12. Danmarks Maal
Som: Snart er Natten svunden
Som: Snart er Natten svunden
Brat af Slaget rammet
kastet haardt til Jord
ligger, brudt og lammet,
du, vor gamle Moder.
Har du anden Tanke
nu end „lid og taal“,
saa forkynd, o Danmark,
mig dit Fremtids-Maal.
Søn! elendig, ussel,
Hjærtet fuldt af Nag,
tænker jeg med Blusel
paa mit Nederlag;
men trods Ve og Vaande,
trods hver bitter Skaal,
holder fast i Haabet
jeg mit Fremtids-Maal.
Faar ved Fredens Frugter
først mit Saar jeg lægt,
snart jeg mig optugter
da en Helteslægt:
Ynglinger i Plade,
Drenge klædt i Staal,
Mænd med faste Hjærter,
det er Danmarks Maal.
Dernæst jeg opdrager
mig en Pigeflok,
som ej Hjemmet vrager,
som i lidt har nok.
Ingen Døgnets Flanér,
rendt fra Bog og Naal,
fromme, stærke Kvinder,
det er Danmarks Maal.
Saa min Hu mon stande
til en Ven, en kjæk,
som med mig vil blande
Blod og ikke Blæk;
som ej troløs svigter,
høres Fjendeskraal:
trofast Broderforbund,
det er Danmarks Maal.
Kroner Lykken Enden,
har jeg først de tre:
Drengen, Pigen, Vennen,
svinder al min Ve.
Da til Lurens Toner
blusser Bavn og Baal:
Slesvigs Land gjenvundet,
det er Kampens Maal!