På Vej til Shakespeare
1916
1916
Jeg mindes, da sig første gang
hans verden åbned for mit syn
(to skarer kun, der skifted ord
og løfted egg for deres huse) —
hvor, lænet frem med hævet bryn,
mens hjærtet hamred bag mit bryst,
jeg hørte trolddoms-talen bruse:
en storm af glans imod mig fór,
som soljag efter regn på vang,
en vældig sang
om ildrødt had og blodrød lyst,
et broget tog, der muntert dansed
med blanke øjne kækt til dyst, —
mit barnehoved svimmelt sansed
en fest af liv og lød og klang.
Jeg kom ham siden mere nær
og pløjed selv hans brede hav,
(jeg nikker til dig, tykke bog,
hvis duft om gammel fryd mig minder!)
og rige malme rejsen gav:
livfyldte gennem sindet går
endnu de gyldne mænd og kvinder,
som da min tanke fangen tog;
de svulmed i mig en og hver,
og han især,
i hvem al ungdoms hjærte slår;
med smil og samhu, ynk, elende
jeg favned deres sang og kår: —
og loved ham, der højt i hænde
en sol for hele verden bær.
Men nu jeg bor i Kedars land
og luder panden tungt mod høst,
(nu, mens Assyrerhærens hæl
pedantisk-grumt på jorden træder)
jeg takker mest, at jeg hans røst
har nemmet i hans eget sprog
og kendt, hvor sødt og rigt det kvæder,
at jeg har følt hans væne sjæl,
hjembåren på den hvide strand,
en engelsk mand,
engduftig, adelsindet, klog,
med folkets ånd i lysest flamme:
hvor højt end manden stiger, dog
hans rødder randt af ættens stamme,
han er som den og den som han.