At bestemme Poesiens Begreb tilfredsstillende, er vanskeligt, om ikke umuligt. Thi den er et Aandens Mysterium, en Livsstrøm, hvis Udspring taber sig i det forhistoriske Mørke, og hvis uafbrudte Bevægelse og Udvikling peger mod en uberegnelig Fremtid. Den kan saaledes ikke i noget enkelt Moment fastholdes af Forestillingen som færdig og afsluttet; og en grundig Definition maatte indrettes efter hver enkelt Periode, hvori en vis Livsanskuelse, og den deraf fremblomstrede Poesi, har fuldendt det organiske Kredsløb, som hele Tilværelsen i de største og mindste Dimensioner gjentager. Til denne Resignation har imidlertid af de nyere Æsthetikeres Legion neppe Nogen besluttet sig. Enhver smigrer sig med at have fundet, hvad der fattedes hans Forgængere, men efter dem alle nedruller atter et Stykke af Sisyphusstenen. De Dygtigste — og i de fleste Forsøg findes dog gjerne Noget antageligt og træffende — have, om end i afvigende Udtryk, været enige i at betegne Poesien som den Kunst, der ved Ordet ɔ: ved et livofyldigt, helst rythmisk Sprog, fremstiller det Skjønne, eller det høieste Sande og Gode i den hele indre og ydre Verden, saaledes som denne opfattes og afspeiles i en genial Naturs Indre. Denne Verden forudsættes som givet for Digteren, den er, almindelig udtrykt, hans Stof, og dets specielle Begrændsning viser sig objectivt i den Nation, den Tid, de Forholde, som Digteren tilhører, subjectivt i den nye Maade, hvorpaa han opfatter det, og de nye Ideer, hvormed han forøger det. Poesien har, idetmindste naar man seer hen til dens fuldkomneste Aabenbarelser, til Opgave at ordne det Chaotiske, det forhen Uoverskuelige, at afbilde den indre og ydre Verdens Organisme i Mikrokosmer. Hvor det profane Blik kun seer sjælløs Materie, der viser den, med sine skjønne, klare Former, Aandens skjulte Pulsslag. Men naar den ved sin evige Natur saaledes selv er henviist til den høieste Fuldkommenhed, saa udelukker dette naturligviis ikke Ufuldkommenheden af dens Stof. Den benytter det Forkastelige i Tilværelsen, for at vise det Herlige i et stærkere Lys; den concentrerer en Tidsalders Slethed og Feil i klare Billeder, for at fremkalde Bevidstheden derom, og lede til en høiere Udvikling. I disse Modsætninger ligger en Nøgle til al dens Virken.
Betragte vi nu Poesien ikke blot i dens indre Væsen, men som historisk Phænomen, da viser den sig ikke som oprindelig Grundbetingelse for Menneskelivet, men som en Blomst af dette. Først naar en Menneskeslægt, en Tidsalder har gjennemløbet et vist Udviklingsstadium, fremtræder Poesien som den modnede Aands Blomst, som dens fuldkomneste Udtryk, og viser os Livsmassens Hovedstrømninger, dens Resultater, dens Fuldkommenheder og Brøst i deres forskjellige Forholde og Betydning. Poesien er saaledes Fortids og Samtids Testament til Eftertiden, deres Selvbekjendelse om, hvad der i dem har rørt sig. Derfor kan man ved en Betragtning af de forskjellige Hovedphaser, hvori Poesien historisk fremtræder, construere de almindelige Omrids til en Historiens Philosophi. De fire Hovedbasiner, hvori Verdenspoesiens Floder sammenstrømme, den orientalske, græsk-romerske eller classiske, den romantiske og moderne Periode, repræsentere ligesaa mange Hovedstrømninger i Culturhistorien; de herfra vundne Resultater afgive levende Vidnesbyrd om de Fremskridt eller midlertidige Tilbageskridt, som betegne Menneskeaandens almindelige intellectuelle og moralske Udvikling i Tiden. Heraf indlyser da Poesiens store Betydning for den menneskelige Aands Historie. Dens almindelig verdenshistoriske Vigtighed, — som Moment i Aandens egen Udvikling, som den reneste og gehaltrigeste Form, hvori Summen af Menneskeslægters Stræben overleveres Fremtiden, — have vi antydet ovenfor. Hermed er allerede Vigtigheden af det udsatte Spørgsmaal givet, forsaavidt det angaaer Poesien i Almindelighed. Men nu lyder Spørgsmaalet saaledes:
Har Smag og Sands for Poesi i Frankrig i de senere Tider gjort Frem- eller Tilbageskridt, og hvilken er Aarsagen?
Besvarelsen maa deels medføre et æsthetisk, deels et culturhistorisk Resultat. Skildringen af et Lands Poesi maa nemlig — saa ufuldkommen den end kan blive paa et Sted, hvor saameget af den herhen hørende Litteratur savnes — bidrage til Udvidelse af den æsthetiske Erkjendelse; hvorimod Undersøgelsen om der er skeet Fremskridt eller ei, og Aarsagen dertil, tillige bliver i Culturhistoriens Interesse. I begge Henseender forøges Interessen derved, at det er en stor nyere Nation, som ofte har staaet i Spidsen for Verdensudviklingen, hvis Bestræbelser i Poesien skulle fremstilles og vurderes. Spørgsmaalet dreier sig efter dets Ord ikke nærmest1 om Poesiens Frem- eller Tilbagegang, (skjøndt Undersøgelsen heraf nødvendig maa forudsættes), men om „Smagen og Sandsen“ for Poesi. Ved Smag tænker man sig vel almindeligst den Egenskab hos Aanden, som yttrer sig ikke blot umiddelbart passivt ved Phantasiens og Følelsens Tilgængelighed for Poesi, Kunst og overhovedet for alt det Skjønne i Tilværelsen, indtil dets første Stadier, Orden og Reenhed; men ogsaa mere activt derved, at den medfødte og uddannede Forstand træder til, og dømmer, hvorvidt den paagjældende Gjenstand er Phantasiens og Følelsens Hengivelse værdig. Men til Poesiens fuldstændige Existents hører Tro og Varme, eller med eet Ord Modtagelighed hos Menneskene, til hvem den taler. Det synes ogsaa, at de Autoriteter, der have fremsat nærværende Spørgsmaal, have deelt denne Anskuelse, idet de fortrinsviis have lagt Vægt paa Smagens Tilstand. Dette vilde neppe være skeet, uden i Erkjendelsen af, at den betinger Poesiens Tilstand, og omvendt er betinget af denne. Og vistnok forholder det sig saaledes. Uden Tvivl vil Poesien, som enhver af „Livets inderste Magter“ til en Tid kunne fortsætte sin Strømning selv igjennem en Slægt, der ikke bliver sig den og dens Betydning fuldelig bevidst; men er denne Bevidstløshed en Følge af Sløvhed, og medfører den moralsk og historisk Forfald, da vil ogsaa Poesien forsvinde med den ophørte Smag og Sands for samme. Med Hensyn til Poesiens Virkninger „at oplive, forfriske, blidne, forædle, danne, nære og styrke,“ ved at minde om det Eviges Skjønhed og Herlighed, og endog lade den skues, hedder det derfor hos Sibbern (Poesi og Kunst, S. 254): „Derom kan der vel ingen Tvivl være, at det hører et Digter- eller Kunstværk væsentligen til at skulle kunne optages med Velbehag.“ Naar Talen er om et bestemt Værk eller en bestemt Kunstretning, og der ikke raisonneres i Almindelighed, er det imidlertid en Selvfølge, at det undertiden kan være en Anbefaling, at fordømmes af Smagen hos et Folk, eller dem, der angive Tonen, og at man ved Undersøgelse af Gjenstanden for Bifald eller Forkastelse kan danne sig en Forestilling om Folkets Smag, ligesom man ved i længere Tid at iagttage dennes Udvikling kan danne sig en foreløbig Anskuelse om en Retning eller Frembringelse i Litteraturen af den Maade, hvorpaa den modtages.
Et Folks Smag, eller Resultatet af dets æsthetiske Udvikling og dermed følgende Stilling til Poesi og Kunst, viser sig nu fornemlig deels i den productive Litteratur igjennem de Digtere, der fremgaae af det, deels i Critiken, deels i Folkelivet og dettes Yttringer, f. Ex. i Theatrene. Undersøgelsen af et Folks Smag i Almindelighed lettes i en Tid, som frembringer store Genier; thi disse pleie at beherske Smagen. Men jo mindre dette er Tilfældet, desto vanskeligere bliver en saadan Undersøgelse, fordi da de forskjellige Talenter, der ved forskjelligartede Midler søge at skaffe sig Anerkjendelse, adsplitte den i ofte modsatte Retninger og forstyrre dens Enhed. I nærværende Tilfælde kan der væsentlig kun tages Hensyn til Smagens to førstnævnte Yttringsmaader. Den tredie vil kunne forbigaaes, da Opgaven her væsentlig er en æsthetisk Undersøgelse, og Indlemmelsen af det til en Skildring af Smagens Yttring i Folkelivet nødvendige Stof, selv om det kunde tilveiebringes, maatte give Arbeidet en uforholdsmæssig Udstrækning. Men da Critiken i Litteraturen er det Underordnede, maa Smagen altsaa nærmest charakteriseres af Poesiens Historie. Naar der tillige spørges om „Aarsagen“ til en vis Smagstilstand, synes det vel unægteligt, at denne ikke med tilstrækkelig Grundighed kan udvikles alene paa det poetiske eller poesi-historiske Gebeet. Imidlertid synes Opgavens Natur at tale for, at der kun kan ventes en Henviisning til saadanne stærkt indgribende historiske Begivenheder og Forholde, hvis Indflydelse paa den poetiske Smag i det paagjældende Land ikke kan miskjendes, og som for saa vidt medhøre til Poesiens Historie.
Med Hensyn til Spørgsmaalets Omfang, da kunde der opstaae Tvivl om, hvorvidt der her er tænkt paa den forædlende eller fordærvelige Indflydelse, de Franskes Virksomhed i Poesien har havt paa den universelle poetiske Sands, — eller om der kun menes den Retning, Smagen og med den Poesien, har taget i Frankrig. Den sidste Fortolkning synes imidlertid efter Ordenes Stilling at være den naturligste. Dernæst kunde man spørge, hvilken Tid, der antages bestemt ved Udtrykket „i de senere Tider“. Men enten man sætter Grændsen ved det første officielle Etablissement for tydske og engelske Grundsætninger i Poesien (Oprettelsen af den berømte Journal „le Globe,“ 1824), eller ved Revolutionen, saa synes det lige nødvendigt, at forudskikke et Tilbageblik over den hele franske Poesies Udviklingsstadier, en Litteraturhistorie in nuce, for saaledes at kunne forstaae Følger af Forudsætninger, og erholde det Totaloverblik, som ene gjør en begrundet Anskuelse og Vurdering af en Litteratur mulig, og hvorved af sig selv Smagens forskjellige Hovedretninger ville antydes. — Denne Excurs angaaende Spørgsmaalets Fortolkning fører paa en naturlig Maade til en Udsigt over Planen i nærværende Arbeide.
Efter at have paapeget Hovedbestanddelene i den nyere Poesi, (modsat den antike), og de tre Perioder, den naiv-romantiske, den Classikerne efterlignende og den moderne, igjennem hvilke den i omtrent 8 Aarhundreder udfolder sig, søger jeg at gjenfinde disse i den franske Poesi. Jeg skal saaledes vise, hvorledes de Franske vare den første romaniske Nation, hos hvilken der, navnlig efter Indsmeltningen af nordiske Elementer, udviklede sig en eiendommelig, af Folkelighedens inderste Liv udspringende Poesi. Denne Periode, den naiv-romantiske, er allerede afsluttet, inden den italienske Romantik fremtræder i sin Glands, og indeholder en historisk Forudsætning saavel til Dantes Comedie, som især til Bojardos og Ariosts episke Digte. Vi møde her i Nordfrankrig en Række høist mærkelige Heltedigte, som sluttende sig til den karolingiske, normanniske og bretonske Sagnkreds, grandiost besynge de to stærkeste Kraftsammenstød i Middelalderen, Kampen for Kirken imod de Vantroe, og for den verdslige Magt imellem Konge og Vasaller. Interessen vender sig imidlertid snart til den nærmeste, selvbevidste Virkelighed; ogsaa denne giver Anledning til alvorlige, ridderlige Fortællinger af Hverdagslivet (Contes), men tillige til muntre, skjemtefulde Anecdoter (Fabliaux). I begge Retninger viser sig endnu en sand naiv Poesi, som allerede her afspeiler den særegne Dobbeltendents i den franske Folkeaand, til det positivt Romantiske og det negativt Ironiske. Samtidig hermed frembringer det sydfra paavirkede Provence en rig lyrisk Poesi, der imidlertid er af for subjectiv Natur til længe at kunne holde sig paa den oprindelige Høide. Disse to Poesikredse give et fuldstændigt Billede af alle hin Tids Dannelsesmomenter. Men i det 14de Aarhundrede synes begge hine Pulsaarer næsten udtømte, og hvad der er tilbage neutraliserer sig, ligesom begge Dialecterne, og forener sig om Hovedstaden, for at forherlige det i sin første Glands fremtrædende Monarchi. Reflexionen, som altid indfinder sig efter et hurtig og stærkt gjennemnydt Livsforaar, og som først langt senere bemærkes paa andre Steder i Europa, var allerede vaagnet i Frankrig. Den consoliderer sig efterhaanden som den Tilbøielighed til at abstrahere, og med — ofte overfladisk — Ensidighed at gjennemføre det Abstraherede i Virkeligheden, der blev et slaaende Charaktertræk hos de Franske, og som i vore Dage viser sig blandt Andet i den skarpe Afsondring i en Mængde politiske og æsthetiske Partier. Virkningen af denne Nationaltendents viser sig i Poesien — det umiddelbareste Organ for den endnu halv ubevidste og slumrende Aandsretning — som Overgang af Epik og Lyrik til Didactik (Fabel og Allegori). I denne saakaldte „første Hofperiode“ udvikler den poetiske Reflexion sig fremdeles ved Begyndelsen af det 14de Aarhundrede til en dramatisk Poesi (Mysterier og Farcer) som stiller de to andre Former i Skyggen. Under Frants den 1ste er allerede Indflydelsen af Paris og Hoffet saa stor, at den franske Poesi nu optræder væsentlig i samme Charakter, som den under Ludvig den 14de med saa imponerende Styrke udfoldede. Den primitiv-romantiske Livsanskuelse forsvinder; dens Spiritualisme, dens Sværmeri for drømte Idealer, dens Forkjærlighed for Phantasiens underfulde Frembringelser, viger for den materielle Erkjendelse af Sandselivet og dettes Nydelser som Tilværelsens egentlige Reelle; Chevaleriet gaaer over til Galanteri. De episke Digte opløses i Prosa og Poesien neddrages saaledes i Conversationens Sphære, ligesom Riddervæsenet fortrænges af „tiers état,“ og ligesom denne Omvæltning fra den politiske Side befordrer Undergangen af Middelalderens Kunst og Poesi, saaledes skeer det fra den religiøse Side ved Protestantismens Indflydelse. Det Moraliserende, Allegoriske, det Galante, Vittige, Complimenterende og Letfærdige, fortrænger den tidligere Inderlighed af Lyriken.
Nu indtræder den anden, den „store Hofperiode“, den quasi-classiske, hvis Princip er Efterligningen af den antike Kunst. Abstractionen, som forhen gav sig tilkjende i allegoriserende Digte paa national Grund, kaster sig over Æmner af den græske Mythologi, Poesi og Historie, et fremmed Indhold, hvis Anseelse ikke skriver sig fra Folkebevidstheden, men fra Philologers og Skolastikeres Studerekamre. Ved en saa at sige arithmetisk Abstraction tilegner man sig igjennem forskjellige Stadier det antike Ideal, ikke i dets egentlige Væsen som Neutralisation af sensualistisk og moralsk Verdensbetragtning i Apotheosen af det skjønne Legemlige — thi dette forbød den nye Tid og den reflecterende Aandsretning —, men kun i dets udvortes Bestemmelser. Medens man voldsomt tilbagetrænger Tidens og Folkelighedens Elementer, forstyrres Poesiens naturlige Udvikling ved den crasse Abstraction af et laant Ideal; Nationaliteten yttrer sig i den hofreglementerede Tragedie-Poesi kun som sproglig og stilistisk Overforfinelse, og den franske Digtekunst antager en rhetorisk og mechanisk Lighed med den antike Stil. Lyriken synker ned til det selskabelige Livs flade Almindelighed, som Udtryk for dettes joviale Sandselighed, galante Følelsessurrogat og aphoristiske Vittighed. Kun i det Comiske (thi til Humor hævede den franske Digteranskuelse sig egentlig aldrig) bevarer Nationalaanden endnu tildeels sin Oprindelighed. Gjennemført til sin Yderlighed efterlader dette Princip fra Begyndelsen af det 18de Aarhundrede en Tomhed, som under Følelsen af den sædelige Fordærvelse forgjæves søges udfyldt ved den moralske Reactions Bestræbelser for at indføre i Poesien en lavtflyvende Morals og Naturefterlignings-Principer. Den overblevne Lascivitet og Frivolitet, det som god Tone stemplede Fritænkeri (Voltaire) og den raffinerede Nydelsessyge, afsætter sig endnu i Poesien som en Masse slibrige og uterlige Romaner (Crébillon fils etc.) Den foregaaende Periodes Efterladenskab er en elegant Form, Klarhed, Lethed, Præcision og Finhed i Udtrykket, som Intet mangler, uden et Indhold. Men den nye Culturskole kan kun bringe det til at opgive Efterligningen af det Antike, og saaledes forberede Overgangen til den moderne Periode, hvor Poesien atter, uagtet de sig krydsende Livsanskuelser, vender sig til Naturen og det virkelige Liv, som sine evige Kilder. Det 18de Aarhundrede kjender ikke den nye og høiere Synsvinkel, hvorved først Naturen og Livet hæves til Poesi. Dets philantropiske Philosophi er ene rettet mod sædeligt og borgerligt Velvære, og denne kan fra sit lave, practiske Standpunkt kun virke paa Smagen som theoretisk Negation, ikke selv give Poesien Stof. Lige saa materielt som de tidligere Skoler, om end med forbausende Formtalent, abstraherer den sit physiske Dydsideal og Naturtilstanden (Diderot og Rousseau), den prædiker sine Principer i didactisk Form, den prædiker det Rørende og Naturlige, der synges om sukkende Hyrder og brægende Lam; men Poesiens Aand hører det ikke, den slumrer, indtil Revolutionens Kartover vække den.
Her indtræder i Fremstillingen et nyt Hovedafsnit. Forløberne for det egentlig moderne Culturprincip, Ideerne om prosaisk Moral og Naturstand, erholde i Revolutionen den umiddelbare Tilværelse, det ikke lykkedes dem at erobre i Poesien. Men Revolutionens Alt gjennemtrængende Gjæring tillader ikke nogen ny poetisk Skole at danne sig. Poesien frembryder kun i enkelte Lynglimt (A. Chénier og Marseillaisen), og Napoleons krigerske og dictatoriske Regimente viser sig næsten ikke mindre ugunstigt for poetisk Production. Derhos begunstiger Keiseren den gammel-classiske Tragedie, commanderer Digtere (Jouy) til at skrive saadanne, og en Beskrivelsespoesi (l’école descriptive) af engelsk Oprindelse vegeterer som Misfoster af Classicismen og æsthetisk Naturalisme2. Imidlertid rører sig i enkelte Gemytter Anelsen om forhen ukjendte Elementer i Poesien. Frankrig faaer en ægte Folke-Digter, (Béranger), Chateaubriand, Mme. Staël, Chr. Nodier bebude en heel ny Fremtid. Den pludselige Stilhed i det politiske Liv (Restaurationen) befordrer Bekjendtskabet med den poetiske Smags Udvikling i andre Lande (Tydskland og England); netop som den franske Poesi synes at ligge i sine sidste Krampetrækninger, komme fremmede Indflydelser den til Hjelp. Den franske Forfængelighed maa vige for Beundringen af det Høie og Dybe, Friske og Nye (maaskee især det Sidste) i disse Litteraturer; man lærer Tydsk, opfatter med det sædvanlige Abstractionstalent Ydersiden af den tydske Philosophi, fordyber sig i de nytydske Romantikere, i Schiller og Göthe, og pludselig, i Decenniet 1820—30 (thi Handlingens Praxis følger hos de Franske strax paa en tilegnet Theori) viser sig en heel ny Skole, som ved Værker, der navnlig i Frankrig maatte kaldes forbausende, bringer Haarene til at reise sig paa de gamle „Akademikeres“ Parykker. Man søger at qvæle det Onde i Fødselen, men det er forgjæves. Et stort Parti af Folket, der længe har sukket i poetisk Hungersnød, hengiver sig „avec rage“ til den nye Skole, der kalder sig den romantiske3, skjøndt den efter sine Værkers væsentlige Charakter snarere burde kaldes den moderne. Man gjør en Tour til England. Shakespeare studeres, Walter Scott efterlignes. Den Byronske Fortvivlelse er „ein gefundenes Fressen“ for det „fashionable“ franske Aristokraties Livslede og Tomhed efter det opbrugte Nydelsesfond, og den „zerrißne“ Poesi bliver en Modesag. Dog maa det indrømmes, at den ny-franske Poesi, hvis Frugtbarhed blev saameget større, som Form og stilistisk Færdighed var Forfatterne forud givet, ikke blot skylder ydre Paavirkning sin Oprindelse. Der vare Mænd, som, besjælede af sand poetisk Følelse, indsaae med selvstændig Anskuelse, at det ikke var Naturtilstanden, der, som en foregaaende Skole troede, skulde føres tilbage, men at Fædrelandets første umiddelbart-romantiske Poesi og Historie indeholdt forfriskende Livskilder. De fordybede sig i de gamle romantiske Sagn, optoge og uddannede med Kjærlighed den Folkepoesi, som Hofperiodens Fornemhed og bornerte Indbildskhed havde forglemt og foragtet. Til disse Mænd hører Skolens glimrende Chorfører, Victor Hugo o. fl. Disse fortjene vel forsaavidt Navn af romantiske Digtere, som de ofte behandle Stoffer fra en romantisk Tid. I Behandlingsmaaden ere de moderne, og til disse knytter sig det Agtværdige i den nye Skoles Stræben, som ikke kan oversees uden Uretfærdighed, og ikke fordunkles ved det grelle Anstrøg, der følger med enhver abstract Overdrivelse, eller ved det meget Forfeilede og Bizarre, de mangehaande Udskeielser, denne, som enhver anden Reaction, nødvendig medførte. Det forrige Aarhundredes prosaisk opfattede Stræben efter indre Sandhed og Naturlighed, blev ikke ufrugtbar, og vi møde nu ofte den sande moderne Smag, poetisk beaandet af Romantiken, i den kunstneriske Fremstilling af Virkeligheden med dens forskjellige Tendentser og Conflicter, med den tilbagevendende sundere Opfattelse af det Moralske, — og i Skildringen af virkelige Lidenskabers og Følelsers naturlige Udvikling.
I den Overbeviisning, at en saadan genetisk Fremstilling af den franske poetiske Litteratur fra dens første Begyndelse er nødvendig, for at kunne betragte dens nyeste Udvikling i det rette Forhold og verdenshistoriske Betydning, og i den Overbeviisning, at en annalistisk Oversigt over Litteraturen i dette Tilfælde vilde være til liden Nytte, har jeg forsøgt i en sammentrængt Skizze at charakterisere dens Hovedperioder, og dvælet ved de i æsthetisk og historisk Henseende betydningsfuldeste Puncter. Hermed vil, som jeg haaber, de væsentlige Momenter til Spørgsmaalets Besvarelse være givne. De ville i en raisonnerende Charakteristik, som den, jeg har havt for Øie, allerede implicite indeholdes, og hvis denne Hensigt nogenlunde er opnaaet, hvis det navnlig er lykkedes mig at gjøre et passende Valg af den uhyre Masse poetiske Producter, som den nyeste Tid frembyder, saa staaer der kun tilbage, i det sidste Afsnit at fremdrage de Resultater af det Foregaaende, som kunne begrunde en almindelig Dom, og som efter mit Skjøn tale afgjort til Fordeel for den nyeste Epoke.
Endnu maa jeg kun med et Par Ord berøre det Standpunct, hvorfra jeg i nærværende Undersøgelse er gaaet ud. Enhver vil indrømme den overordentlige Vanskelighed, der er forbunden med at begrunde en bestemt æsthetisk Anskuelse af en Litteratur, der endnu er i sin Vorden, i en næsten chaotisk Gjæring, og deler sig i de heterogeneste Forgreninger. Det Mislige bliver især føleligt, hvor Talen er om at paavise Frem- eller Tilbageskridt; thi meget kan synes et æsthetisk Tilbageskridt, der dog maa ansees som et historisk Fremskridt formedelst de Spirer, det indeholder til en ny Tingenes Orden. Denne Bemærkning frembyder sig ofte ved Betragtningen af Frankrigs nyeste Poesi. Først og fremmest maa man her renoncere paa den Lettelse at kunne slutte sig til et vist æsthetisk System. Göthe, Oehlenschlæger og Byron kunde ikke, uden at komme svært tilkort, vurderes efter de forhen gjældende Systemer, og Ingen anseer dem dog derfor for mindre udmærkede Digtere; der maatte af deres egne Værker construeres en ny Æsthetik. Hvorledes og hvornaar ere alle æsthetiske Theorier fremstaaede? Naar en stor poetisk Evolution var afsluttet, enten med en heel Skole, eller med en enkelt Digter, som i sig repræsenterer en saadan, og man søgte at gjøre sig det tilvundne aandelige Udbytte bevidst. Men den ny-franske poetiske Aand har endnu ikke afsluttet sig i saa bestemte Former, at man har kunnet construere dens Æsthetik. Ingen veed endnu til hvilke Resultater den vil føre Poesien, om det Gode eller Slette skal gaae af med Seiren. Man vilde saaledes let udsætte sig for at begaae en Uretfærdighed ved at maale den med det Maal, som tidligere Theorier give os i Hænde. Den maa for en stor Deel kun betragtes som historisk Phænomen og indrømmes sin Ret som saadant, idet man ad den indre Udviklings Vei, saavidt det lader sig gjøre, søger at forklare sig dens Væsen og Betydning, og saaledes efter de givne Kjendsgjerninger at stille dens Horoskop, ikke holde Dommedag over den.
Det synes saaledes en Selvfølge, at Standpunctet snarere maa blive et historisk end theoretisk, idet Gjenstandene hellere maa betragtes som Momenter i Poesiens Historie, end bifaldes eller fordømmes efter deres større og mindre Overensstemmelse med en given Theori. Derfor har jeg ogsaa tilladt mig, i Betragtningen af det Enkelte og de af Fremstillingen følgende Resultater, at støtte mig kun til almindelig anerkjendte Grundsætninger, og til den æsthetiske Bevidsthed, jeg væsentligst skylder Studiet af fortrinlige poetiske Værker.
II. Af den saakaldte „classiske“ Periode.
— — Vi saae, hvorledes i Frankrig en tidlig Cultur, alt i det 12te Aarhundrede, før noget andet Land i Europa (med Undtagelse af de nordiske) havde en selvstændig Litteratur, før Dante havde sunget sine udødelige Sange, bragte en rig Poesi til Modenhed, som ikke blev uden stor Indflydelse paa det øvrige Europa, og maaskee paa dette forholdsviis mere end paa Frankrig selv, hvor, som tidligere bemærket, enhver ny Tilstand pleier at fremkalde Glemsel og Ringeagt for det Foregaaende. Vi saae, hvorledes denne Periode endnu fastholdt det i Tiden og Forholdene objectivt begrundede, Romantikens Kunstprincip; hvorledes de to Hovedelementer i Folkeaanden udviklede til høi Betydning to forskjellige Retninger i Poesien; hvorledes de forskjellige poetiske Kræfter, samlede om et fælles Hof, have naaet det sidste Stadium, det dramatiske, hvorved den historiske Betragter ledes til at ane en Stillestaaen eller temporær Tilbagegang i Smagen som i den poetiske Production. Vi have seet den egentlige franske Nationalcharakter efterhaanden danne sig, ved Sammensmeltningen af de nordlige og sydlige Elementer, saaledes som vi siden lære at kjende den, letsindig, letbevægelig, syslende med det Nærværende (Fabliaux), tilbøielig til at skjemte og spotte med Alt (Farcerne), hurtig til at modtage og forkaste. Vi saae, hvorledes Middelalderens romantiske, chevalereske Aand her snart forflyttede sig fra det Indre til Overfladen, og saaledes gik over til „Galanteri“, til en blot ydre Anstand, flygtig, halv-sandselig Finhed i Diction, Sands for det Vittige og legende Ordlivlighed; hvorledes Folkets Tilbøielighed til Abstraction allerede da fandt Afløb i en forstandig overfladisk Reflexion, en moraliserende, allegorisk Didactik, der, idet den fortrængte Lyrikens Inderlighed og Naivitet, og saaledes dræbte Poesiens inderste Liv, — frembragte som Resultat kun Prosa, men dog en Prosa, hvis behagelige Lethed, Klarhed, Elegants og Politur, snart skaffede den Indgang hos de andre europæiske Nationer. Den store Frugtbarhed, den næsten fuldstændige Udtømmelse af alle Datidens poetiske Elementer, maatte medføre denne Poesies Undergang, og det lod sig forudsee, at den Opmærksomhed, der udelukkende henvendtes paa den glatte Conversationstone, det Smidige og Piquante i Udtrykket, maatte sammenblande Begreberne om Veltalenhed og Poesi, og henvise denne til det Rhetoriske, saa den snart kun betragtedes som en Underafdeling af dette. Naar man med en Forfatter, der vist ikke indrømmer Franskmændene formeget, Grundtvig (i hans Verdenskrønike), maa tilstaae, „at der neppe er nogen vigtig Tanke, god eller ond, som ei i Frankrig har havt sit Forbillede, og at Folket i alle Dele var et Aarhundrede forud for Tydskere og Nordboere,“ saa var det en Selvfølge, at ogsaa Reflexionen, det Materielles prosaiske Reaction, maatte vaagne tidligere her end andensteds, og med sin crasse Conseqvents tilintetgjøre den friske, ethvert Folk medfødte, Naturpoesi — —
Den gamle catholske Tro var rystet i sit Indre, Poesien fandt her ikke længer sin Livskilde, men maatte andensteds see sig om efter en saadan. Smittedes end dens Udøvere af Tiden, saa kunde de dog ikke finde positivt, men kun negativt Stof, (som Rabelais) i et yppigt og lastefuldt Hofs Udvikling og Befæstelse af det absolute Monarchi. Da var det, at det græske Riges Undergang og Bogtrykkerkunstens Opkomst udbredte Bekjendtskabet med de gamle græske og romerske Forfattere, i en Mængde Oversættelser bleve disse populariserede i Frankrig, og Poesien, som her stod ledig paa Torvet, tyede strax til den classiske Litteratur, (som ovenikjøbet var i Moden) for i dens Skjød at undflye Tilintetgjørelsen. Men naar de næstfølgende Aarhundreder i Alt udenfor Poesien vise os en uafbrudt Kamp imod Middelalderen, en Analysens Periode, hvor Subjectiviteten meer og mindre aabenlyst bekæmper det Objective, saa var det en Selvfølge, at heller ikke Poesien kunde finde den Hvile i en bestemt Verdensanskuelse, som er dens nødvendige Betingelse. Letsindig og overfladisk behagede den sig selv ved at travestere et fra et svundet Old laant Ideal, og troede her at have fundet de Vises Steen. Men uden indre Sammenhæng med Folkeaanden kunde denne Poesi kun til en Tid friste et Skinliv, og de kronede og friserede Hofpoeter fra Ludvig den 14des Tid vare for kortsynede og selvtillidsfulde til at kunne indsee, at de kun opdyrkede Skorpen af en Vulcan, som et Aarhundrede senere skulde briste. Denne Digterskole har brudt Staven over sig selv ved at kalde sit Princip et „efterlignende“, ved at opoffre al Rest af national og religiøs Følelse, for at indtrænge en Kunst, fremblomstret af en Tid og Livsanskuelse, der umulig kunde bringes tilbage. De bare sig ad som Børnene, der afrive Blomster uden Rod, stikke dem i Jorden og troe, at de saa kunne groe.
Saalidet jeg nu end kan være enig med Bouterweck4 i at betegne denne Periode som „völlige Entwickelung des französischen Nationalgeschmackes“, saa maa det imidlertid indrømmes, at denne historiske Forsyndelse imod Folkeaanden meget undskyldes ved Regieringens heldige Bestræbelser for at undertrykke denne; alle politiske og sociale Forholde begunstigede Classicismen, idet de modvirkede det Folkelige. Den vaagnede Reflexion medførte en almindelig Interesse for Videnskaber, ved hvilke Poesien trængtes tilbage. Naar man da dadler hin Poesi og hine Poeter, da gjælder Dadelen egentlig ikke dem, men Tiden, hvis Udtryk de vare. Denne Tid kan med Rette dadles, thi den manglede Kraft og Moralitet; men om dette end ikke havde været Tilfældet, saa er dog ikke enhver Tid forpligtet til at frembringe Genier, som kunne forandre eller afgjøre dens Retning, og Talenterne kunne kun følge med den. Mærkeligt bliver det stedse, at alle andre europæiske Nationer, som havde en Litteratur, gjorde bagefter de Franske de samme poetiske Tilbageskridt til det travesterede Antike, og hvad der endnu er værre, de gik ikke engang selv til Kilden, men copierede Franskmændene — i Smagen ligesom i Moderne.
Naturligviis skete Overgangen ikke pludselig. Under Frants den 1ste, og navnlig ved Hoffet, saae man endnu for sidste Gang en Reflex af Riddertidens eiendommelige Glands og Farve. Denne Konge havde en Kammertjener, Clément Marot († 1544), som betegner Periodens første Stadium, paa hvilket man umiddelbart og næsten ubevidst efterlignede det Antike. Marot var i Besiddelse af en Lethed i Versificationen, som harmonerede vel med hans egen og Tidens Letsindighed. Medens han væsentligst interesserede sig for galante Kjærlighedsforhold (f. Ex. til den skjønne Diana af Poitiers og senere til Kongens Søster Margaretha, Dronning af Navarra, som selv var Digterinde og især blev bekjendt ved en Bearbeidelse af „Les 100 Contes“), overførte han den antike Stils Klarhed i sine mange Elegier, Ecloger, Epistler, Rondeaux og Epigrammer, der vare smagfulde og vittige, men uden Gemytsinderlighed. Han skrev et meget rost satirisk Digt „L’enfer“, og en Deel Psalmer, som — et mærkeligt Tegn paa Tidens Letsindighed — blev sungne ved Hoffet paa de mest verdslige Melodier.
Det næste Stadium betegnes ved Ronsard, hvis Skole blev bekjendt under Navn af „den franske Syvstjerne“; dens Charakter var pedantisk Lærdom i Modsætning til Marots mere naive Efterligning, hvorved det Eiendommelige dog ikke aldeles fortrængtes. Ronsard copierede Pindar og Horats i 5 Bøger Oder, og Homer i et Epos, „Franciaden“, hvor han lader Kongeriget Frankrig grunde af Francus, en fingeret Søn af Hector. Han gjorde sig selv til af sin haarde Versification5 og døde 1585, rig og hædret som den franske Poesies Fyrste. Den mærkeligste af Skolen var Jodelle († 1573). Aristoteles’s Poetik havde ved Pariser-Scholastikernes Beundring af denne Philosoph, naaet Anseelse som den høieste poetiske Lov; og Jodelle leverede de første franske Tragedier, saaledes som de siden fremtraadte i Mængde og almindelig beundrede, alle med den samme Misforstaaelse af det græske Princip, med de tre Enheder af Tid, Sted og Handling, udenlandsk Costume, fremmed Historie, declamatorisk Pomp og ubetydelig Handlingsudvikling. Han brugte endnu den femfodede Jambe, og anvendte kun paa effectfulde Steder Alexandrinere. Som poetisk Carricatur af hele Tidens Fordærvelse og Daarskaber i moralsk og æsthetisk Henseende optraadte den høist barokke Roman af Rabelais: „Gargantua og Pantagruel“, et Værk af uhyre burlesk Vittighed, universel Satire og mærkværdigt ved et heelt nyskabt Ordforraad.
Havde de to foregaaende Skoler, dels med et Slags dunkelt Instinct, dels med kold, forstandig Ensidighed abstraheret Ydersiden af den antike Poesi ind i den franske Litteratur, saa lykkedes det paa Henrik den 4des Tid Malherbe († 1628) og hans Skole at frembringe den Enhed mellem de antike Elementer og det franske Sprog, som i det Væsentlige blev uforandret i den saakaldte „Guldalder“ under Ludvig den 14de. Dette unaturlige Hermaphrodit-Foster blev saa at sige, fuldbaaret i Malherbes tankefattige, phantasiløse Poesi, med dens zirlige Phraser i et glatfilet Sprog, i velklingende Alexandrinere, en Versform, som han først uddannede og bragte i Moden, og som siden snart blev anseet som første Betingelse for al fransk Poesi. Han var paa sin Viis Lyriker, skrev Sonetter, Epigrammer og Stanzer, en charakterløs Mellemting af Ode og Sang, med den samme Mangel paa organisk Form og afsluttet Helhed, som endnu ofte viser sig i den nyeste franske Lyriks bedste Frembringelser. Kun som ved et Lykketræf finder man hos ham en poetisk Fremstilling af en poetisk Tanke, som f. Ex. i de Linier:
„Elle étoit du monde, où les plus belles choses
Ont le pire destin,
Et rose elle a vécu ce que vivent les roses,
L’espace d’un matin.“
Man seer tillige heraf, hvilken Fuldendthed Sproget alt i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede havde naaet, og som i det Væsentlige ikke senere har tilstædt nogen forøget Reenhed og Politur. Det nationale Element sporedes endnu kun i de naive Vendinger i Stilen og i de comiske Digte og Fortællinger. Uden nogen mærkelig Bevægelse see vi Perioden nærme sig sin egentlige Culmination, og Poesiens farveløse, magelig-vegeterende Liv fik kun ved Richelieus Administration 1624—42 en Slags Slutningshastighed. Han forstod methodisk at qvæle Resterne af Folkelivet. Den sidste Stænderforsamling havde fundet Sted 1614, og den ovennævnte Minister etablerede den fuldstændige Absolutisme. Alt samledes som i en magisk Kreds om Hoffet og higede efter at bade sig i dets illusoriske Glands. At fødes i Paris eller en Provindsstad, blive underviist i et Jesuitercollegium, komme i Gunst hos en fornem Herre eller Dame, eftergjøre alle af Classikerne overleverede Former, tildrage sig Kongens Opmærksomhed, blive Medlem af det i vore Dage saa ilde omtalte „Academi“ for den abstract-classiske Idee („de 40 Udødelige“), at døe som Abbé eller med en kongelig Pension i en høi Alder, efter et epicuræisk Liv — dette er Biographien saa at sige af alle franske Digtere fra den Tid.
Lyriken forflygtede sig i denne Guldalder, hvis Guld var Bladguld, til en saa flad Conversationsleg, at dens Ubetydelighed her tillader at forbigaae den. De lyriske Digteres Muse var fornemlig Ninon de l’Enclos, og paa den critiske Trefod sad Boileau og klippede Laurbærkroner til dem, som rigtigt overholdt de tre Enheder, og beregnede Versenes Fødder og Cæsur. At derhos den obscøne Poesi paa denne Tid, under Richelieus Auspicier, der dominerede Smagen saavelsom Politiken, uddannede sig som et eget Fag i Litteraturen, vil den, der er fortrolig med hin Tilstand, finde i sin Orden. Saaledes gav de Bussy († 1693) i „histoires amoreuses des Gaules“ en romanagtig Skildring af hele Ludvig den 14des Hofs skandaløse Historie. Men det er især den dramatiske Skole, som her gjør Fordring paa vor Opmærksomhed, saameget meer som de Franske i dette Fag troede endog langt at have overgaaet de Gamle. Ingen Tidsalder har siden den græske og romerske Culturs Undergang havt en saa udbredt Indflydelse paa Sæder og Smag, som det i sin Tid lovpriiste, og siden ofte ubillig nedsatte Ludvig den 14des Aarhundrede. Det lykkedes denne Regent, efter at have skaffet sit Hof og sine Vaaben den høieste Glands paa den Tid, ogsaa at skaffe sig en Pragtlitteratur, saa rig og talentfuld, som denne ved ydre Midler kan tilveiebringes, uden at fremgaae af Geniets evige Flamme. Naturligviis maatte han fortrinsviis begunstige og poussere den dramatiske Poesi, som den, der kunde frembringe dobbelt Glands. Saaledes fremstod nu i sin yderste Conseqvents den qvasi-classiske Tragedie, hvis Særkjender var en aandløs Iagttagelse af philistrøse Regler, f. Ex. de 3 Eenheder6, en ubetydelig Handling, svag og huul Charaktertegning, men tillige, under stærk Paavirkning af de spanske Dramatikere, en glimrende Dialog, der med sine store rhetoriske Skjønheder, dog kun var en Skal, der skulde skjule Mangelen paa indre Gehalt, og ofte tabte sig i monoton Høitidelighed, svulstige Metaphorer og affecteret Pathos. Stoffet var stedse græsk eller romersk, senere ogsaa tyrkisk, fordi man her troede at finde mere umiddelbar Værdighed. Men disse „værdige“ Personer, som hentedes fra Oldtiden eller Orienten, maatte bevæge sig med den franske „grand-monde’s“ Finhed, og det optoges ikke ilde, om de anbragte Smigrerier til Hoffet. Saaledes havde Racine i Titus Ludvig den 14de og i Berenice Hertuginde de la Valliére for Øie. I Grund- og Totalcharakteren af disse Dramaer skeete ingen Forandring; man gik frem paa den af Jodelle banede Vei; ham tilkommer Æren for Opfindelsen.
Pierre Corneille (f. 1606, † 1684) havde Evner til at blive en stor Digter, og var bleven det, hvis ikke, som Nodier bemærker7, „hans skjønne og stolte Organisation var bleven ynkelig forkuet paa Academiets Procrustessæng“. Han besad Opfindelsesgave og havde endnu noget Middelalderligt-Romantisk, som han dog snarere skyldte den spanske Poesi, end sit Fædrelands dengang foragtede og glemte Romantikere. Da han optraadte 1636 med sin „Tragicomedie“ Cid, hvortil han havde benyttet spanske Romanzer og et spansk Sørgespil, henreves Nationen til Beundring ved det Overraskende og Tragiske i Situationen, uagtet han ikke lidet havde forsyndet sig imod de gjældende Regler. I dette Stykke, hvori en Søn, for at hævne sin Fader, dræber sin Elskedes Fader, og hun betvinger sin Kjærlighed og fordrer Hævn over sin Faders Morder, i dette og i „Horace“ (1639) culminerede Corneille; hans Sprog naaede den høieste Adel; dog er ofte det Rørende opgivet for det, der kan vække Effect og Beundring. I det Hele nærmede han sig mere end nogen anden fransk Digter den græske Pathos. Men den Opmærksomhed, der er anvendt paa at lade Digteren selv glimre, overveier langt Hensynet til det Naturlige og Menneskelige i Charaktererne. Hans Helte føle stedse som Folk af den store franske Verden, og det Store i deres Sindelag er ikke saameget sand Lidenskab, som exalteret „Point d’Honneur“. Man tager ikke Deel i deres Skjæbne, Compositionen er ofte usammenhængende og udramatisk; hvad der henriver, er Digterens glimrende Veltalenhed, hans kraftige, ofte sammentrængte Diction. Som Prøve herpaa kan anføres Chimenes Sjælekamp, da Kongen paa Skrømt har fortalt hende, at Cid (hendes Elskede) er død: V. Act 7de Scene.
„Elvire, que je souffre, et que je suis à plaindre!
Je ne sais qu’espérer, et je vois tout à craindre;
Aucun voeu ne m’échape ou j’ose consentir,
Et mes plus doux souhaits sont pleins de repentir.“ etc.
Stykket ender med Kongens Ord til Cid:
„Espère en ton courage, espère en ma promesse:
Et possédant déjà le coeur de ta maitresse,
Pour vaincre un point d’honneur qui combat contre toi.
Laisse faire le tems, le vaillance, et ton roi!“
I „Horace“ udbryder Camille (da hendes Elskede „Curiace“ er dræbt af hendes Broder) i en Scene med denne:
„Rome, l’unique objet de mon ressentiment!
Rome, à qui vient ton bras d’immoler mon amant!
Rome, qui t’a vu naître, et que ton coeur adore!
Rome enfin que je hais, parce qu’elle t’honore!....
Que cent peuples unis des bouts de l’univers,
Passent pour la détruire, et les monts et les mers!
Qu’elle-même sur soi renverse ses murailles,
Et de ses propres mains déchire ses entrailles!
Que le couroux du ciel allumé par mes voeux
Fasse pleuvoir sur elle un déluge de feux!
Puissai-je de mes yeux y voir tomber ce foudre,
Voir ces maisons en cendre, et tes lauriers en poudre,
Voir le dernier Romain à son dernier soupir
Moi seule en être cause, et mourir de plaisir!“
Men ofte bliver hans Dialog unaturlig ved de skarpt afmaalte Antitheser, og især i hans senere Stykker tiltager stedse den usande Overdrivelse af Dyder og Laster; det gaaer f. Ex. i Rodogune ligesaa rundt til med Mord, Gift og Dolke som i et Drama af V. Hugo. Med sine Landsmænd delte han den upoetiske og trivielle Anvendelse af kunstlede Conversationsphraser paa de meest upassende Steder, f. Ex. naar han i Tragedien Polyeucte lader den christelige Helt udbryde:
„Mon coeur attendri, sans être intimidé
N’ose deplaire aux yeux, dont il est possédé!“
eller naar i „Rodogune“ Antiochus i tragisk Affect apostropherer sin Elskede saaledes:
„— Celui qui perdra votre divin objet,
Demeurera du moins votre premier sujet!“
Corneille forstod ikke at røre, sjelden at ryste; thi han fremstillede Kampen mellem Lidenskaber ikke umiddelbart, men som en Strid mellem forskjellige Grundsætninger. Han skrev 33 Tragedier, alle uden Chor (i „Jules César“ ere Alexandrinerne uden Riim), en Opera og nogle Lystspil (efter spanske Mønstre), som ofte have større poetisk Værd, end Tragedierne. Her kunde han bevæge sig med større Frihed; thi til Lystspil havde den franske Æsthetik endnu ikke klippet Mønstre.
Jean Racine (f. 1639) var begavet med langt mindre digterisk Kraft, men med større Finhed, Bøielighed og umandig Blødhed benyttede han sit Talent ganske efter Academiets Forskrifter. Uden at bryde sig om den spanske Litteratur, studerede han kun Classikerne, og i sine Stykker, der have alt Ydre, alt Tilfældigt, Alt, uden den poetiske Charakter, tilfælles med de græske Tragedier, lykkedes det ham fuldkommen at realisere Idealet af den franske Hoftragedie, ligesom han selv stedse med Elegants og con amore bevægede sig i Hoflivet, og tilsidst (1699) allerunderdanigst døde, af Sorg over at han var falden i Unaade hos Kongen. Han hentede ikke blot, som Corneille, sine Æmner af den romerske og græske Historie, men ogsaa af den bibelske, da han paa sine gamle Dage blev from og religiøs. I hans „Britannicus“ er Charaktertegningen finere og rigtigere end i de fleste franske Tragedier. I „Phædra“ og „Andromache“ bevægede han sig noget friere, og udtalte Lidenskaben med en Sandhed og Fylde, der var usædvanlig paa det franske Theater. I metrisk Correcthed var han uovergaaet, og i hans sidste Værk, „Athalie“ have Versene, navnlig i Chorsangene, ofte et virkelig lyrisk Sving, men naturligviis blandet med abstracte Reflexioner. Ypperstepræsten Joad taler ikke uden prophetisk Ild:
„Quelle Jérusalem nouvelle
Sort du fond du désert, brillante de clartés,
Et porte sur le front une marque immortelle?
Peuples de la terre, chantez ...
— — — — — —
Lève Jérusalem, lève ta tête altière,
Regarde tous ces Rois de ta gloire étonnés;
Les Rois des nations, devant toi prosternées,
De tes pieds baisent la poussière!“
Men midt imellem disse stolte Ord fordærves Virkningen ved Linier som denne:
„Jérusalem renaît plus charmante et plus belle.“
Og Joas (et Barn) taler til sin „Tante“ Josabet paa følgende Maade:
„Mais j’entends des sanglots sortir de votre bouche!
Princesse, vous pleurez: ...
Hélas, un fils n’a rien, que ne soit à son père!“
Racine skrev ogsaa et Lystspil i Aristophanisk Maneer: „Les plaideurs“ (Procesførerne), som med sin Satire over en vis Retning af national Naragtighed (de franske Advocaters), sin Vittighed og Lystighed, røber en ægte comisk Begeistring, og saaledes i poetisk Henseende staaer høiere end alle hans Tragedier, skjøndt Forfatteren naturligviis var af en ganske anden Mening.
Det var ikke ualmindeligt, at man valgte Æmner, som af de græske Tragikere vare benyttede, og behandlede dem „mere tidsvarende“. En Digter af Corneilles Skole, Rotrou fandt sig saaledes ikke tilfreds med Sophocles’s „Antigone“, men bearbeidede den til fransk Tragedie. Et enkelt Træk er nok til at slutte, hvorledes han har forbedret Sophocles. Istedenfor at der hos denne fortælles, at Hæmon ved Antigones Død i stumt Raseri drager Sværdet mod sin Fader, og derpaa dræber sig selv; saa lader Rotrou ham først holde følgende Tale:
Retirez vous barbare, èvitant ma colère,
Je n’ay plus de respect, ny cognois plus mon Père;
L’état où m’a reduit vôtre inhumanité
Me peut faire passer à toute extremité:
Voyez, Lion regnant, affamé du carnages,
Inhumain coeur humain, voilà de vos ouvrages, ...
Bientôt, bientôt le ciel vous marquera vôtre heure:
Cruel, ne doutez pas, que son bras tout puissant,
Ne s’arme tôt ou tard pour le sang innocent:
Le tems vous apprendra, que jamais tyrannie,
Sur le Thrône Thébain, ne demeure impunie:
Croyez, que Cadme, Laye, Oedipe, et ses enfans,
Ne vous ont, en leur sort, précédé que du tems: ...
A ma fureur encor quelque respect est joint.
Et je serai content, qu’il ne me vange point;
Toi, qui me fus ravie, aussitôt que donnée,
Vertueuse beauté, Princesse infortunée!
Allons unis d’esprit, sans commerce de corps,
Achever notre Hymen, en l’empire de morts.
„Ich wette,“ siger en tydsk Forf. 1763, „mit so viel Wize und Beredsamkeit hat sich nie keiner erstochen.“
Imidlertid frembragte dette Aarhundrede ogsaa to sande Digtere, i de Retninger, hvor den franske Nationalitet aldrig ganske fortrængtes, det Comiske og den gratiøst spøgende Satire. De vare Tidens eneste Repræsentanter for eiendommeligt Geni, for poetisk Sandhed og Naturlighed. Men herved betegne de tillige Overgangen til det 18de Aarhundredes Reaction, som under Indflydelsen af Voltaire, Rousseau og Diderot, dels søgte at opløse Alt i Intet, dels ved Forgudelse af den nøgne Virkelighed og abstracte Naturlighed, førte langt ud over en sund Naturfølelses virkelige Grændser. Hine to udmærkede Aander vare Comikeren Molière og Fabeldigteren La Fontaine.
III. Af den moderne Periodes sidste Afsnit:
Restauration og Juliregieringen — den nyromantiske Skole.
Efter at have charakteriseret de Forfattere, (Beaumarchais, A. Chénier, Bernardin de St. Pierre, Chateaubriand, Mme. Staël, Courier, Nodier og Béranger), der, medens „Stabiliteten“ endnu beherskede Litteraturens største Terrain, opfattede Livet og Tiden, dels historisk, dels poetisk, med langt større Dybde og Omblik, end Massen, vende vi os til den sidste Epoke, hvor den Aand, der ligesom famlende efter en mere organisk Form rørte sig hos Chateaubriand og Mme. Staël, endelig i en ny Skole fandt en foreløbig, bestemtere Form, hvor Classicismen lidt efter lidt gaaer til sine Fædre, og hvor endnu kun nogle saakaldte „Halvclassikere“ danne en Modvægt imod de Marodører, Røvere og dæmoniske Væsener, der bagefter Ny-Romantikens Koryphæer trængte sig frem i Litteraturen.
Napoleon var lænket til Klippen. De Franskes krigerske Ærgjerrighed havde sat sig. Restaurationen havde bragt Meget i den gamle Ro og Orden. Der var i det mindste Fred med Udlandet. Da vaagnede Erindringen om, hvad Mme. de Staël havde lært at skatte og beundre i Tydskland. De hørte et Sagn om, at dette Land, medens de havde været sysselsatte med Revolutionen og med at erobre Verden, var kommen dem, der ellers havde været de første i Alt, i Forkjøbet i Philosophi og Poesi, at det havde havt en Kant, en Fichte, og Schelling, en Schiller, Göthe, Jean Paul, Tieck og Hoffmann, at der var fremstaaet en ny poetisk Skole, som ikke længer beundrede den franske Litteratur, men som i Middelalderens eventyrlige Dunkelhed søgte et nyt Livsprincip for Poesien. Invasionen i Tydskland havde lettet dem Bekjendtskabet med Litteraturen ved at nøde dem til et Bekjendtskab med Sproget.
Man kunde ikke længer bortvise den Følelse, der paatrængte sig enkelte unge Gemytter, at den franske Poesi efterhaanden var uddød af Mangel paa Befrugtelse, ved den levende Tidsaand indenfra, og ved Historien udenfra, ligesom man paastaaer, det gaaer Familier, der vedblive kun at besvogre sig med hverandre indbyrdes. De Franske vare ved andre Nationers tidligere Forgudelse saa forkjælede, ved deres Vaabenheld saa overmodige, at man næsten kan tilgive dem den Indbildning, de saa længe havde næret, at de ikke kunde lære Noget af Andre. De havde nu lært, at de ikke vare uovervindelige, og det viste sig nu, at kun fremmede Impulser muligen kunde vække et nyt poetisk Liv hos dem, lære dem at forstaae deres egen Gjæring, eller idetmindste udtale den, det eneste Middel til engang at overvinde den. Dog syntes det som om hverken Tydskernes grundige men rolige Bestræbelser, eller Walter Scotts historiserende Roman, som ogsaa vandt Celebritet i Frankrig, vare noksom pirrende Incitamenter til at fremkalde en positiv Reaction, om man end herfra maa datere den hos enkelte, med dybere Sands begavede Naturer, vaagnende Interesse for Frankrigs romantiske Middelalder, som kom til at danne eet af Hovedmomenterne i den nye franske Poesi. Men da Tidens, den gjærende og misfornøiede Tids ægteste Søn, da Byron udslyngede sin Poesies Brandpile over det syge Europa, der efter en Række politiske og philosophiske Omvæltninger neppe kunde kaldes Reconvalescent, fattede endnu hverken hans Landsmænd, eller Tydskerne, med Undtagelse af Enkelte, f. Ex. den gamle Göthe8, denne Poesies verdenshistoriske Betydning, det gigantiske Geni aftvang dem Beundring; men de vedbleve længe at ansee den Byronske Poesi som en postuleret Theori, et stort Paradox, og et dunkelt Instinct afholdt dem fra heri at see den uudviklede Spire til et poetisk Evangelium. Først senere, da den havde udspændt sit dæmoniske Net over hele Europa, lige indtil det forhen franske Rusland (Puschkin, den berømteste russiske Digter, er en umiddelbar Discipel af Byron), da den med al sin Sødme og al sin Gift var trængt ind i Sjælene selv paa de fjerneste Steder, og det med en Hurtighed, som neppe nogen tidligere Poesi kan rose sig af, saa maatte ogsaa Tydskland og England erkjende, at den var, som enhver sand Poesi, en virkelig Blomst af sin Tid, saa god og slet som denne selv, og en aandig Organverden, hvori alle denne egoistiske Tids Tvivl og Savn, Fortrin og Feil, vare samlede. Paa det første Sted fremstod det saakaldte „unge Tydskland“ en Deel „lebensverdrüßige“ Ynglinger, der atter optoge de Franskes practiske Anvendelse af Byrons Livsanskuelse som Polemik imod de sociale Livsformer, og følte Drift til at løsrive sig fra de philosophiske Systemers Aag, men hvis poetiske Bestræbelser, med Undtagelse af Heine, mest stode i samme Forhold til Byron, som Don Quixote til en ægte Skikkelse fra Riddertiden. I England fremtraadte Skolen kun i en Række mindre betydende „antisociale“ Romaner.
Men i Frankrig var Forholdet ganske anderledes. Her fandt Byrons Sæd en veldyrket Mark og hans brændbare Stoffer en heel Jordbund af fængeligt Tønder; saameget mere som denne moderne „Zerrissenheit“ og „Blasirtheit“ netop synes at have sit første Udspring fra Frankrig. I vor Tidsalder er det sjelden Smerte over Slægten, men snarere en subjectiv Følelse, en egoistisk Forbittrelse over egen Brøde, der ligger til Grund for den syge, kraftløse Fortvivlelse, og med en Slags vellystig Glæde dvæler ved selvforskyldt Ulykke, istedenfor at hæve sig til en friere, renset Tilstand. Den historiske Kilde hertil vilde jeg snarest søge deri, at det franske „Galanteri“ fra Ludvig den 14des Tid, med dets Tomhed efter Overmaalet af Nydelse, som hos den letsindige Nation ikke kunde frembringe en ret aandelig Rystelse, paa sin Omvandring i Europa ogsaa kom til Engellænderne. Disse grundigere følende, mindre raffinerte Folk, optog det uden den udvortes slebne Form; derfor kom de ogsaa til en positivere Bevidsthed om dets Væsen, og saaledes vendte det i Byrons Poesi tilbage til sit Hjem, til Frankrig, som et Speil, som et frygteligt Gorgonerskjold. Men den herved bevirkede Sønderknuselse blev ikke passiv; de abstraherede, som sædvanlig, det meest Materielle af den byronske Verdensbetragtning, og begyndte efter dette System en aandelig Anatomi af sig selv. Naturligviis fandt de Stof nok, om man end ikke vil sige indre Anledning, i den Høide, hvortil raffineret Nydelsessyge og overdrevne Fordringer til Livet, havde drevet Utilfredsheden med det statslige og sædelige Samfunds bestaaende Former. Det synes saaledes utvivlsomt, at den berømte Englænder, og det ikke blot ved sine Værker, men og især ved sit Liv, var den nærmeste ydre Anledning til det andet Hovedelement, Fortvivlelsen, i den Poesi, som hidtil har udviklet sig af den store franske Litteraturrevolution. — Kommer hertil den Betragtning, som er grundet paa flere Seclers historiske Kjendsgjerninger, at andre Nationer ofte kunne være lige saa vidt og videre paa Tankens og Gemyttets Gebeet, men at Franskmændene stedse have havt det — om man vil — Fortrin at være de første, hvor det gjaldt om at handle9, give en Idee Skikkelse i Virkeligheden, — „mettre en action“, saa den hos dem fremtraadte lyslevende, medens man paa andre Steder endnu kun drømte derom (f. Ex. Monarkiet, Revolutionen); saa vil det ikke synes forunderligt, at Byrons poetiske og moralske Doctriner først og hurtigst bleve grebne og lagte til Grund for en idetmindste qvantitativt colossal Litteratur i det Land, hvor man alt længe havde „amuseret“ sig med at realisere dem i det practiske Liv. De Franske kunde ikke selv opfinde Formen til at udtale deres moralske Brøst, men da den først var givet dem, forstode de, navnlig i deres formelt uddannede Prosa, med ofte høi Grad af „Esprit“ og Aandssmidighed, at variere det opgivne Thema i i det Uendelige.
Men, ifølge den dem eiendommelige Sands for det udvortes Reale i Tilværelsen, maatte hine nypoetiske Studier tillige gjøres til en oekonomisk Indtægtskilde. Interessen hos Publicum maatte derfor bevares, og for at dette kunde skee, blev det, hos en Nation, hvis Aandelighed var saa legemlig, saa forvænt og fordærvet, nødvendigt, at der til enhver Variation, maatte opfindes noget Pikant i Form eller Indhold. Selv de genialeste Digtere undsee sig i Frankrig ikke ved at benytte deres Evner som en reen Industrikilde, og underordne dem materielle Hensyn. Heraf, maaskee mere, end af en indre Overdrivelsens Nødvendighed hos Forfatterne, kan man forklare sig de Udskeielser, dels til det Bizarre, dels til det Uhyre, Umenneskelige og Modbydelige, som man ikke ganske sjelden støder paa i den nye Skuespil- og Roman-Litteratur.
Den byronske Indflydelse blev imidlertid ikke saa skadelig hos de mere selvstændige og begavede Digtere, f. Ex. Hugo, de Vigny, Lamartine, som kun yttrede den i enkelte Glimt, behersket og modificeret ved deres egen, poetiske eller religiøse Verdensbetragtning. Men den store Masse af ofte ypperlige Talenter i Frankrig, som aldeles mangle en fast Livsanskuelse, abstraherede blot den ydre, haarde og rivende Skal af den byronske Poesies Kjærne, som en pirrende Lokkemad for Publicum, og fortsatte hans Verdenspolemik i retrograd Retning, uden at kunne eller ville bemærke, hvorledes Byron selv oftere, dels elegisk-klagende, dels med skjærende Ironi fornægter det Standpunkt, han antog — først af lidenskabelig Overilelse, siden maaskee af en coquet Vane.
Kort efter Restaurationen opdagede de classiske Akademikere blandt Ungdommen visse Symptomer paa en Tilbøielighed for Middelalderen, for Christendommen og lignende barbariske Gjenstande. De troede aldeles at tilintetgjøre dem ved Øgenavnet „Romantikere“. Men disse optoge selv Navnet, da de herved anerkjendtes som Parti; de beraabte sig paa Chénier og Chateaubriand, hvem Akademiet paa Grund af hans Royalisme ikke turde sætte under Tiltale. Istedenfor Classicismens Snerperi, som satte en Fortjeneste i, enten ikke at omtale Gjenstande af det sædvanlige Liv, eller kun med Omsvøb af alle Slags zirlige Talemaader, hævdede Romantikerne Poesiens Ret til at indrømme enhver Ting under Solen sin Plads, og nævne den ved sit rette Navn. De udgave Værker i den nye Smag, som meer og meer vakte Opmærksomhed, men da de ogsaa skreve for for Theatret, fandt syv Classikere det nødvendigt at anraabe Statsmagten om at holde den romantiske Epidemi borte idetmindste fra Théatre français. Henry Hoffman sagde om Schiller, at „et Menneske, der kunde skrive en saa slet Tragedie, som Jomfruen af Orleans, fortjente at pidskes paa et offentligt Torv“, og selv den dygtigste af Classikerne, Lemercier, gjorde Nar ad Göthe, (navnlig hans Faust) og Schiller, som om de vare de ubetydeligste Forfattere af Verden. Men 1824 grundede Romantikerne, i Forening med flere talentfulde unge Videnskabsmænd, den ypperste af de nyere franske literaire Journaler „Le Globe,“ og fik saaledes et stadigt Organ for deres Anskuelser, hvor de opponerede systematisk, i sluttede Rækker, og snart viste sig deres Modstandere langt overlegne i Vid, Grundighed og polemisk Talent. Tydske og engelske Digtere bleve her commenterede. Hele Göthes Theater blev oversat paa Fransk, og gjort til Gjenstand for en grundig og interessant Artikel i le Globe10. Imidlertid steg Antallet paa den nye Skoles poetiske Værker. Efter Julirevolutionen seirede den aldeles, Stridighederne ophørte, og den tabte sin polemiske Charakter. Victor Hugos Inddeling af Poesien i Lyrik, Epos og Drama, med Ophævelse (efter Shakespeare) af den strenge Adskillelse i Comedie og Tragedie, som han i en temmelig fuldstændig Udsigt over sine æsthetiske Principer udtalte (i Fortalen til Cromwell 1827), vakte stor Forbauselse hos den gamle Skole, men vandt efterhaanden Anerkjendelse. Den didactiske og beskrivende Poesi forsvandt og dens Stof optoges i Videnskaben. De før saa ivrige Classikere forstummede, der hersker siden 1830 i den franske Litteratur et fredeligt Anarchi, og det Utrolige er skeet, V. Hugo er bleven Medlem af Akademiet. Det unge Frankrigs Digtere kunne deles i to store Classer:
idealistiske og realistiske ɔ: 1) de, som drives af et virkeligt Kald — en „verve poétique“, besjælede af Begeistring for Idealet, og, uden andre Hensyn, udpræge deres Overbeviisning om dette, eller hos hvem idetmindste denne Grund er den overveiende, og 2) de, som væsentligst skrive af materiel Interesse, og uden indre Trang kun bringe en formel Routine til Torvs. Det er ikke uinteressant at bemærke, at Forskjellen udvortes viser sig deri, at alle Lyrikere høre til den første Classe, medens den sidste aldeles ikke giver sig af med Lyriken, som den meget vel veed, betaler sig daarligst. Naturligviis bevirker denne Forskjel i de subjective Motiver en Gradforskjel i Værkernes poetiske Værd, og giver den første Classes Frembringelser et mere nobelt Præg. Dette fører til Inddelingen i: Romantikerne af første (Victor Hugo, Alfr. de Vigny, George Sand, Saint-Beuve, Alfr. de Musset, Barbier, Quinet, Mérimée o. fl.), og anden Rang (Balzac, E. Sue, Alex. Dumas, P. Lacroix, Saintine, Ducange, Soulié, Souvestre, Karr o. fl.) Men ved Siden af disse vise sig adskillige tildels meget respectable Talenter, som meer eller mindre ere blevne berørte af de nye Ideer, uden dog i Formen at løsrive sig fra de gamle Mønstre; det er de saakaldte „Halvclassikere“ (Lamartine, Delavigne, Soumet, P. Lebrun, Barthélemy og Mery, Scribe, Paul de Kock o. fl.) Endelig afsætter den moralske Sygelighed og Fordærvelse sig i den saakaldte „galvaniske“ Litteratur.
Romantikere af første Rang.
I videste Omfang er det Romantiske kun det techniske Udtryk for den uendelige, alsidige Frihed, som Kunsten har vundet ved Christendommen, og som ogsaa en tidligere Kunst (den indiske og nordiske) i enkeltstaaende Træk aabenbarer. Nærmere bestemt, forstaaes ved Romantik sædvanlig et Product af den christelig-romerske og den hedensk-germaniske Aand med sin særegne Sammenslyngning af det Kirkelige og Verdslige, det Guddommelige og Jordiske, Tapperhed og Ærefrygt for Qvinden som Madonnas synlige Symbol. Men Middelalderens Romantik var naiv; det Modern-Romantiske yttrer sig med Bevidsthed og som Frugt af Reflexion.
V. Hugo optraadte allerede i sit 15de—17de Aar som lyrisk Digter, og i hans første Samling (Odes, 1821) bemærkedes en Friskhed og Styrke i Phantasi og Følelse, som i Frankrig var saa godt som ubekjendt. Han var endnu ikke berømt, ikke Partihøvding, ikke bleven forfængelig, men der aandede i hine første Digte en varm catholsk-kirkelig Tro, som senere stundom synes at være forstyrret. Han var en født Digter. Hans Lyrik beholdt vel Noget af den franske Form, som ofte trætter ved Bredhed og vidtløftig Udmaling; men hans Tanker ere nye, Udtrykket er som støbt om dem og svigter ham aldrig. „Den sværmeriske Kjærligheds sagte beaandede Hvisken, den mandige Stolthed og Ild, en Moders Taarer, der falde som smeltet Bly paa vort Hjerte, den stønnende Dødsangst, en Fader i Kreds af sine Børn, og Lidenskabens vildeste Modulationer“11: Alt veed han med forbausende Magt at udtale, og i varm og glimrende Colorit er han neppe overtruffet af Nogen. Han er en født Maler i Posien, og skizzerer med samme Liv og Kjækhed Landskaber, Historie- og Genremalerier. I „Oder og Ballader“12 (1824) og „Les orientales“ (1829) finder man blandt mange herlige Elegier og Romanzer de begeistrede Digte til Napoleon, hvem han (skjøndt Tilhænger af Bourbonerne) kalder „Soleil dont je suis le Memnon“, f. Ex. Digtet „Lui“, der begynder saaledes:
„Toujours lui! lui partout! — ou brûlante ou glacée,
Son image sans cesse ébranle ma pensée,
Il verse à mon esprit le souffle créateur,
Je tremble, et dans ma bouche abondent les paroles,
Quand son nom gigantesque, entouré d’auréoles.
Se dresse dans mon vers de toute sa hauteur.“
Skjønnere, kraftfuldere Vers har endnu ingen fransk Digter skrevet. Hine Samlinger indeholdt tillige erotiske Digte, men især udtalte Hugo en ny og styrkende Aand i de religiøse, der endnu danne Baggrunden af hans Lyrik. Herhen hører hans berømte „Action de graces“:
„Voici la vérité qu’au monde je revèle:
Du ciel dans mon néant je me suis souvenu,
Louez Dieu! La brebis vient quand l’agneau appelle:
J’appelais le Seigneur, le Seigneur est venu!“ etc.
Men det synes næsten som om den Kamp, hvori han som Formand for den nye Skole hidtil havde levet, var nødvendig for at bevare Troens Liv hos ham. Jo mere „Romanticismen“ og det fornemmelig ved hans overordentlige Talent, vandt en hurtig Seier, desto mere synes Tvivlen at have faaet Indpas i hans Hjerte, den tidlige Berømmelse, hans Venners Forgudelse, lod ham forsømme sin fortsatte Udvikling, og Mangelen paa sand videnskabelig Dannelse forledte ham til Paradoxjægeri. I „Les feuilles d’automne“ (1831), der forresten i Almindelighed ansees for hans skjønneste Samling, og i „Voix intérieures“ (1837), fremtræder blandt melankolske Udbrud endnu det religiøse Element („La prière pour tous“)13 og Kjærligheden til Familieliv og Børn („Lorsque l’enfant paraît“), med stor Inderlighed og Styrke i Følelsen. I hans „Chants du crépuscule“ (1835) vedvarer Begeistringen for Napoleon, f. Ex. i den skjønne Ode: „A la colonne“, som vandt ham det liberale Parti, til hvilket han ganske sluttede sig fra 1830.
„Oh, quand il bâtissait, de sa main colossale,
Pour son trône, appuyé sur l’Europe vassale,
Ce pilier souverain,
Ce bronze, devant qui tout n’est que poudre et sable.
Sublime monument, deux fois impérissable,
Fait de gloire et d’airain;...
C’était un beau spectacle! — Il parcourait la terre
Avec ses vétérans, nation militaire,
Dont il savait les noms;
Les rois fuyaient, les rois n’étaient point de sa taille;
Et vainqueur, il allait par les champs de bataille
Glanant tous leurs canons.“
Men den skjønne religiøse Begeistring har alt ofte forladt ham. Tidens Tvivl river ham med sig, og Byron, der først kun virkede paa ham med sin Aands Ild og Styrke, synes ogsaa at smitte ham med sin Fortvivlelse:
„Oublions, oublions! quand la jeunesse est morte,
„Laissons nous emporter par le vent, qui l’emporte
A l’horizon obscur.
Rien ne reste de nous; notre oeuvre est un problème.
L’homme, fantôme errant, passe sans laisser même
Son ombre sur le mur.“ etc.
(Feuilles d’automne: „Regret.“)
Hans sundere Natur viser sig alligevel deri, at han ikke uden forbigaaende ligger under for den subjective Smerte; Betragtningen af Slægtens Fordærvelse, som han selv ikke ganske har kunnet undgaae, lader ham snarere slynge Bitterhedens Poesi som en straffende Torden ud over Tiden, over det objective Onde:
„Là-bas l’arbre frisonne, est-ce allégresse ou plainte?
Là-bas l’homme murmure, est-ce un chant? est-ce un cri?
(„Le temps présent“ — af Ch. d. crép.)
En vis straffende Stilling til Tiden, en ædel Følelse af Digterens prophetiske Kald, bevarer han endnu i sin sidste Samling „Les rayons et les ombres“ (1840) f. Ex. i det høitbegeistrede Digt „Fonction du poète“ og „Le monde et le siècle“. Men Synet af den friske skjønne Natur forjager undertiden den bittre Livsanskuelse, og lader den gaae over til Pantheisme14.
Til Prøve paa den lyriske Romance, som først af Hugo er bleven indført i Frankrig, og bragt til høi Fuldendelse som den romantisk-sværmeriske Skizeren af et flygtigt episk Moment, kan nævnes:
„Guitare.“ (Les rayons et les ombres):
— — — — — — — — — —
„Le roi disait, en la voyant si belle,
A son neveu:
— „Pour un baiser, pour un sourire d’elle,
Pour un cheveu,
— „Infant Don Ruy, je donnerais l’Espagne
Et le Pérou15!“ —
— Le vent, qui vient à travers la montagne,
Me rendra fou! etc.
— — — — — — — — — —
Med den nye Skoles hele Dristighed, Liv, Begeistring og Rigdom — om end ikke i Tanken, saa dog i Phantasien og Udtrykket, med glimrende Geni i det Enkelte, og store Feil i Compositionen, staaer Hugo i begge Henseender øverst blandt Romantikerne. Den digteriske Tænkning og Reflexion er hans svageste Side. Her bliver han undertiden abstract, og hans mange glimrende Billeder synes stundom isoleret henkastede, uden at oplyse Ideen. I den organiske Opfindelse er han ikke saa rig, som han vil synes, og forlader derfor ofte al Natur og Sandhed. Den Enhed, hans Geni saa ypperlig tilveiebringer imellem Tanke og Udtryk, mangler ofte i selve Tanken; Erkjendelsen, det forstandige Element, er ikke udviklet i samme Grad som Følelse og Phantasi. Det er saaledes indlysende, at han viser sig med langt større æsthetisk Betydning og Fuldkommenhed, som Lyriker end som Epiker og Dramatiker. Og dog kan det, historisk betragtet, ikke nægtes, at „Notre-Dame de Paris“ (1831), hvor han med en genial Benyttelse af Middelalderens Sprogskatte, bragte den franske Prosa til dens høieste Trin, er Hugos Hovedværk, og den nyere Tids mest poetiske Roman16.
— — V. Hugo troer om sig selv, at han ogsaa er en stor Tænker; han vil ikke blot være Digter, men tillige Theoretiker; han har i sine Fortaler henkastet nogle „æsthetiske Principer“, hvori der findes enkelte nye og lyse Glimt. Han bilder sig ind at have construeret en fuldkommen Æsthetik med de to Kategorier, hvori han fatter hele Tilværelsen „le vrai“ og „le grand“17, og gjennemfører sine Principer — blind for enhver Indvending — med den yderste og bizarreste Ensidighed, i den Tanke, at der ikke gives genialere Principer. Derfor kan man ikke haabe af ham selv nogen væsentlig Reform i hans dramatiske Poesi. Derfor maa man sige om ham med Gustave Planche, der som Tilhænger af Göthes og Schillers Principer har critiseret ham med Kyndighed og Strenghed: „Ce qu’il a fait, il le voulait, il savait, qu’il le voulait; on peut blâmer sans injustice l’oeuvre et la pensée, mais il n’y a plus place pour le reproche d’inconséquence.“
Alfred de Musset (f. 1810) blev fra 1830 en Hovedstøtte for den litterære Revolution, ja han var endog engang udraabt som den største franske Poet; og i Sandhed, det er en Digter fuld af Ild og Kjækhed, Aand og Friskhed, Ungdom og Galskab, Livsglæde og Melancholi, og selv i denne sprudlende af et forunderlig yndigt, bizart Lune, der tumler sig let og ugenert med et mageløst Herredømme over Sproget og Verset. Dette viser sig fornemmelig i den uskatterlige Gave, han har til at concentrere Udtrykket og Stilen. Et Exempel herpaa, maaskee det eneste i sit Slags, er et lille Drama paa Prosa, som under Titelen: „Faire sans dire“ findes i den for nogle Aar siden udkomne Samling „Dodecaton“. Det er umuligt i Korthed at give et nogenlunde fuldstændigt Billede af denne Digter med alle de forskjellige Elementer, hvoraf hans poetiske Kraft bestaaer. Med et ungdommeligt Overmod af denne Kraft prøver han Alt, og Alt lykkes ham. Han er sandselig og ironisk, men hans Ironi er naiv, den er ham en Leg, og den er ofte saa stærkt bedugget af Følelsen og bestraalt af Phantasien, at den (som hos Nodier) nærmer sig til Humor. Hver Gang man vil gribe ham og abstrahere hans egentlige Charakter, smutter han bort som en Aal imellem Hænderne. Hvert Øieblik flyver han op, som en Raket, med et glimrende Billede, en overraskende Vending. Intet overgaaer hans Livlighed og Bevægelighed, hans yppige Rigdom, Ynde og maleriske Colorit. Naturligviis erklærede Classikerne ham for den største Nar i Verden, og mangt et Bizarreri har han tilladt sig, blot for at drille dem, som den originale Ballade til Maanen18, der begynder saaledes:
„C’était dans la nuit brune
Sur un clocher jauni
La lune
Comme un point sur un i.“ etc.
Men hvad tilgiver man ikke en Digter paa 20 Aar, der (i „Contes d’Espagne“) med den forunderligste Blanding af Skjødesløshed og glimrende Geni henkaster Skildringer som denne:
„Comme elle est belle au soir! aux rayons de la lune
Peignant sur son col blanc la chevelure brune!
Sous la tresse d’ebene on dirait, à la voir,
Une jeune guerrière avec un casque noir.“
Dette er Billedet af hans egen Muse. Han er en stor Digter, naar det behager ham; men faaer tidt snurrige Nykker. Som en lydig Tjenerinde venter Verset paa hans Bud, men han omgaaes det ogsaa chevaleresk, han elsker det lidenskabelig:
„J’aime surtout les vers, cette langue immortelle.
C’est peut-être un blaspheme, et je le dis tout bas,
Mais je l’aime à la rage. Elle a cela pour elle,
Que les sots d’aucun temps n’en ont pu faire cas,
Qu’elle nous vient de Dieu, — qu’elle est limpide et belle,
Que le monde l’entend et ne la parle pas.“
I sine versificerede Fortællinger skildrer han med samme Kjækhed og sammentrængte Sikkerhed de lyse, muntre og erotiske, som de alvorlige Partier. Hans Originalitet viser sig maaskee fuldstændigst i hans „comédies injouables“ og i „Spectacle dans un fauteuil“. Snart minder han om Beaumarchais, snart om den gamle Satiriker Regnier, ligesom han i det Hele ivrig har studeret sit Fædrelands ældre og Udlandets nyere Digtere. Stærkest har dog Byron grebet ham, og her er maaskee hans svageste Side. Jeg mener ikke hermed de Stænk af Vantro og Verdensforagt, som hidrøre fra den engelske Lord; thi dette glemmer man for det overgivne Lune og den mere ungdommelige Duft, der hviler over alle Mussets Digte, men han har i et Par Digte optaget Meer af Byrons Maneer, end en saa rigtbegavet Digter behøvede. Man kan ikke miskjende, selv om man maa indrømme den franske Digter mere Livlighed og Rapiditet i Fortællingen, at „Lara“, og „Parisina“ har foresvævet Musset, da han skrev sin „Portia“, og „Don Juan“ da han skrev „Mardoche“. (Strophe 9.)
Il se peut qu’on oublie un rendez-vous donné,
Une chance, — un remords, — et l’heure où l’on est né.
Et l’argent qu’on emprunte. — Il se peut qu’on oublie
Sa femme, ses amis, son chien et sa patrie. —
Il se peut qu’un vieillard perde jusqu’ à son nom.
Mais jamais l’insensé, jamais le moribond,
Celui qui perd l’esprit, ni celui qui rend l’âme.
N’ont oublié la voix de la première femme
Qui leur a dit tout bas ces quatre mots si doux
Et si mystérieux: — „My dear child, I love you.“
Ogsaa han holder af at fremstille sønderrevne Charakterer, Banditer eller rene Naturmennesker, som ingen Anelse have om Moral- eller Samfunds-Love, men naar Byron gjør det med dyb Selvbevidsthed, saa ligner Musset et overgivent Barn, der leger med Pistoler, Dolke og Gift. Ved den kjække Maneer19 og den Gjennemsigtighed, der charakteriserer hans Stil, de faa men stærke og sikkre Træf, hvormed han skizzerer sine Personer, erindrer han ofte om Novelledigteren Mérimée. I sin „Confession d’un Enfant du Siècle“ (barbarisk mishandlet paa Dansk) har han leveret — vistnok med stor Sagkundskab og i en henrivende Fremstilling — et mørkt og bittert Bidrag til en Physiologi af den „blaserte“ franske Ungdom. I hans faa senere Digte er Stemningen bleven alvorlig, næsten devot, men Aaren sprudler ikke saa frisk og rig. Han sørger maaskee bedre for sin Sjæls Salighed, men — for de Dødelige er han ikke nær saa interessant.
— — — Vil man nu, med et Tilbageblik paa de betydeligste Phænomener i den nyeste franske Litteratur, gjøre sig Rede for det Udbytte, der er bragt Poesien, og hvorved denne har antaget en fuldstændig modern Charakter; da viser dette sig især i de forskjellige nye poetiske Elementer, der ved Digterne ere fremdragne og repræsenterede. Foruden den indre Trang til en Gjenfødelse, som maa forudsættes hos dem alle, og den udvortes tydske, engelske og spanske Indflydelse, hvoraf de alle meer og mindre bleve paavirkede, bemærke vi da den i Indledningen omtalte gammel-franske Romantik og det hermed følgende Nationale (især hos Hugo i hans Roman), Fortvivlelsen (hos dem alle med faa Undtagelser), den historiske Realitet som Motiv til poetisk Reproduction (Hugos Dramer — de Vignys Roman og Dramer — Mérimée20), den mystisk-symboliserende Livsbetragtning (Quinet), det ensidig Spiritualistiske (de Vigny), og det rent Menneskelige i Nutidslivet (George Sand, Alfr. de Musset, St. Beuve, og Mérimée). Hvorledes en Poesi, der for største Delen fattedes alle disse Elementer, vilde have taget sig ud i vore Dage, — hvis den havde kunnet friste Livet saalænge — behøver neppe at belyses. Med Hensyn til Formen bemærker man dels en overveiende idealistisk Retning, — hos Hugo imod et ubestemt poetisk, hos de Vigny imod et kunstnerisk, hos Musset imod et ironisk-æsthetisk, hos Quinet og den senere George Sand imod et philosophisk — Ideal, — dels en mere realistisk, moralsk, plastisk og social Tendents (Barbier, Mérimée, den tidligere G. Sand). Dog fortjene de Alle Navn af Idealister i Sammenligning med den Classe af Forfattere, der er betegnet som „Romantikere af anden Rang“.