Høit over Dovre ride
Kong Øisten og hans Mænd.
Hver Trønder skreg af Qvide,
Naar de tog’ Sværd fra Lænd.
Blod strømmed’ dem for Fode,
Som Himmelvand fra Tag;
Mod Møer var’ de gode;
De favned’ dem i Mag.
Da nu den grønne Hede
Var bleven vaad og rød,
Og Øistens Klinger hede
Ei meer det norske Kjød,
Lod han i Hornet støde,
At alle føre Mænd
Paa Marken skulle møde,
Foruden Jern ved Lænd.
Af Steen der var i Dale
En mægtig Kringle lagt;
Der monne Øisten tale,
Mens Trønderne gav Agt:
”Hvis I min Søn vil hylde,
Da sparer jeg hver en Mand;
Hvis ei — jeg brat skal fylde
Med Blod det hele Land.”
De satte paa Drengens Hoved
Da strax en Krone rød;
At lystre ham de loved
I Live som i Død.
De vare dertil glade,
At de fik hele Skind,
Og sang fra deres Stade
Med Lystighed i Sind.
En Mumlen heel foragtelig
Om Drotten man mon høre.
Den ene talte sagtelig
Ind i den Andens Øre:
”I denne haarde Klemme
En bitte Drot vi fik;
Men er først Øisten hjemme,
Han lærer bedre Skik.”
Men Oplands stolte Herre
Han loe dog ved sit Held,
Og agede paa sin Kerre
Hjem over Dovrefjeld.
Nu tog den største Kjæmpe
Den uselige Dreng,
Bar ham med liden Læmpe
Ud paa den grønne Eng.
Saa saare bad om Naade
Den liden Kongemand,
Og fra hans Øine baade
Der randt saa meget Vand.
De raske Trønderpilte
Bar ham paa Blokken op;
Hans Hoved der de skilte
Alt fra hans gode Krop.
Hans Krop den var saa lille,
Den blev paa Steilen fæst;
Den bad de Høgen pille,
Saa Raden blev til Rest.
Hans Hoved blev til Føde
For Fisk i dyben Flod,
Skulde aldrig Kroppen møde
Mens File-Fjelde stod.
Da Rygtet derom bringer
Orde til Øistens Gaard,
Da rev han med sin Finger
Udi sit røde Haar;
Knoerne slog i Borde,
Han slog dem der med Klem.
Eja, hvor de var haarde!
De sade der alle fem.
Hans Mænd de fored’ Heste
I Bondens gode Korn;
De kom, saasnart han blæste
I krumme Ludurhorn.
Over Dovre de ride,
Hr. Øisten rider bedst;
Jeg vil slet ikke lyve;
De fore som en Blæst.
Rundt om de tændte Tage
Til Varme, ja til Lys;
Naar Luen hørtes brage,
De sang om Jomfrukys.
De dandsed af al Formue,
Mens røden Hane goel;
Thi Stang var Fedelbue,
Og Panden var Fiol.
Saa monne Kongen hævne
Med Blod sin kjære Søn,
Lod da alle stævne
Ud paa den Mark saa grøn;
Lod da Talen klinge
Fra Stenen, hvor han stod:
”En Drot var Jer for ringe
Af ædelt Kongeblod.
I tyktes ei om Manden;
Thi fik I paa ham Had.
Nu skal I faae en Anden,
Som Eder er tilpas.
Flux maae I overtænke,
Hvo vel I hove bedst,
Rane min Hund i Lænke,
Eller Trællen ved min Hest.
Kaarene vare slemme.
De grublede dog kort,
De meente bedst at tæmme
Den Drot med Halen sort.
De lagde over hans Øre
Den gyldne Krone ned;
Saa grant man kunde høre,
Han knurrede derved.
Men høit fra Findelunden
De hented’ hid en Mand,
Som trylled’ udi Hunden
Vel trende Mænds Forstand.
De svære Trønderhelte
Af Drottens Tale loe;
Thi naar et Ord han mælte,
Da bjeffede han To.
En Dag i høie Sale
Den Drot saa naadig sad,
Han logrede med sin Hale,
Og slikkede Sølverfad.
Da sagde Hovmænd fine:
”Vil I til grønne Skov
Paa Jagten ikke trine?”
Han sagde: ”Jo, vov vov!”
Veiene vare vaade;
Det voldte Drotten Harm;
Marskalken nød den Naade,
At bære ham paa Arm.
Som de nu mellem Tjørne
Gik frem med megen Bram,
De saae to gamle Bjørne,
Som aad de spæde Lam.
Da sagde Hovmænd snilde:
”See dog, vor Herre god!
Hvor lodne Voldsmænd spilde
Uskyldigt Lammeblod.
Norrigs Mænd Dig prise
For en retfærdig Mand;
Nu maa Du ogsaa vise,
At her er Ret i Land.
Imellem hvide Tænder
Knurred’ den Herre god;
Hans ædle Hjerte brænder,
Hans Svands i Veiret stod.
Han bød da Hovmænd følge
Og sprang paa Jorden ned,
Man bør det ei fordølge,
At han gav Hals derved.
Det var de Hovmænd brave,
De loe ved denne Fest;
Marskalken holdt paa Mave,
Han grinte allermeest.
Drottens Lapper flinke
Paa Bjørnens Side stod,
Han beed den Bjørneskinke;
Han beed til røden Blod.
Basserne sig vende,
De reiste dem paa To
Og i den Drot behænde
De satte sorten Klo.
De gave Dem til at brumme;
Det lød i grønne Skov;
De aad ham hver en Krumme;
Han sagde Av! vov, vov!
Nu vare de Trønder bange
For Oplands Rytterskok;
Den havde tvende Gange
De fristet meer end nok.
Det var ei godt at skjænde
Med Oplands høie Drot,
Dog stærken Kitel Jæmte
Han raadede dem godt.
De over Kjølen droge;
Saa kom de til en Skov,
Som de med Øxer sloge,
Og jævnede med Plov.
De Jæmteland den nævne,
Og bygge der i Mag
Huse alt efter Evne
De bygge der i Dag.
Poul Martin.