Hvor let og varsomt fødderne hun flytted,
den røde valmu med sin hånd hun skærmed,
som om et lys mod vindens pust hun skytted.
Den røde valmu med de tynde blade
gav genskær på de lyse spæde fingre,
blomsten og hånden rødmed lige glade.
Persefoneia, sollys-gyldne pige!
Fra dagens glans du valmukranset kommer
og bringer glæde til mit skyggerige.
Blodfyldte blomst med duggens blanke tårer!
Dit bæger sætter langsomt jeg for læben,
du livner atter mine blege årer.