Gjennem Moser og raslende Siv vi gaae
Med Bøsser og vældige Støvler paa
I Maaneskin.
Vandhønen plumper med sorte Fjær
I det blommede grøntbroderede Kjær
I Maaneskin.
Til Høire, til Venstre man hører Knald,
Og Vandet rødmer af Maagernes Fald,
I Maaneskin.
Hector gi’er Hals i de ranke Rør,
Ei en Plet paa hans brogede Pels er tør
I Maaneskin.
Hist synker vor gode Kammerat,
Ham sige vi da for evigt god Nat
I Maaneskin.
Hist rammer den svigtende Flint en Ven,
Man siger: Far vel! og jager igjen
I Maaneskin.
Den stolte Svane, den hvide Fregat,
Seiler høit gjennem Luft udi dunkle Nat
I Maaneskin.
Men den tumler ned og mister sit Vær,
Og med Roser glimre dens Lilliefjær
I Maaneskin.
Sin krumme Hals den endnu eengang
Løfter høit, og sjunger sin hule Sang
I Maaneskin.
I de lodne Tasker vi gjemme vort Rov,
Thi nu slukkes alt over den sorte Skov
Vort Maaneskin.
Som en Kæmpe kneiser i sorte Nat
Borgen hist med sin røde Hat
I Fakkelskin.
Men naar Dagen lyser paa østre Toft,
Kommer Fruen med Viin udi høien Loft
I Soelskin.
Poul Martin.