Hendes øjne, som endnu
stod åbne, de lukked,
et linklæde lagde de
over hendes åsyn;
og somme hulkende,
andre tavse,
alle gik ud
af det mørke kammer.
Et lys i en skål
brændte på gulvet
og kasted på muren
skyggen af sengen;
i den flakkende skygge
tegned sig ligets
stivnede linjer.
Dagen vågned;
det første lysskær
vækkede tusindfold
byens larmen.
Ved denne modstrid
af liv og løndom
af dag og mørke
en stund jeg grunded:
ak Gud! hvor ensomt
de døde hviler!
Fra huset til kirken
hun bares på skuldre;
de satte båren
ind i kapellet,
og der de omgav
det blege legem
med gule kærter
og dunkelt klæde.
Ved det sidste klemt
for de døde sjæle
en gammel kone
endte sin bøn
og gik bort over gulvet;
porten knirked,
det hellige rum
lå stille og øde.
Enstonig hørtes
et uhr, der dikked,
og nogle voxkærters
sagte knitren;
så tungt og sorgfuldt,
så mørkt og stivnet
tyktes det hele,
så jeg tænkte en stund:
ak Gud! hvor ensomt
de døde hviler!
Klokkens jærn-tunge
højt i tårnet
svingende bød hende
sorgfuldt farvel.
Venner og frænder
i sorte klæder
drog hen i række
og fulgte båren.
Hakken åbned
et hul i en krog,
det mørke og snævre
sidste leje;
der blev hun lagt
og hastig dækket, —
en hilsen til afsked,
og skaren skiltes.
Med hakken på nakken
rolig fløjtende
graverkarlen
svandt i det fjærne.
Natten faldt på
og stilhed ruged;
jeg tænkte en stund:
ak Gud! hvor ensomt
de døde hviler!
I vinterens iskolde
lange nætter,
når træerne svinger
og knager i stormen,
når regnen plasker
og pisker mod ruden,
den arme ensomme
pige jeg mindes.
Dér falder regnen
med evig rislen,
der strider nordvinden
tudende mod den,
og strakt i sit hul
ved den fugtige mur
mulig frysende
gyser den døde.
Går støvet til støvet?
Flyver sjælen til himmels?
Er alt kun ynkeligt
smuds og forvitring?
Véd ej. Men noget,
jeg ikke kan nævne,
krymper mit hjærte
med lede og rædsel,
når vi lader de døde
så sørgelig ene.
Gustavo A. Bécquer † 1870.