dets underfulde Glands;
Kun Taaren styrted fuld og blød
Sig over Kinden varm,
Og fangedes af Rosens Skjød,
Der sad ved hendes Barm.
Men intet Ord hun talte dog;
Men dog Oginskys Aand
Fortolked let det stumme Sprog,
Og med en dristig Haand
Han løsrev Blomsten, dugget nu
Af Taaren reen og skjær,
Idet han sukked: Ogsaa du
Var hendes Hjerte nær!
Saa iilte han af Salen ud,
Og bleg som Døden sank
Fyrstinden ned — da lød et Skud,
Til Døren styrted Alt.
Død, med det gjennemskudte Bryst,
Med Blomsten trykket mod
Sin blege Læbe som en Trøst,
Laae Greven i sit Blod.