Hvor blev den Blomst, som fyldte
Din Sands med liflig Duft?
Hvor Straalen, som forgyldte
Den sommervarme Luft?
Hvor er vel Lundens Kroner
Og Skovens Bladehang,
Med hine tusind Toner
Af Fuglechorets Sang?
Og Dyrets Liv, der dækkes
Som af en dunkel Sky,
Skal ei til Lys det vækkes
Og leve op paany?
Den Hund, som trofast døde
Af Sorg paa Herrens Grav,
Skal aldrig ham den møde,
Til hvem den hen sig gav?
O, kast dit Blik tilbage,
Og see hvad selv du var:
Hvor er de svundne Dage,
Med hver en Blomst de bar?
Hvor er vel Haabets Kjerte
Og Kjærlighedens Krands?
Hvor er dit unge Hjerte
Og hvor dit Øies Glands?
Eengang maa Alt erfares
Og leves om igjen,
Etsteds maa dog bevares
Hvad Tiden tæred hen;
Ei blot hvert Glimt vi skue
Af Aandens indre Lyn,
Men hver en jordisk Lue
Og hvert et jordisk Syn.
Da skal til Eet vi samle,
Hvad stykkeviis gik tabt;
Da vaagner alt det Gamle
Og staaer forynget skabt:
Den Røst, som Alt forsøder,
Det Blik, som her os bandt,
Os hisset ogsaa møder,
Endskjøndt det her forsvandt.
Den Trøst er dog den sidste!
Den Tro bestaaer tilsidst:
Hvad her jeg maatte miste,
Jeg møder eengang hist.
Til Undergang ei skabtes
Endog det mindste Frø;
Nei, intet Liv det tabtes,
Skjøndt hvert et Liv maa doe.