1) Fragmenta Burana, herausg. von Wilh. Meyer. Berlin 1901, s. 145 ff.
2) Smukt oversat af Fledelius i tidsskriftet „Taarnet“.
3) Se særlig om den hell. Nicholaus af Myra Du Méril: Poésies 1843, p. 185. W. a. H.: R. A. II, p. 199—208.
4) Du Méril: Poésies 1843, p. 200: Vision d’Ansellus Scholasticus.
5) Du Méril, anf. værk, p. 217.
6) W.: Mapes, p. 95 ff.
7) Du Méril: Poésies 1847, p. 239.
8) Du Meril, anf. værk, p. 255. Fire andre korstogssange findes i C.B. p. 25 ff. Nr. 23, str. 1—3 er en ganske smuk opfordring til at befri det hellige land fra de vantro; men str. 4—5, der ironisk angriber pengebegærlighed og gejstlighedens forfald, passer ikke ret til det foregaaende. Nr. 24 og 25 opfordrer til at tage korset, for at man kan blive befriet for sine synder; thi de korsmærkede vil være trygge paa dommens frygtelige dag. Nr. 26 skildrer med rædsel Saladins og de vantros sejre over de kristne, men synes at være skrevet inden Jerusalems fald i oktober 1187.
9) Du Méril, anf. værk, p. 260 ff.
10) Gertz: Latinske Forfattere fra Middelalderen, s. 109.
11) Udmærket skildret af Valdemar Vedel: Bag Klostermure, 1912.
12) Vedel, anf. værk, s. 8.
13) Vedel, anf. værk, s. 61 f. Paa Brødremenighedens kirkegaard i Christiansfeld findes denne klosterlige afspærring mellem kønnene selv efter døden endnu gennemført(!).
14) Vedel, anf. værk, s. 121.
15) Vedel, anf. værk, s. 125.
16) Vedel, anf. værk, s. 289.
17) Mone: Lateinische Hymnen des Mittelalters, nr. 126. Af samme art, men mere fjantede er Zinzendorfs forelskede vers til Jesu sidesaar; se Lehmann: Mystik i Hedenskab og Kristendom, s. 248.
18) F. A. Specht: Geschichte des Unterrichtswesens in Deutschland, s. 150—164.
19) W.: Mapes, p. 216.
20) W. a. H.: R.A. I, p. 168.
21) W.: S.P. II, p.57—62.
22) W.: S.P. II, p. 186—190.
23) Uden omsvøb lyder den fromme forfatters perverse raahed saaledes: Viscera si pateant, pateant et cætera carnis, | Cernes quas sordes contegat alba cutis. | Si fimum vilem præfulgens purpura velet, | Ecquis ob hoc fimum vel male sanus amet? — Hos fromme Buddhister er lignende gemenheder ikke helt sjældne.
24) W.: S.P. II, p. 232: Serlonis monachi poemata.
25) Policraticus, lib. VIII, cap6.
26) Specht, anf. værk, s. 150 ff. og 255 ff.
27) Du Méril: Poésies 1847, p. 189 ff. Vising: Den provensalska trubadurdiktningen, s. 23 ff.
28) Udgivne af Jaffé i Haupts Zeitschrift fur deutsches Alterthum. XIV, Berlin 1869, s. 449—495.
29) Se Ehrismann i Zeitschrift fur deutsche Philologie XXXVI, 1904, s. 396—408.
30) Giesebrecht i Wiener Sitzungsber. III, 1873, s. 685 ff.
31) Johan Vising: Den provensalska trubadurdiktningen. Gøteborg 1904, en fortrinlig lille bog.
32) Fr. Moth: Abailard og Heloise; deres livshistorie og brevvexling. København 1905.
33) Dette hævdes (vist med fuld ret) af Giesebrecht: Die Vaganten etc., s 22 f.
34) Giesebrecht, anf. værk, s. 22 f. og andre.
35) Ehrismann, 1. c.
36) Fr. Moth: Abailard og Heloise, s. 79.
37) Giesebrecht: Die Vaganten, s. 18 f.
38) Giesebrecht, anf. værk, s. 24 f.
39) Fr. Moth, anf. værk, s. 54.
40) W.: S.P. I, p. 63 f.
41) W.: E.M. p. 79 ff. Sml. note 159.
42) W.: S.P. I, p. 275 ff. Digtet er i sig selv svært, og Wright er en rædsom udgiver; han synes ofte ganske ubekymret om meningen. Hans interpunktion er komplet sindsforvirret, og texten vrimler af umuligheder. Vil man læse hans texter, maa man rette dem med det samme.
43) W.: A. L., p. 39 f.
44) Skildringen af universitetslivet beror dels paa egne studier, dels paa Giesebrecht: Die Vaganten og Kaufmann: Gescli. der deutschen Universiteten. I (Stuttgart 1888). Allerede ved aar 1154 fortæller Walter Map (De nugis curialium, p. 217) om et voldsomt slagsmaal, i hvilket borgerne overdængede klerikerne med næve- og knippelslag.
45) Navnet paaAristoteles’tilhængere, dadenne filosofmeddelte sin lære, idet han vandrede frem og tilbage; ordret altsaa „en vandrende filosof.
46) Policraticus, VII, cap. 12.
47) Hubatsch, s. 15 f. Giesebrecht: Die Vaganten, s. 29 f.
48) J. Grimm: Gedichte des mittelalters auf konig Friedrich den Staufer (i Abhandl. der Konigl. Akad. der Wiss. zu Berlin 1843). I Carm. Bur. findes kun 10. digt (Confessio), men forøget med 5 strofer, der mangler i Briisselerhdskr.
49) Hubatsch, s. 86 ff.
50) Saaledes Giesebrecht, der identificerer ham med Valther af Lille (Die ’Vaganten, s. 370 ff.), og Schreiber (Die Vaganten-Strophe, 1894, s. 35 ff.), der er tilbøjelig til det samme.
51) W. Meyer: Fragmenta Burana flere steder.
52) 3. digt, v. 14: et transmontanos, vir transmontane, juva nos.
53) 4. digt, str. 21.
54) Str. 17—20 er = C.B., p. 74, str. 2—4 og 1. De er rimeligvis stjaalne af en anden vagant.
55) Dette kan sluttes af nogle antydninger i 2. digt, v. 26 ff. og 88.
56) Se 2. digt, v. 25 og 77 ff.
57) Hubatsch, s. 88.
58) Se f. ex. en smuk lille festsang C.B. nr. 191: Værten lovprises; men de gerrige hyklere dømmes til Helvedes afgrund.
59) W: A.L., p. 100: De mimo jam sene, ut resipiscat. „Mimus" er ellers ensbetydende med „histrio, joculator" o* Spillemand; men manden gør ganske indtryk af at have været en vagant. For resten udslettedes forskellen mellem vaganter og spillemænd efterhaanden mere og mere; deres levevis var næppe meget forskellig.
60) Budinger: Ober einige Reste der Vagantenpoesie in Osterreich (Wiener Sitzungsber. 13. Bd. 1854, s. 314 ff.). Det meddelte er brudstykker af et digt, som jeg ikke har adgang til.
61) Mittitur in disco mihi piscis ab archiepiscoPo; non inclino, quia missio fit sine vino.
62) De fire vers findes ogsaa i C.B. nr. 173a, str. 1 og 2. „Naar de lyver" o: naar de er blandede (pharisæa); men „nisi quando" i v. 3 giver ingen mening og maa være korrupt. «
63) Hoc vas argenti tria confert dona bibenti: Lætitiam menti, decus aulæ, pignus egenti.
64) Cronica fratris Salimbene Parmensis. Parmæ 1857, p. 41 ff. At digteren gøres til en Kolner, skyldes naturligvis hans forhold til Reinald, skønt Salimbene ikke nævner ærkebispens navn.
65) Haupts Zeitschr. V, 1845, s. 293 ff.: Captivata largitas.
66) Quondam diffusissimum verbum „do, das, dedi“ Nunc est angustissimum plus quam possit credi. Fuerunt antiquitus presules dativi; Omnes pene penitus nunc sunt ablativi. Sml. C.B. p. 38, nr. 57,3: Multum håbet oneris „do, das, dedi, dare“ og Archipoetas 6. digt, sidste linie. Den meget yndede leg med de grammatiske kasus findes bl. a. ogsaa C.B. nr. 19,e (se s. 177).
67) W.: Mapes, p. 151 f.
68) W.: Mapes, p. 152 ff.
69) W.: A. L. p. 38 f.
70) Ergo manu dapsili fulgurans, Fulmare, Ne permittas peditem me repatriare; Magnus eris, si me bipedem scis quadrupedare.
71) Han kalder sig str. 14 „Galtherus subprior“. Om denne forhutlede fyr virkelig er identisk med Valther af Lille, som Schreiber (Die Vaganten-Strophe, s. 53 ff.) mener, er dog vist mere end tvivlsomt.
72) I W.: A.L. p. 39 f. er et af Valther af Lille’s digte (findes hos W.: Mapes, p. 57 f. under titlen: Goliæ quærela ad papam) blevet forsynet med et kraftigt invektiv mod „leccatores“. I samme værk p. 40 ff. beviser en vagant (i digtet: On the pastoral staff) med megen theologisk lærdom og allegoriske skrifttydninger, at gavmildhed fremfor alle sømmer sig for biskopperne; men den maa ikke vises mod „leccatores“. I samme værk p. 43 f. indeholder et satirisk digt mod gejstligheden nogle maaske indskudte, dels franske, dels latinske strofer, i hvilke en biskop roses og opfordres til gavmildhed, men advares mod de lastefulde, til den evige ild hjemfaldne „leccatores“.
73) Ogsaa omtalt i Archipoetas 2. digt.
74) Vising, anf. værk, s. 29 f. Giesebrecht: Die Vaganten, s. 19 f. En fortrinlig skildring giver Nyrop: Den oldfranske Heltedigtning, s. 292 ff.
75) Quodque magis mirere, nec tune eiciuntur, quando tumultuantes inferius crebro sonitu aérem fædant et turpiter inclusum turpius produnt.
76) W. a. H.: R.A. II, p. 208 ff.
77) Hubatsch, s. 78 ff. gør rede for forholdet mellem begge redaktioner.
78) reo Bacho omnepotanti. Min formodning, at „letificare er en parodi for „letificare“ er naturligvis ikke helt sikker; det er muligt, at der overalt skal læses „letificare“.
79) cum gemitu tuo f.: cum spiritu tuo.
80) Reo gratias! f : Deo gratias!
81) Primas autem, qui dicitur Vilfssimus.
82) W. a. H.: R.A. II, p. 58. I Oxford findes endnu en Walton-street.
83) Ogsaa dette digt har enkelte franske ord: avoy, avoy, alez avanz!
84) Stykket findes hos Giesebrecht: Die Vaganten, s. 35 f. Surianus er if. ham et paataget navn. Saaledes kaldte man i det hellige land en karl, der udførte lave tjenester. Dette fingerede navn minder altsaa om „primas, qui dicitur Vilissimus“ C.B. p. 250.
85) En mærkelig kronologisk fejl, bemærker Giesebrecht, da han for længst var død.
86) Giesebrecht: Die Vaganten, s. 33 f. Hubatsch, s. 94 ff. Budinger, anf. afhandling (note 60).
87) Giesebrecht: Die Vaganten, s. 37 f.
88) Hubatsch, s. 96 ff.
89) Se nærmere Fr. Moth: Præste- og munkefjendske humanistdigte, s. 22 f. (Studier for Sprog- og Oldtidsforskning, nr. 38).
90) Palm: Lateinische Lieder und Gedichte aus schlesischen KlosterBibliotheken, s. 86, nr. VII (i: Abhandl. der Schles. Gesellsch. fur vaterl. Cultur. Philos. histor. Abtheil 1862. Heft II).
91) Feifalik: Studien zur Gesch. der altbohmischen Litteratur, s. 174, nr. XV og s. 176, nr. XIX (Wiener Sitzungsber., 36. Bd. 1861). — Det er str. 11 og 12 af Archipoetas Confessio, der genfindes her, to strofer, der har gjort uhyre lykke og besiddet en overordentlig livskraft. De findes indsatte i en anden berømt drikkevise, der synes at være blevet sunget i aarhundreder; se Du Méril: Poésies 1847, nr. 266 f. og „Carmina Clericorum. Studentenlieder des Mittelalters". Heilbronn 1876, s. 29 f. De gaar igen i en ypperlig fransk drikkevise fra det 17. aarh., der er oversat af Thøger Reenberg i hans bekendte digt: „I et Viinhuus skal jeg sige mit Farvel og sættes ned". Se herom Kr. Nyrop i Dania, 4. Bd. 1897, s. 43 ff. (I den latinske drikkevise, som han aftrykker, bør følgende rettes: Str. 1,2: Et, læs Sit; str. 2,s: Cruciantur, 1. Crucientur; str. 3,2: vissia, 1. viscera; str. 4,2: duplicet, 1. displicet). Confessio, str. 11 13, 16—19 ligger fremdeles til grund for Burgers digt: Ich will einst, bei Ja und Nein! Vor den Zapfen sterben. — Et andet overordentlig yndet motiv var „Ordstriden mellem vandet og vinen", der foreligger i to, helt forskellige bearbejdelser. Den ene findes ufuldstændig i C.B. nr. 173, fuldstændig hos Du Méril: Poésies 1854, p. 303 ff. og tillægges af Meyer med nogen sandsynlighed Archipoeta. Den anden bearbejdelse findes hos Wright: Mapes, p. 87 ff. og i en noget afvigende form i Zeitschr. fur vergleich, Litteraturgesch. 1897, s. 123 ff. Om dette motivs store udbredelse se sammesteds og hos Hubatsch, s. 24 ff. — En særdeles smuk, meget udbredt og yndet drikkevise, oprindelig en omdannelse af en Mariahymne, er „Ave, color vini clari", der er udgivet af Wright: E.M. p. 120 og i to andre versioner af Du Méril: Poésies 1847, p. 204 ff. — Som særlig vellykkede drikkeviser fortjener desuden at nævnes: C.B. nr. 178 (Bacchus prises som glædens giver og som den, der stemmer kvinderne til elskov), men str. 2—4 maa udskilles som en særlig lille sang (se „Gaudeamus", p. 22 ff.); fremdeles C.B. nr. 178a og navnlig nr. 179, en kvik og kaad, helt „studentikos", rimi. tysk drikkevise (Væk med den, der ikke gider drikke! Drik, til du ikke kan staa ret, og tungen slaar klik! At tømme bægeret i ét væk er det højeste gode. Thetis og Bacchus bør ikke blandes).
92) Kaufmann: Gesch. der deutschen Universiteten, I, s. 41 ff.
93) Vitalis Blesensis Geta hos W.: E.M. p. 79 ff. v. 163 ff. Geta (se ovenfor s. 28) taler: Sed pretium pænæ miranda sophismata porto, Jamque probare scio, quod sit asellus homo. Dum michi me reddent patinæ, focus, uncta popina, Hos asinos, illos esse probabo boves; Sum logicus, faciam quævis animalia cunctos; Birria, qui nimis est lentus, asellus erit. W.: Mapes, p. 251 ff., v. 49: Præsten siger til logikeren: Sermo vester canis est, asinus vel leo.
94) W.: A. L. p. 43 f.
95) Dat Galenus opes, et Justinianus honores; At genus et species cogitur ire pedes.
96) Wright: The political songs of England. 1839, p. 205 ff.
97) W.: Mapes, p. 237 ff., v. 125 F .
98) W.: Mapes, p. 251 ff.: De presbytero et logico.
99) Giesebrecht: Die Vaganten, s. 31.
100) Du Méril: Poésies 1843, p. 231 ff.: Satyre contre la cour de Rome.
101) C.B. XVIII: Propter Sion non tacebo. Noget udførligere og til dels med en bedre strofeordning hos W.: Mapes, p. 217 ff.; se nærmere Hubatsch, s. 54 ff.
102) W.: Mapes, p. 152 ff., v. 112 ff.
103) Sml. C.B. p. 75,u: Hos Galtherus subprior jubet in decretis.
104) W.: Mapes, p. 167 ff., v. 97 ff.
105) Efter Hubatsch, s. 84 ff.
106) Insula me genuit, rapuit Castellio nornen; Perstrepuit modulis Gallia tota meis. . . .
107) Schreiber: Die Vaganten-Strophe, s. 23 ff. mener, at „Utar contra vitia“ C.B. XIX, baade i indhold, tankegang, versbygnmg, tone og sprog, især de satiriske etymologier og bogstavrimene viser en overordentlig lighed med Valthers digte.
108) Hubatsch, s. 59 ff. giver en udførlig analyse af Valthers 10 digte. Muldeners udgave har ikke været mig tilgængelig.
109) Under titlen „Apocalypsis Goliæ episcopi“ findes den hos W.: Mapes, p. 1ff. Om digtets yndest vidner de talrige haandskrifter og omarbejdelser.
110) Maaske er C.B. II ogsaa af Valther. Sml. str.5: Codro codrior med: Nerone neronior.
111) Digtet synes at stamme fra England. W.: Mapes, p. 355 har det i en betydeligt længere skikkelse. En version paa 23 vers efter et Ziiricherhdskr. i Haupts Zeitschr. V, 1845, s. 299. En mindre god version paa 32 vers i Mone’s Anzeiger VII, 596. En yderst elendig text paa 46 vers hos F. Novati: Carmina Medii Ævi, 1883, p. 39 ff. (Operette inedite o rare, nr. 4). En kort bøhmisk version hos Feifalik, nr. XVII. Der er stor forskel paa de forskellige versioner; et saadant digt, i hvilket næsten hver linie danner et afsluttet hele, fristede stærkt til omarbejdelse. Et fransk fabliau hos Jubinal (Jong. et Trouv., p.94) er en udvidelse af „versus de nummo“.
112) Du Méril: Poésies 1847, p. 102 ff.
113) Str. 20: curant, quibus cibis sua stercora conficiant(!).
114) Se navnlig C.B. p. 11 (nr. 13), 14 f. (nr. 17) og 41 f. (nr. 71), hvilket sidste digt ogsaa findes’hos Meyer: Die Arundel Sammlung mittellateinischer Lieder, 1908, nr. 24 med en god kommentar.
115) C.B. p. 4 (nr. 5) og 10 (nr. 12); W.: Mapes, p. 45 ff.
116) Meyer: Die Arundel Sammlung, nr. 25.
117) W.a. H.: R.A. I, p.287: Tangere qui gaudes meretricem, qualiter audes Manibus pollutis regem palpare salutis?
118) W.: Mapes, p. 48 ff. Samme tanke C.B. p. 36 f. (nr. 64).
119) Se f. ex. W.: Mapes, p. 152 ff., v. 65 ff. og p. 174 ff., v. 105 ff., fremdeles det s. 189 ff. oversatte digt.
120) Du Méril: Poésies 1847, p. 102, str. 5f.: molles sibi subjugavit Venus sodomitica; pro abuso catamiti mulier fit vacua. et jam viri curiales facti sunt feminei.
121) Haupts Zeitschr. XVIII, 1875, s. 124 ff.
122) Str. 40: Approbatis scimus hoc opus approbatum; nam qui mundi regimen tenent et primatum, qui censores arguunt mores et peccatum, hi non spernunt pueri femur levigatum.
123) Meyer: Die Arundel Sammlung, nr. 13. C.B. nr. 89 synes mod slutningen at sigte til noget lignende.
124) W.: A.L., p. 40: Quorum vita sorde plena; semen fundunt in arena, masculos demasculant. P.49f.: masculos demasculant virginum mixture(!) (vel: idet de forvexler masculi med virgines) Hii, qui legalium spreto rerum jure Nolunt esse pugiles in campo nature.
125) W.: S. P. II, p. 429 ff. Indledningsdigtet indeholder bl. a. følgende drastiske udfald: Non modo (o: nu) Tyndaridem Phrygius venatur adulter, Sed Paris in Paride monstra nefanda parit; Non modo per rimas rimatur basia Thisbes Pyramus; huic Veneris rimula nulla placet. Sml. Du Méril: Poésies 1847, p. 163 ff., str. 33: vir. . . respuens femininum genus. — W.: Mapes, p. 152 ft., v. 29 ff.: Cum videam. . . vilipendi fceminas atque viros nubere, | difficile mihi est satyram non scribere. — p. 159 ff., v. 43 f.: virum viro turpiter jungit novus hymen, | exagitata procul non intrat fæmina limen.
126) Schulz: Das hofische Leben zur Zeit der Minnesinger, 1889, I, sidste kapitel; von der Hagen: Gesammtabenteuer, I, nr. 20: Der borte, der dog er af østerlandsk oprindelse. Se en meget interessant parellel hos Mardrus: Le Livre des Mille Nuits et une Nuit, XV, p. 247 ff.
127) Oesterley: Gesta Romanorum, 1872, cap. 12. Allerede Odo, den anden abbed i Cluni (924—42), fremsatte samme anskuelse (Folkenes Historie, III, s. 614).
128) Da kardinal Johannes Cremensis c. 1125 kom til England, holdt et koncilium og tordnede mod præsternes ægteskab, blev han om aftenen, efter at han havde fejret messen, overrasket hos en glædespige (Schulz, anf. værk, I).
129) W.: Mapes, p. 174 ff.; her staar digtet midt imellem de to andre.
130) W.: S.P. II, p. 208 ff.: Serlo Parisiensis de filiis presbyterorum. Digteren, der selv maa have været en præstesøn, beklager sig over, at han og hans lige uskyldigt maa bøde for deres forældres synder. Hvad mening er der i at haandhæve haarde bestemmelser mod de stakkels 19* præstesønner og samtidig lade skørlevnere, Sodomiter og tyve gaa fri for straf? De fromme fædre kaster præstesønnerne for ulvenes gab. stedet for at sætte en stopper for de haardhjærtede munkes voldsomme griskhed og saa ved man jo alligevel godt, at den præstesøn, der kan smøre de romerske prælater med rige gaver, faar dem til at lukke øjnene for hans herkomst.
131) W.: Mapes, p. 184 ff.
132) W.: Mapes, p. 187 ff.
133) Phillips: Walter Map. Ein Beitrag zur Gesch. Konig Heinrichs von England und des Lebens an seinem Hofe (Wiener Sitzungsber. 10. Bd., 1853, s. 319—399). Th.Wright: Gualteri Mapes de nugis curialium. 1850.
134) W.: S.P. I, p.84.
135) W.: S.P. I, p. 85. Dette punkt var naturligvis en lækkerbidsken for satirikerne. Det kommer ogsaa frem i en Goliardvise, i hvilken en Cluniacenser og en Claravallenser (Bernhardiner — Cistercienser) strides om forrangen og overbyder hinanden i grovheder (W.. Mapes, p. 237 ff.). V. 137 ff.: Cist: Vos carni superfluæ1 ) defertis honorem et hane lino tegitis, ne sciat algorem, et dum sentit sæpius pannum blandiorem, cristas suas erigit contra sanetum morem. Clun: Vester sine carbaso findit auras malus2); sed hic mos est absonus, indecens et vanus, et hoc fit, ut citius egeratur palus8 ), et ad res illicitas promptior sit palus4). Versene strutter af obskøniteter: *) — virilia, der ganske vist var eller burde være overflødige fra et munkestandpunkt. " ) — mentula. *) = palus, paludis. 4) = mentula. Det er jo ganske de samme drøjheder, som Map. nøjes med at antyde.
136) W.: S.P. II, p.201 ff.: Gualonis Britonis invectio in monachos.
137) Meyer: Fragmenta Burana. Sml. CB., p. 15, str. 10.
138) Du Méril: Poésies 1847, p. 163 ff.
139) W.: S.P. I, p. 93.
140) Du Méril: Poésies 1847, p. 136 ff. Gertz: Latin. Forf. fra Middelalderen I, s. 106 ff.
141) Se listen over „Valdensernes vildfarelser" hos W. a. H.: R.A. I, p. 246 ff.
142) Citatet findes hos Grimm, anf. værk, s. 250 ff.
143) Roma manus rodit, quas rodere non valet, odit. Sml. det s. 182 f. oversatte digt.
144) litteratus tamen affatim, sed nec bene morigeratus nec bonis moribus informatus.
145) nou minus impudenter quam imprudenter.
146) ad detestandum, non approbandum aut imitandum.
147) W.: S. P. I, p. 98. Mærk navnlig følgende med de for tiden karakteristiske satiriske etymologier: Si „caput" a „capio" vel dixeris a „capiendo", Tune est ipsa (sc. Roma) caput, omnia namque capit. Sic declinando „capio, capis", ad capiendum Retia laxavit, retia longa nimis.
148) Se den overordentlig interessante skildring hos Heiberg: Et mislykket Renaissancetilløb, s. 20 ff. (Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning, Nr. 11).
149) W.: S.P. I, p. 108.
150) W.: S.P. I, p. 146: Tractatus Nigelli contra curiales et officiales clericos.
151) Heinrich von Melk: Priesterleben, 104: Mit wol getånen wiben Sol niemen spiln wan pfaffen. Wir wellen unser dine schaffen: Ir låien, ir sult uz gån.
152) Udg. af Giesebrecht i Munchener Sitzungsber. III, 1873, s. 128 ff.
153) Schreiber: Die Vaganten-Strophe, s. 68—80, lægger stor vægt paa, at klerikerens dragt er sort (str. 29 og 37), og antager, at forfatteren var en Benediktiner fra det 12. aarh.’s sidste tiaar. Hans bevisførelse er dog overmaade svag, og tiden vistnok for sen. I CB. nr. 34,s synes der at sigtes til dette digt som noget almindelig bekendt.
154) Barbazan: Fabliaux IV, 354 ff. (De Florence et de Blancheflor) og Méon: „Nouveau récueil" I, 353 ff. (Hueline et Aglantine). Schreiber anser det latinske digt for en bearbejdelse af de franske; men dette synes mig dog lidet sandsynligt. W.: Mapes, p. 331 ff. meddeler en engelsk oversættelse af „Phyllis og Flora" fra dronning Elisabeths tid.
155) Udg. af Wattenbach i Haupts Zeitschr. XVIII, 1875, s. 457 ff. W. anser bl. a. begge digtes stærke angreb paa drengekærligheden for et tegn paa, at de er af samme forfatter. Schreiber mener, at „Phyllis og Flora" og „Ganymedes og Helena" er af samme digter.
156) Mone: Anzeiger flir Kunde der teutschen Vorzeit, 1838, VII, 287 ff, nr. 23. Oversættelsen er noget afdæmpet, thi originalen er ofte meget frivol: Str. 6: Si te miles equitat, amor me nobilitat. Str. 7, der er aldeles korrupt, har jeg forsøgt at faa mening i ved følg. læsemaade: Ut ultra non hæsitem, — me legas in militem! o zoy cay sice! sine, tibi militem! — amoris ne despice, — sed respice militem!
157) Lachmann u. Haupt: Des Minnesangs Fruhling, s. 221 ff.
158) Se Hubatsch s. 8 og 69.
159) Citaterne efter Du Méril: Poésies 1847, p. 202. Med „lystige stykker“ (ludicra) mener Peter af Blois maaske saadanne arbejder som hans broder Vilhelm af Blois’ „Alda“ (den bevarede „Alda“, udg. af Wright i Latin Stories, p. 192 ff., et yderst letfærdigt og grovkornet digt paa et slet sprog, synes at være af Matthieu de Vendôme), Vitalis af Blote’ „Geta“ (W.: E. M., p. 79 ff.), Comoedia Babionis (W.: E.M. p. 65 ff.), Matthieu de Vendome’s „Lydia“, „De Paulino et Polla libellus (Du Méril: Poésies, 1854, p. 350 ff. og 374 ff). Det er længere digte paa disticha, ofte ganske morsomme, ikke sjælden meget djærve, i hvilke dialogen spiller en større eller mindre rolle. Om „Geta“ se s. 28.
160) Særlig karakteristisk er det smukke digt: Ego quondam filius mundi specialis i Haupts Zeitschr. V, 1845, s. 298.
161) W. Meyer: Radewins Gedicht über Theophilus i Münchener Sitzungsber. III, 1873, s. 49 ff. S. 70—91 er en fortrinlig afhandling om de mangfoldige former, hexametret kan antage i middelalderens litteratur. En uregelmæssighed, som de middelalderlige digtere hvert øjeblik tillader sig, er anvendelsen af en kort stavelse som lang i arsis foran cæsuren i tredie fod. Til de poetiske kunstlerier hører digte som C.B. p. 60—64 om Trojas skæbne paa disticha, i hvilke samme rim forekommer fire gange i hvert verspar, f. ex.: Fervet amore Paris, Troianis immolat aris, fratribus ignaris scinditur unda maris. Et andet snurrigt kunstleri er forsøgt antydet i de s. 187 oversatte hexametre. Hos W. a. H.: R. A. II, p. 20 findes et digt paa 18 hexametre, i hvilke hvert eneste ord begynder med p: Petro piis plausibus pro petra (o: troen) punito Plaudat præsens populus pectore polito (o: rent) etc. I vor egen litteratur har Anders Arrebo anvendt rimede hexametre i Hexaémeron: O almægtige Gud, al Verdens Skaber og Herre, prægtig du gaaer herud, din Gjerning ziirlig maae være. Herlighed er din Dragt, og Lys dit Klædebon hvide; Deilighed er din Pragt, du skin som Solen hiin blide.
162) Schreiber: Die Vaganten-Strophe der mittellateinischen Dichtung. Strassburg 1894.
163) En undtagelse frembyder C.B.nr.XXV, str. 1,2, 10 og 12.
164) Som bekendt, udtaltes y som i, og æ og æ var smæltet sammen med e. Marners digt, der er ufuldstændigt i C. B., findes fuldstændigt og med forfatternavn i Wiener Sitzungsber. 54. Bd. 1867, s. 319 f. efter et andet hdskr. Særlig smukke og kunstfulde rim frembyder C. B. nr. 130, mindre smukke, men teknisk dygtige C. B. p.27 (nr. 24).
165) W. Meyer: Fragmenta Burana i Festschrift zur Feier des hundertfünfzigjährigen Bestehens der Königl. Gesellsch. der Wissensch. in Göttingen. Philol.-histor. Klasse. Berlin 1901. Det foran meddelte er taget herfra.
166) Büdinger i Wiener Sitzungber. XIII, 1854, s. 314 ff.: En farende skolar giver en standsfælle det uforskammede raad at rette sig efter „pave Naso’s dekreter", hvorefter en kvinde godt kan have flere mænd (kan sigte til Amor. I, 4 og 10; 11,5 og 19; III, 4 og 14). „Pave Naso“ minder om „biskop Golias". — Som jeg senere har set, existerer der virkelig et overmaade langt fransk digt fra c. 1300 „L’Ovide moralisé“ i hvilket Ovids fabler først oversættes, hvorefter der til hver gives en allegorisk-moralsk fortolkning (se Chretien de Troyes: Philomena. Publ. par. C. de Boer. Paris 1909).
167) Jeg har noteret følgende steder, der vist let kunde forøges med endnu flere: Metam. I, 1 (C. B p. 75, str. 9). I, 113 (C. B. p. 77,2). I, 452 ff. Daphne(C. B.p. 122,n og nr. 160,2). 1,466: Amors guld- og blypil (C. B. nr. 157,i; Du Méril, p. 234). I, 568 ff. Io (Juppiter og Danae). I, 623 ff. Argus og Mercurius (C. B. p. 43,5 f.). 1,748 ff. Phaëton (Jup. o. D.) II, 833 ff. Europa (C B. nr. 168,s). 111,101 ff. Dragesæden (Jup. o. D.). 111,220: Hunden Lycisca (W.: Mapes, p.251 ff., v.83). III, 322 ff. Tiresias’ forvandling(C. B. p. 75,12). IV, 55 ff. (C. B. nr. 43,1;Jup. o. D.). IV, 171 ff. Venus og Mars (Jup. o. D.). IV, 286 ff. Hermaphroditus (C. B. p. 75,12). VI, 412 ff. Tereus og Philomela (C.B.nr.33,i; 44,i; 55,3; 108,2; 125,8 og flere steder). VII, 1ff. Iason og Medea (Jup. o. D.). VII, 690 ff. Cephalus og Aurora(C. B. nr.61,n). VII, 796 ff. Procris (Jup. o. D.). IX, 134 ff. Hercules’ død (Jup. o. D.) IX, 447 ff. Byblis (Jup. o. D.). X, 1: Eurydice (C. B. nr. 154,s; Jup. o. D.). X, 106 ff. Cyparissus (Jup. o. D.). X, 155 ff. Ganymedes (Jup. o. D.). X,298 ff. Myrrha og Cinyras (Jup o. D.). X, 503 ff. og 709 ff. Adonis (Jup. o. D.; C. B. nr. 65,45). XV, 496 ff. Hippolytus (Jup. o. D.; C. B. p. 68,0). Ars. I, 269—274 (se oversættelsen s. 165f). I, 543 ff. Silen paa æslet (C. B. nr. 65,70 f.; W.: Mapes, p. 21 ff., v. 137 ff.). II, 501 (C. B. nr. 156,s). 11,561 ff. Mars og Venus (Jup. o. D.). II, 607 (C. B. nr. 156,ø). II, 684: Hoc est, cur pueri tangar amore minus (Ganym. og Helena, 35: Nullus amor pueri tangit unquam pectus). 11,703: Conscius ecce duos accepit lectus amantes (Gan. o. Hel. 35: sed cum marem feminæ jungit idem lectus). Amor. (C. B. nr. 126,2 og 154,s: Corinna som elskerindenavn). I, 15,ao (C. B. nr. 38,s: Lichoris som elskerindenavn). 1,8,30: immundæ —Sabinæ; 11,4 is: rigidas — Sabinas; III, 8,oi: tetricas Sabinas (Gan. o. Hel. 52: Subito de Tayde facta es Sabina; Arundel-ms. nr. 28: non eligam Sabinam moribus). 1,9: Militat omnis amans (Mone, nr. 23,6–7). III, 14 (C. B. Remed. 139: otia si tollas, periere Cupidinis arcus (C. B. nr. 156,o: Me vis deseruit, periere Cupidinis arcus). Heroides. Elskerindenavnet Phyllis er vel laant fra 2; 3,in (W.. Mapes, p. 152 ff.,v. 172); 4,133 (W.:Mapes, p. 159, v. 48). At dette værk var godt kendt, viser bl. a. det skønne digt „Hero u. Leander bos Hagen. Gesammtabenteuer, nr. 15. Fasti. Jeg har kun fundet én tvivlsom hentydning i C. B. p. 121,ie: Menalus fatidicus, der kunde bero paa Fasti IV, 650, men ogsaa paa Verg. Aen. VI,81 f.
168) Bartsch: Albrecht v. Halberstadt und Ovid im Mittelalter. Om Ovid i middelalderen se særlig Graf: Roma nella memoria e nelle immaginazioni del medio evo. Torino 1882 83. II, p. 297 ff.
169) Comparetti: Vergilio nel medio evo. 2 udg. Firenze 1896, et værk af første rang.
170) Se desuden C. B. p.74,a: Malui Virgilium quam te sequi, Paris. Her repræsenterer Vergil digtning og lærdom, Paris som ofte ellers ridder- og krigerstanden. Sml. „Phyllis og Flora“. C. B. nr. 164,5: Agnosco vestigia rursus flamme veteris. Sml. Aen. IV, 23: Agnosco veteris vestigia flammæ.
171) Jeg har iagttaget følgende: Epist. I, 1,90 (W.: Mapes p. 152, v. 20: quo teneam nodo mutantem Protea vultus?). 1,2,42 (W.: Mapes, p. 52, v, 20: sic expectat rusticus, dum defluat amnis). 1,2,40 (C. B. 46,s: Cepti dimidium habet qui ceperit). 1,2, 57—70: Invidus alterius etc. (C. B. p. 45, nr. 74 a, v. 2—5). 1,11,2?(W.: Mapes, p. 251 ff., v. 61: Quo vos ducit vanitas? quo trans fretum itis? — aere, non animo mutato reditis. C. B. p. 46,1: Celum, non animum mutat stabilitas). I, 14,so(C. B. XII, 1: Non te lusisse pudeat, — sed ludum non incidere). I, 14,40: Cum servis urbana diaria rodere mavis; sml. I, 17,13—15 (Fragm. Bur., Marner, 12: Contemnunt cum monachis olus manducare). I, 17,13 ff. (C. B. p. 65: Diogenes og Aristippus). I, 17,02: Quære peregrinum (Ganym. o. Hel. 52: Quære quem decipias, cui sis peregrina). I, 18,9 (= C.B. IIa, 3 ; II, 1: virtus ... debet medium —ad utrumque vitium caute contemplari). — Ars, 300 f.: caput.. .Tonsori Licino commiserit (Arundel-ms. nr. 13,s: prius te perdam penitus, — quam Licino te primitus — et michi post submittas).
172) Jeg har iagttaget følgende: I, 1(=r W.: Mapes, p. 152, v.4). I,30(W.: Mapes, p. 153, v.32: difficile mihi est satiram non scribere). II, 170 (W.: A. L. p. 38 f.: Sic prætextatos referunt Artaxata mores). III, 96 f. (Ganym. o. Hel.: Subtus esses utinam pianus et apella, — et ibidem fieret mulieris cella!) VI, 64 f. (Gan. o. Hel.26: Tune videres.. .sicut in amplexibus Venerem gannire; | quod, vix illud continet, nefas est audire). VI, 195 (Mone, nr. 23,7: o zoy cay sice!). XIV, 109(C. B. p. 42,g: fallit enim vitium specie virtutis). Denne liste lod sig sikkert meget stærkt forøge.
173) C. B. p. 60 ff. (nr. 152) handler om Trojas undergang; et langt stykke optages af Hecubas klage. P. 63 f. (nr. 153) fortæller kortelig begivenhedernes gang fra Paris’ rejse til Grækenland til Æneas’ sejr over Turnus og ægteskab med Lavinia. Hos Du Méril: Poésies 1843, p. 309 ff. findes det første digt i en noget længere skikkelse.
174) Sml. C. B. nr. 61,12 og de i „Gaudeamus“, p. 223 og af Laistner i „Golias“, s. 112 foreslaaede rettelser; fremdeles C.B. nr. 143,4 og vist ogsaa nr. 43,e (Stilbon = Mercurius).
175) C.B. II,a: Si legisse memoras ethicam Catonis. . .
176) Komikerne Plautus og Terents kendtes i middelalderen og blev efterlignede; men de har næppe haft indflydelse paa vagantviserne.
177) Det store digt hos W.: Mapes, p. 21 ff., der desværre har mange uklarheder, er opfyldt af klassisk mythologi, der skal udlægges allegorisk (delvis kristeligt), og’vender sig til sidst skarpt mod munkene. Det menes at være rettet mod disses forsøg paa at bemægtige sig universiteternes ledelse i begyndelsen af det 13. aarh. (se ovenfor s. 30). I vagantvisen hos W.: Mapes, p. 75 f. udslynger digteren, vel til dels for den komiske virknings skyld, kristne og hedenske mythologiske forbandelser i broget blanding mod den, der har stjaalet hans hat (og pung). I C.B. p. 52,3; p. 65,i; p. 66,0 bruges Proteus som billede paa kuriens upaalidelighed. Den kristne opfattelse af de antike guder som onde aander mangler ikke ganske: I en besværgelsesformular (C.B. p. 35 f.) besværges følgende mørkets dæmoner: Larve, Fauni, Manes, Nymphe, Sirene, Hamadriades, Satyri, Incubi, Penates. — C.B. p. 152,5 og p. 166,ø har den almindelige middelalderlige forestilling, at rhinoceros lader sig fange af en jomfru.
178) C.B. nr. 46,io synes Venus og Dione, der ellers altid er synonymer, at være tænkt som forskellige; maaske mener digteren, at gudinden særlig bærer navnet Dione, naar hun er venlig og blid.
179) I den strænge bodsprædiken C.B. p. 41 f. hedder det i str. 8 : Ergo nemo vivit purus, — castitatis perit murus, — commendatur Epicurus, — nec spectatur moriturus.
180) Horats Ep. I, 4, 15 f. (Epicuri de grege porcum) er sikkert blevet taget for fuldt alvor og har paa grund af digterens store popularitet bidraget meget til at nedsætte Epikur.
181) At „mundus“ (verden) ikke er „mundus“ (ren) eller afledes af „immundus“, er en idelig anvendt vittighed. Ligeledes modstilles „marca" og Markus ofte hinanden, f. ex. i følgende vers af Nigellus hos W.: S.P. 1, p. 106: Præsul amat marcam plus quam distinguere Marcum, Plus et amat lucrum, quam facit ipse Lucam. I Wiener Sitzungsber. 54. Bd., 1867, s. 313 forekommer følgende Papa pavor pauperum est <jam> diffinitus; in eo grammatice perturbatur ritus, nam qui fore debuit gratie dativus, factus est ecclesie rerum ablativus. Et andet exempel paa satiriske etymologier findes note 147. Andre ex. frembyder C.B. p. 42 (nr. 72),5 og p. 65 (nr. 70),s. C.B. nr. 126,4–5 indeholder en temmelig uartig grammatisk-erotisk leg.
182) O Maxenti, quid dixisti, bestia? — Nescit verus declinari Deus per pluralia.
183) Sml. note 110. Et godt exempel afgiver Arundel-ms. nr. 25,is om den uværdige prælat (se ovenfor s. 79 f.): Tot se modis protheat (gererer, forvandler sig som Prot(h)eus), — ut nodus non teneat; nam lesurus lenit — et mulcet, ut mulgeat. — A quo nisi veneat, gracia non venit. God er ogsaa følg. slutningsstrofe i en berømt drikkevise (Du Méril: Poésies, 1847, p. 206 f.): Fertur in convivium vinus, vina, vinum; masculinum displicet atque femininum, sed in neutro genere vinum est divinum; loqui facit socios optimum latinum. Hertil sigter riml. følgende kostelige munkehistorie (Laistner: Golias, s. 114): I et fremmed kloster blev en munk beværtet med daarlig vin, som han roste med ordene: „Vinus bonus est, vina bona est. Man mistænkte ham derfor for at være en slet Latiner; men da han endelig fik en udsøgt vin, udbrød han’ „Vinum bonum est; quale vinum, tale Latinum.“ C. B. nr. 176,o: Nunquam Bachus adaquari se voluit. — Særlig rig paa brandere er Comoedia Babionis hos W.: E. M., p. 65 ff.
184) Lignende træk findes for øvrigt hos Ovid, f. ex. Amor. III, l, i ff. og III, 5,3 ff.
185) Jeg forbigaar den højst uklare str. 5. Nogle textforbedringer gives af Ehrenthal: Studien zu den Liedern der Vaganten, s. 9 f.
186) Den yndigste vaarskildring, jeg kender, fra hele middelalderen findes hos Gottfried von Strassburg (bearbeitet von Wilh. Hertz. Stuttg. 1894), s. 13 f. — At sansen for den landskabelige skønhed dog ikke ganske manglede i middelalderen, viser det henrivende citat (af den hellige Bruno) i Folkenes Historie III, s. 640.
187) C. B. nr. 201,3: Litteratos convocat decus virginale, — laicorum execrat pectus bestiale; nr. 124,4, se oversættelsen s. 255 f.
188) Meyer har paavist, at C. B. nr. 169 er begyndelsen til et latinskprovengalsk digt, der fortsættes i nr. 81 str. 3, v. 2, medens str. 1—3, v. 1 er et ganske andet, ufuldstændigt digt. I str. 5 læser han: cum veray in i mont pays | altri drud aura pris, | po dira mi less a dis.
189) Herpaa tyder str. 2. For duxerunt og quam formoder jeg duxerat og quod.
190) Meget muligt, at „recessit in Franciam“ med det foregaaende og følgende vers er en senere tilføjelse; den viser alligevel, hvor almindeligt det var, at unge mænd søgte derhen.
191) Meyer anser C. B. nr. 101—126, 128—147 og 187—196 for at være tyske. Her maa dog protesteres for nr. 131’s vedkommende (Abailards digt). Schreiber benytter tilstedeværelsen af hiater som kendemærke paa tysk oprindelse, da disse føles stærkere af Romaner end af Germaner.
192) Stroferne bør læses i følgende orden: 3, 1, 2, 4.
193) Udg. af Helm i Neue Jahrbücher für Philologie und Pädagogik, 1896, Bd. 153, s, 78: Quid querar, edam: femina quedam me male ledit, | Que mihi primo visa sub imo corde resedit ...
194) Den bedste text findes i Gaudeamus, p. 117.
195) Findes ogsaa i C. B. nr. 40, men med en slettere text.
196) Dette digt findes ogsaa i C. B. nr. 56, men med en slettere text, og desuden mangler to strofer. Det er rimeligvis derfor ikke tysk, men engelsk.
197) Str. 1—8 udgør første, 9—16 andet afsnit. C. B.’s text er meget slet. Se note 174.
198) Bedst i Gaudeamus, p. 114. Str. 2,u muligvis: pudoris ecce barathrum.
199) Jeg fik bl. a. denne tanke ved at læse Otto Vangs nydelige lille bog: Calvi Rose.
200) Str. 2,4 læs: optatum eller optavi; str. 12,i 1.: veneris. Str.21,7 læser Schreiber: nummis | atque ego sic | sum nunc preparatus.
201) Enhver, der kender Nitharts’ allerkæreste „krenzelin“, vil forstaa, at jeg har haft mine grunde til at udelade den anden og de to sidste strofer.