som bortreves midt i en rig og lovende Virksomhed, og fra hvis efterladte Studier foranstaaende Tegning hidrører, var født d. 20de April 1804. Hans Fader var Etatsraad og Borgemester i Odense. Som Barn tildrog han sig Opmærksomhed ved en vis selvstændig Charakter, forenet med adskillige Besynderligheder. Skjøndt i Grunden godmodig, havde han tillige et heftigt, ofte egensindigt, Gemyt. Han havde tidlig et opmærksomt Øie for Naturen og Naturgjenstande. Han var munter og opvakt, naar han f. Ex. paa Spadseretoure var ene med sin Fader og sine Nærmeste; stille og tilbageholden, saasnart en Fremmed var tilstede, men iagttog og opfattede da med Skarphed Alt, hvad der foregik. I Latinskolen ansaaes han for en doven Dreng uden Lyst til Studering, stod endog tilbage for Brødrene i Tegning, og da den yngre Broder sprang ham forbi, kom han (1820) ud af Skolen. Han bestemtes nu til Architekt, og kom til Conferentsraad Hansen i Kjøbenhavn. Da denne viste ham Akademiets Skoler og spurgte, hvad han helst vilde være, svarede han, som ved en pludselig Indskydelse: Maler. Han gik nu paa Skolerne, men i Førstningen med saa liden Fremgang, at Broderen, som nu var Student, undertiden maatte hjelpe paa hans Tegninger. Dog, da nogen Tid var gaaet, bemærkede man særdeles lovende Anlæg hos ham. Det var som Elev hos Prof. Eckersberg, han først uddannede sig i Oliemaling. Et Par Aar efter forlod han sin Lærer for at studere paa egen Haand, og allerede til en af de næste Udstillinger leverede han et Portræt af Pastor Hornsyld, som i den Grad vakte Opsigt og Beundring, at han snart erholdt flere Bestillinger paa Portræter, end han kunde modtage. Dette foranledigede paa Grund af Bendz’s bizarre Charakter adskillige i sin Tid meget omtalte, pudsige Scener, saaledes med en corpulent Spekhøker-madame, som partout vilde „males som Hornsyld“, og slet ikke kunde begribe, hvorfor hun uden Barmhjertighed blev vist paa Døren.
En fuldstændig Fortegnelse paa hans mærkeligste Arbeider maa opsættes til en anden Leilighed. Her skulle vi kun erindre om hans „Christensen i sit Atelier“, som findes i Galleriet paa Christiansborg, og som især udmærker sig ved en eiendommelig Lys- og Farvevirkning.
Bendz tiltraadte nu en Udenlandsreise. I Hamborg og Nordtydskland kjedede han sig, og først fra det sachsiske Schweitz bleve hans Breve interessante og aandede en frisk og ungdommelig Livsglæde. Derfra gik han til München, hvor Livet behagede ham særdeles, og hans Kunstnerevne naaede sin Culmination. Her vakte hans kraftige, djærve Væsen meget store Tanker om ham; ved sin ualmindelige Farvesands blev han saa bekjendt for den Kunst at „opsætte en Pallet“, at efter Sigende de mest ansete Kunstnere kom til ham for at lære det. Her udkastede og fuldendte han i kort Tid sit store Maleri „Finkskneipen“, der, allerede før det var færdigt, almindelig omtaltes som en høist udmærket Præstation. Da Bendz behøvede Penge til at fortsætte Reisen mod Syd, solgte han sit Billede for en forholdsvis ringe Priis til den norske Maler „Fearnley“; men dets Ry var ilet forud for Kunstneren til Rom, hvor Thorvaldsen tilkjøbte sig det for 1200 Rbd., og det findes nu her i hans Malerisamling. Fuld af freidige Forhaabninger, og efter Manges Mening med Udsigt til at blive en af vor Tids første Genremalere, reiste Bendz til Italien. Men paa Søturen fra Triest til Verona følte han Ildebefindende, en Forkjølelse kom ved Uforsigtighed til, og en Mavesygdom, som allerede i München havde hjemsøgt ham, vendte tilbage og seirede hurtig over hans stærke, livfulde Natur. Han døde i Verona 11te Novbr. 1832.
Som Kunstner var han en sjelden umiddelbar Aand, ikke rig i Compositionen, men med et klart og aabent Blik for Naturen og Livet, med Sikkerhed og Correcthed i Tegning, en let og kjæk Pensel, og især en Genialitet i Colorit og Farvebehandling, som hos nordiske Kunstnere hører til de store Sjeldenheder. Af Ydre var han sund og kraftig og usædvanlig smukt bygget. Hans ofte noget bizarre Væsen var Udtrykket for et naivt, friskt og livfuldt Gemyt, hvis overgivne Lune hyppig i den Grad brød over alle Skranker, at en Uindviet vilde finde det utroligt, medens han hos dem, som stode ham nær, netop var afholdt i denne og andre Uregelmæssigheder af hans kjække og hjertelige Natur.